perolsen.net

Per Olsens videnskabelige produktion

Læservejledningen

"Les roues de la revolte" - Portal

Barok i Danmark

Barok i Danmark 2

Assimileringen af barokkultur i dansk digtning

Assimileringen af barokkultur i dansk digtning

SOM DET ALLEREDE FREMGIK AF FORRIGE AFSNIT, så stod det de danske myndigheder klart, at der skulle holdes et meget årvågent øje med den fremspirende skrivning, som fulgte i kølvandet på latinskolernes konsolidering. Efter mere end 300 år med latinske bogstaver, arabertal, kristelig indoktrinering og europæisk kultur, følte mangen nordisk lærd trang til at gå i de store forbilledlige skribenters fodspor.

Skolekomedierne, havde, indtil de blev tysset ned, jo haft den pædagogiske pointe, at lære eleverne, hvoraf de fleste jo regnendes til den kommende embedsstands værdige repræsentanter, dels at stå frem og sikkert fremføre en sag klart, koncist og præcist som den i sin sid blev forklaret vedkommende, en ganske vigtig kundskab fra ruinerne af den mundtlige aftalekultur, som latinskolernes elever så småt satte punktum for.

Endvidere havde pogernea lært fra komedierne; at beundre det fyndigt skrevne, velsvungne sproglige udtryk i kernen af al god digtning. Endelig havde komedierne, som ofte blev afholdt på købstædernes torv i ly af kirken, vist eleverne, at der faktisk fandtes en art bro, hvor deres lærdomme og kundskaber kunne begribes af den almene borger og bonde. - Når drengene senere forarmede ventede på embede må disse øjeblik af folkelig popularitet havde spøgt i deres forsultede erindring, -: kunsten, digtningen kunne ligne en vej ud af miseren.

Så øvrigheden havde god grund til dette årvågne øje. Ikke blot fortsatte middelalderens frivolea erotiske kultur ind i de skrevne ords verden, også niddingebreve, de tilsvinende, ofte anonyme, smædevers føg imellem ofte overophedede kombattanter.b

Endelig, og vigtigst for den reformerte, lutheranske sektdannelse, måtte man for enhver pris standse digtere og skribenter, som ikke gik ind for den officielle kristelige lære som 1600-tallet e.v. kæmpede for at indstifte, eller som søgte at forandre denne reformationens nye lære.

Selv om Danmark ved indledningen til 1600-tallet e.v. officielt havde bekendt sig til kristendommen i mere end 500 år, havde den lærde øvrighed, embedsstanden, som jo udgik fra latin- og katedralskolerne oprettet i 1200-tallet e.v., en klar opfattelse af, at det kristelige blot dannede en overfladepolitur c på den uudryddelige "hedenske" understrøm, og om end reformationens ihærdige oversættelsesprojekter, dens didaktiske teologiske gennemtvingen af "den rette" "rene lære" havde fjernet "gemenhedens", altså "almuens", det vil igen sige almenhedens, værste forhindringer for tilegnelsen af de kristelige tekster, så syntes slaget langtfra vundet for de mere ihærdige protestantiske foregangsmænd.

Blandt andet derfor fik de toneangivende kristelige sat stop for konkurrenternes "nedbrydende" aktiviteter, ikke blot, som i 1500-tallet e.v.´s midte, fór man nu frem overfor katolsk inspirerede martyrspil, helgenspil og -beretninger, navnedagsfester og lignende, man satte det første af to (se eventuelt senere p. XXX) kristelige stop for udviklingen af teater i Danmark.

Janne Risum beretter herom i sit efterskrift til Hieronymus Justesen Ranchs morsomme skolekomedie "Karrig Nidding" fra cirka år 1600 e.v.[i] (ibid p. 58f):

"Omkring år 1600 vandt en nykonservativ teologisk retning frem i hovedstaden. Den lutherske ortodoksi afgrænsede sig fra Melanchthonsa åbne kulturholdning og fra teatret. ... Det var skuespillenes fremstilling af laster, der faldt ortodoksien for brystet. Syndigt var det også, at latinskoledrengene spillede kvinderoller. Samtidig skiftede smagen ved Christian IVs hof. Man ville nu hellere se hofballet og udenlandske trupper, og det blev så tilsammen enden på skolekomedien, som ebbede ud fra omkring 1620.".

Nej, for Hans Tavsens arvtagere syntes Melanchtons åbne pædagogiske gren af wittengbergerfilosofiens protestantisme en usikker afvej, som kunne føre de "preciøse"b kommende lærde latinskoledrenge ud i vanføre, den rette vej videre måtte tvinge de kreative kræfter ind i arbejdet med at oversætte og popularisere de sande, kristne kilder og deres lære som fremlagt af Luther.

Og det bliver da også et typisk, tydeligt træk i 1600-tallet e.v.´s danske skribentvirksomhed, at forfatterne kommer af og går til det teologiske embedsmandslag, ikke alle naturligvis, men mange, et klart flertal, faktisk. Dertil lægger deres arbejder sig overvejende i det omtalte kristelige oplysningsprojekts kølvand - på overfladen i hvert fald.

1600-tallet e.v.´s tidligste kendte eksempel herpå blev, for både samtiden og eftertiden, Anders Arrebos digterværk "Hexaëmeron" udgivet 1661 e.v.

[TOP]


     a pogerne: efter et fællesnordisk ord som oprindeligt betød: en stok, en kæp, senere betyder pog: en lille dreng på 8-10 år, og endelig kommer ordet til at betyde en skoledreng. Pogerne altså: skoledrengene, - de som kommer under den strenge straffende læres kæp.

     a frivole: efter latin frivolus: skrøbelig, dårlig, værdiløs. Anvendes om spotske, frække bemærkninger og måder at opføre sig på. Frivole altså: vovede, frække, tvetydige.

     b kombattanter: efter fransk combattre: bekæmpe. En aktiv krigsdeltager. Kombattanter altså: mennesker som deltager i en kamp, en krig, en diskussion eller lignende.

     c overfladepolitur: efter latin poliere: at polere, at pudse, en pudsevæske som man får en genstand til at skinne med. Overført en dannet optræden, en poleret opførsel. Overfladepolitur altså: en overfladisk tilsyneladende strålende opførsel og fremtoning, dog skabt med kunstige virkemidler og uden indre kvalitet.

     a Melanchton: Philip Melanchton (1497-1560 e.v.) tysk reformator og humanist indenfor teologi, filosofi og historisk forskning. En af reformatoren Martin Luthers medarbejdere, stod på en forsoning mellem katolikker og protestanter, en interesse for den græske fortid og lignende ideer, der efter Luthers død betragtedes som kætterske. Melanchton dukker også op i Forfatterens værk "Teomagiens trange tid" (T.T.T.).

     b preciøse: (ofte stavet prætiøse) efter latin pretiosus: kostbar igen efter pretium: værdi. Et gammelt udtryk for noget kosteligt, dyrt; anvendes senere for noget overforfinet, forskruet, kunstlet. Preciøse altså: forskruede, overraffinerede, kunstlede men også dyrebare.


[i]. Hieronymus Justesen Ranchs morsomme skolekomedie "Karrig Nidding" fra cirka år 1600 e.v. - Slutnote om skuespilssituationen en detail. Religiøse -  frem til Holberg - fjernet her af pladshensyn.

  [TOP]