perolsen.net

Per Olsens videnskabelige produktion

Læservejledningen

"Les roues de la revolte" - Portal

Oplysningstiden 4

Kunstkomikken i 'Gil Blas' og i 'Candide'

  Kunstkomik i 'Gil Blas' og 'Candide'  

  Kunst & komik i "Gil Blas"  

  Kunst & komik i 'Candide'  

Kunstkomikken i 'Gil Blas' og 'Candide'

De to værker "Gil Blas" og "Candide" omfatter små 1000 sider, og det virker derfor indlysende, at den helt tekstnære close reading b udelukkes i dette begrænsede kapitel med dets overordnede perspektiv på frihedstankernes udvikling.

Metoden må derfor nødvendigvis blive punktnedslagets, således resolveret a at disse nedslag fremdrager satiriserede områder fælles for de to værker, for derved komparativt b at kunne skelne og klassificere satirens art og væsen.

Først vil teksten fastholde selve satirens niveau, dens æstetiske virkemidler og som følge heraf "våbenets kaliber" og dets slagkraft.

Det bemærkedes ovenstående (p. XXX), med henvisning til den aristotelinske poetik, at Gil Blas betegner et mindre, Candide et mere ædelt menneske end gennemsnittet. - Gil Blas fødes da også af en tidligere soldat, som har giftet sig med en borgerfrue og forældrene ("Gil Blas" ibid bog 1 kapitel 1 p. 3):

"... blev nødsaget til at gå i tjeneste;" c

Moderen som stuepige og faderen som lakaj.

Candide vokser derimod op på et "smukt slot" d i Westfalen, og omend sammenhængen, både i kapitel 1 og senere, lader læseren ane, at det godt nok drejede sig om et meget lille slot, og at Candides adelige afstamning rummede ikke lidt af et spørgsmål eller to, ja, så synes det klart, at Candide hører til blandt "herrerne", Gil Blas blandt "tjenerne". Herre/tjener-forholdet regnes for centralt i den pikareske roman (se for eksempel Alter ibid p. 16) og det danner et særligt træk ved "Gil Blas"-bogen, når han, i Bog 8 Kapitel 7, får Scipion til tjener.

Indtil da (og egentligt også efter for så vidt at han selv bliver tjener på højt plan) har Gil Blas udnyttet hvad Alter beskriver som (ibid p. 16):

"Tjenerens position giver ham muligheden for både at observere og at drage fordel af samfundet uden at være bekymret med de mange krav som samfundet stiller til de individer som tilhører det." e

Alter anfører bog 1 kapitel 7, det sted hvor tjenerfilosofien fremstilles med Fabrice som tørt fastholder, at tjeneren først vender sig til sin herre, lærer hans fejl at kende, vinder hans tillid og senere trækker ham rundt ved næsen.

Netop denne satireform, der vel har sine rødder helt tilbage i de romerske saturnalier (som defineret i fodnoten p. XXX), findes i rigt mål i "Gil Blas", den fremtræder i alle afskygninger, ja, måske findes et eneste tjenerforhold hvor den ikke optræder, da netop Aurore de Guzman (bemærk navnet med tunge pikareske konnotationer a (jævnfør p. XXX)) med at udføre netop et "næsetrækkeri", som ikke står tilbage for de værste herre/tjener-løjer hos for eksempel Molière eller Holberg (bog 4 kapitel 1-6), men her indbefatter løjerne altså "herren".

Et andet herre/tjener-forhold som måske ikke har disse satiriske løjer: forholdet til don Alphonse (Bog 4 kapitel 10 og følgende). - Også her bliver der dog skrive om; at tjeneren hjælper herren (i starten jo kun en ven) med elskovsforviklinger, og da don Alphonse endelig får sin Séraphine, og kan indtræde i herrepositionen, udløber deres forhold foreløbigt, og først langt senere i romanen hjælper disse to mennesker Gil Blas op i herreklassen.

Forholdet mellem don Alphonso og Gil Blas ligner det nærmeste Lesage kommer på det forhold der findes mellem Candide og Cacambo. -: I begge tilfælde oplever parrene forskellige æventyr sammen og i begge tilfælde elsker herren en dame som han får med tjenerens hjælp. - Men naturligvis optræder omstændighederne meget forskelligt.

"Gil Blas" bliver jo som fortælling fortalt i første person ental, og man kunne spørge om hvordan "Candide" mon ville have fremtrådt, hvis bogen ikke fortaltes af en alvidende forfatter i tredie person ental, men for eksempel af tjeneren Cacambo. De mange bemærkninger om den "tro" og "gode" Cacambo ville måske have fået en anden drejning, det samme kan gøres gældende om Gil Blas og hans tjener Scipion senere, for eksempel scenen (bog 8 kapitel 12), hvor Scipion snedigt snor sig ud af at have holdt gilde uden sin herres vidende.

Dog kan det gøres gældende, at Gil Blas, både som tjener og senere som herre, indeholder mange aspekter af herre/tjener forholdet og ofte satirisk, mens modsat Candide, i alle afskygninger af dette forhold, det vil sige i forholdet til såvel Cacambo, Pangloss og Martin, præges af et ædelt sammenhold, en filosofisk gensidig respekt konfronteret med verdens fortrædelighed. Dette ligner da også den umiddelbare forskel i de to romaners satire.

I begge tilfælde udstilles naivitet, helten som grundliggende tror på menneskehedens forestillelse og grundigt lader sig narre, men hvor det hos pikaroen Gil Blas, fremstilles som svindlere, der forestiller ham fupnumre for at bestjæle ham, virker det med Candide kun som verdens grusomhed og menneskenes dårskab, der ikke så let lader sig gennemskue og samtidigt gøres til grin.

Indtil det aller sidste kapitel forbliver Candide i denne troskyldighed, mens Gil Blas hurtigt tager ved lære, men så igen møder problemerne blot på et højere niveau, en gradient a som fører ham gennem hele samfundssystemet.

Til eksempel lader Gil Blas sig naivt frasvindle sine midler i bog 1 kapitel 2 og det følgende, men synes allerede i bog 2 kapitel 4 snu nok til at tage sin hævn og skaffe sig sit gods tilbage, men nu franarer så ordensmagten ham dette gods igen.

Til sammenligning synes Candide ikke væsentligt klogere på verdens falskhed efter 23 kapitlers uafbrudte grusomheder, end at han taber sit væddemål med Martin: om Paquette og Frere Girofleé, som tilsyneladende virker lykkelige, mon i virkeligheden også føler sig lykkelige.

Inden teksten altså foretager nogle komparative punktnedslag i teksterne, vil den gerne sammenfatte nogle stilistiske træk, som fremgår naturligt på dette sted af analysen.

Som indledningsvist fastholdt, kendetegnes den pikareske roman ved sin episodiske natur, mens det filosofiske æventyr nærmer sig den strenge kompositoriske helhed, som siden skal blive romanens form.

Det velkendt skel mellem "story" og "plot": historiens (story) form kunne siges at danne "og så"-fortællemåden, mens plottets danner "så - hvorfor - hvorefter"-fortællemåden.

Det kan synes indlysende, at historieformen passer godt til fortælleren i første person ental, som med mere eller mindre retrospektiv refleksion, opsluges af handlingen, mens plottet synes bedre egnet for fortælleren i tredie person ental, hvor forfatteren, ifølge sin værkintention, kan knytte knuderne, så han opnår nøjagtigt det mønster, han ønsker sig.

I den forbindelse kan det synes gavnligt, at se på to af den aristotelinske poetiks kategorier (jævnfør omtalen heraf p. XXXff). Primært kan det fastholdes, at Aristoteles (kapitel 9) fastslår; at de episodiske handlinger regnes for de dårligste og (mellem linierne) at de "fuldstændige" handlinger regnes for de bedste.

Allerede her optræder det skel teksten her lægger op til mellem Lesage og Voltaire tydeligt, tydeligere bliver der, når teksten nu inddrager de to kategorier "anagnorisis" og "peripeti", altså "genkendelse" og "omvending".

Det ligner et tydeligt fællestræk i de to tekster, at der findes et omfattende genbrug af personer. Når nu en person forsvinder, og så i et senere kapitel dukker op igen, bliver der tale om en art "genkendelse" (anagnorisis), hvis denne genkendelse så igen forbindes med en "omvending" (peripeti) opstår den form som virker "mest kunstnerisk" (Aristoteles kapitel 11).

Et sådant eksempel danner netop det omtalte møde mellem Candide og Martin på den ene side og Paquette og Frere Girofleé på den anden. Paquette, en af tjenestefolkene på det idylliske slot, hvorfra Candides rejse starter med det berømte spark bag i. Da de igen mødes, efter mange år, genkender hun straks ham, og græder over at han ikke genkender hende, - endelig genkender han hende, og samtidigt må han, endnu en gang, sande at verden ikke virker så god, som Pangloss' filosofi og hans egen naivitet har forgøjlet ham. - Et skoleeksempel på perfekt poetik og poesi i højere enheds potens.

Til sammenligning kan man tage næsten ethvert persongenbrug i Gil Blas. For eksempel den omtalte affære med svindlersken, eller det med tjenerinden, senere skuespillerinden, Laura, eller Fabrice, værkets mest genbrugte person.

I de fleste tilfælde tjener genkendelsen her blot som en undskyldning for at indskyde en rammefortælling om hvad der i mellemtiden skete med vedkommende person.

Hvis genkendelsen får betydning skyldes det, at bekendtskabet hjælper hovedpersonen videre på hans bane gennem teksten, og hvis man i den forbindelse kan tale om omvending (peripeti) virker det oftest som en bekræftelse af de moralske ideer, hovedpersonen allerede har dannet sig; for eksempel i tilfældet med Laura, at skuespillerinder kan kaldes et løgnagtigt, prostitueret folkefærd; eller i et af Fabrices tilfælde, at et liv for kunst og skønhed ikke kan betale sig.

Det nærmeste man i "Gil Blas" kommer til en æstetisk set god genkendelse og omvending, bliver det omtalte tilfælde med svindlersken, som efter sin genkendelse bliver gensvindlet, hvorefter Gil Blas dog igen bliver svindlet af myndighederne.

Her findes jo nemlig netop tydeligt den morale teksten anførte med Bataillons Guzmán citat (p. XXX).

Tekstens delemne: fremstillingen af  "de skønne kunster" i de to komiske fortællinger, findes ikke nødvendigvis ganske indeholdt i alle de nedenstående teksteksempler, hvor henholdsvis kunst eller og komisk fremtræder, noget danner komiske underkategorier andet danner måske blot samtidsskildring mere eller mindre kritisk, satirisk eller ironisk. Hvor det synes praktisk umuligt at registrere alle disse eksempler i "Candide" (en registrering ville omfatte hele bogen) virker det mere muligt med "Gil Blas".

De nedenstående eksempler omfatter de væsentligste tekststeder indenfor emnet samt nogle få varianter. Henvisningerne X.Y. hentyder til Bog (X) Kapitel (Y). Eventuelle krydshenvisninger efter eksempler henviser til et sted i denne bog, "Les roues de la revolte", hvor eksemplet diskuteres nærmere:

[TOP]

Kunst og komik i "Gil Blas"

1.1.        "Gils uddannelse". Meget ironisk beskrives Gils diskussionslyst og -iver. Den "lærde" disput virker ironisk og meget komisk - vilde positive overdrivelser (p. XXX 10)
1.1f          "Licentiatens efterladte papirer". Sedillos efterladte bibliotek og manuskripter omfatter seks lasede bøger og nogle sagsakter. En "køn" arv efter denne åndens mand. Satiren går på store ord og lidet indhold.
1.4ff       "Gil Blas blandt røverne". Alter har (ibid p. 19f) en læsning heraf, hvor den fangne Gil Blas, klart ifølge ironi-definitionen (p. XXX): "Som del af sin ironiker strategi ... oversætter hele hule-episoden til mytologiens sprog" a

2.2ff       "Den blodige doktor". Doktorens forhold til lægekunstens autoriteter, og hans egen vand- og blodtapningskur, virker, omend meget ironisk positivt fremstillet, som organiseret massemord. Lægekomikken kommer igen blandt andet i 4.3 og 10.1. Dén og præste-komikken (7.2ff) danner nærmest varianter i "lærdom/kunst-komikken".
2.6ff       "Den syngende barbersvend". Diego ligner ikke en komisk, mere en romantisk, figur. Hans kunst hænger sammen hermed. Historien om hans hårdhjertede digteronkel virker snarere som skildring end humor, antyder dog en satirisk distance mellem "hjertets" og "hjernens" kunst. (p. XXX 8).
2.8          "Zapata". Igennem den desillusionerede skuespiller fremstilles teaterverdenen i storby og provins (p. XXX 8).
2.9          "Landsbyteateret". Diegos hjemkomst og en anden, meget ironisk og overdrevet lærd (men læg) fremstillet, nyrig skolemester og onklens bonde-teater ved et bryllup. (p. XXX 8).

3.1f          "Levemanden med guldkisten". Fremstillingen af don Bernands æstetiske levned virker ikke satirisk, ynker nærmest dommerstandens salgbarhed, dens bukken og skraben for guldet; Gil Blas opretter en ironisk, pikaresk distance.
3.4ff       "Les petits maîtres". Forholder sig ikke til kunst. Fil Blas' efterabede "åndfuldheder" virker platte. Deres historie ligner mere tragisk samtidsskildring end komik.
3.6          "Teaterdiskussionen". Gil Blas overhører nogle herres diskussion af teateret. (p. XXX 8).
3.9ff          "Skuespillerinden". Teater/kurtisane-eksistensen; adel og borgerskabs diskrete charme. (p. XXX 8). Måske mere ironisk overfor leveforhold end kunst.

4.3          "Maleriet og hævnergiftemålet". Det "Tristan og Isolde"-agtige maleri, bruges som indledning til en rammefortælling. Ikke komisk.
4.8         "Den fine frues omgangskreds". Fruens "kontor for åndens arbejder" a (ibid p. 252) ligner en gravalvorlig, finkulturel elitecirkel. Den vittige tjeners desillusionerede ironi om "kredsen" virker slående. Kunstkomikken, rettere: ironien, gør sig lystig over dødbiderne, hvis "komiske stykker var foragtede der." b (ibid p. 253).
4.11ff          "Teaterbarnet". En af bogens gengangere, forklædnings-pikaroen, don Raphaël, findes født af en skuespillerinde. beskrivelsen af moderen (5.1) virker måske nok sine steder komisk, men ikke vendt mod kunsten.

7.2ff          "Ærkebispen". Gil Blas i rollen som "tilhører", "kritiker". Bogen forholder sig ikke til mandens forkyndelse. Ironien indebærer; at Gil Blas fyres, da han holder sit løfte, og, efter megen rygklapperi, forsigtigt dadler prædikanten. Her begynder Gil Blas' håndskrifts "form", ikke dens "indhold" at få betydning.
7.6ff          "Teater i Granada". Teaterpublikummet bedømmer for og imod; Gil Blas mener: at der findes mange dårlige forfattere, flere dårlige kritikere. Stykket refereres ikke, men dét at han genkender Laura, "la belle Estelle". (p. XXX 9). Efter at have "spillet" Lauras bror, flyr Gil Blas endnu engang teateret, denne gang tvunget af "et knald krudt" c, som overteksten til 7.11 (Bind 2 p. 48) kalder det. (p ? 9).
7.12          "Veteransøgninger". At skrive ansøgninger regnes for en kunst. Tragi-komikken vender sig mere mod systemet, der udskriver krigsveteranernes pensioner, end mod kancelli-stilen, d som Gil Blas endnu engang snuser til.
7.13          "Digteren Nuñez". Barbersønnen som boheme-poet: "Jeg beskæftiger mig kun med de ting som behager mig, og jeg føler ikke nogle behov.". a Denne bemærkning kommer poeten til at bide i sig, senere (10.1, 11.7 og 12.7) (p. XXX 8f).

8.1         "En vidtløftig rapport". Gil Blas bliver sekretær og greven "... blev slået over beretningen" b. (Ibid bind 2 p. 83). Her ikke direkte humor, rapporten udgør en del af det sociale opstigningsmønster Gil Blas nu gennemgår. Begyndelsen til Gil Blas som kancellist/bureaukrat.
8.6         "En østlig fabel". Gil Blas fortæller i fabelform sin foresatte om sin nød, - her vendes det komiske mod øvrigheden, som ikke betaler sine ansatte godt nok, kunsten som de ansattes våben.
8.9         "En forlægger". En af de første til at bestikke Gil Blas: en udgiver af ridderromaner, som uvidende har kopieret en anden udgivers udgave og har fået beslaglagt sit oplag. Ret kendte forhold i samtiden, mere skildring end humoristisk komik eller ironi, dog.
8.9          "Digterens venner". Nuñez ynder ikke Gil Blas' kommiser, hans egne forfattervenner deklamerer en sonet, en tragisk scene, en komediekritik, men kommer så i hidsig disput: slagsmål. En kendt satirisk fremstilling af kunst og videnskab som kunstfærdig lidenskab. (p. XXX 9).
8.10f      "En kvidrende kurtisane". Prinsens kurtisane, som Gil Blas skaffer ham: en kunstnerinde. Igen her mere en romantisk amourøs synsvinkel, selv om det ironiske bliver, at disse kvinder med deres forstilte talenter, som bliver Gil Blas' fald, da viser sig som svindlere.

9.5         "En fængselsfugl". Gil Blas' tungsindighed lettes af endnu en guitarklimprende sanger. (jævnfør 2.6) som har gjort (sig) i det amourøse. (9.6).
9.8          "Endnu en ansøgning". Gil Blas klager sin nød til greven, men gavnes lidet. Satiren går på overklassen ikke på kunsten og virker ikke så tydelig som det tragiske moment.

10.1       "En gammelklog fattigforstander". Gil Blas besøger sin ungdoms egn, Valloid. Fabrices gamle herre, spår at han (Nuñez) vil ende på fattiggården lige meget hvor meget han skriver. Måske nok en komisk beskrivelse af bedsteborgermoral, men også benhård virkelighedsskildring (p. ? 8).
10.5       "En teatertur til". Denne gang fremhæves ikke (jævnfør 7.6) publikums mening, men deres sociale forskellighed. Nu fejres forfatteren, og stykket diskuteres "storby versus provins"-teater (p. XXX 8). Bymanden vil se værket på tryk, inden han udtaler sig, og priser til slut hysterisk sit forbillede, Lope de Vega. (p. XXX 9). - Mere skildring end komik, men måske nok ironisk, efter byboens tale om sit ideal, hvor de landlige bryder ud i indforstået modsatrettet latter.
10.8       "Gil Blas' bibliotek". Gil Blas kvier sig, implicit under "den gode smags" tvang, ved at indrømme en forkærlighed for ridderromaner; han har dog lært at værdsætte Lukian, Erasmus og Horats. Ironiserer en stadig aktuel forskel på fin- og massekultur.
10.10ff          "Scipions historier". Historien om hvordan Scipion som dreng stak af med det fine teatertøj. Nok mere skildring end komik, det morsomme ligner humor, jævnfør definitionerne (p. XXX). Endvidere den kyske mulddyrsdriver, som foretrækker at synge salmer frem for sjofle sange. Måske nok ironisk overfor de tøjlesløse munke, men også blot beskrivelse.

11.5       "Gil Blas, propagandist". Gil Blas virker igen som kancellist. Beskriver ministerielt sin tidligere herres "mange" fejl og sin nye herres dyder. Kan menes satirisk overfor øvrighedens propaganda, - men der kommer en typisk (jævnfør p. XXX 3) ironisk pikaron-bemærkning (ibid p. 283): selv om Gil Blas jo aldrig har haft noget imod sin gamle herre, får han nu opportunt det glatte lag: "Sådan er mennesker!" a
11.7          "Digteren på fattiggården". Jævnfør 10.1 finder Gil Blas Nuñez på fattighospitalet. Han lover ikke at skrive mere (p. ? 9).
11.10     "En indbringende fiasko". Nuñez holder ikke ord og bliver rig på en fiasko (p. XXX 9). Hans arbejde: at skrive åndfulde billetter til damerne for sin herre.
11.14          "Disput hos Nuñez". Hos digteren diskuteres der hedt blandt de lærde belæste; om hvad der interesserer dem i Europides' "Ifigenia"b (p. XXX 10).

12.1ff     "Lucrece". Gil Blas igen i teateret. Igen by-land problematikken, idet Gil Blas fungerer som ministerens talentspejder i Toledo. Vidunderbarnet, Lauras datter (p. XXX 9). I teaterbeskrivelsen beskrives hun, ikke stykket. Episoden kan dårlig kaldes komisk, måske tragi-komisk, men reel og realistisk i forhold til teaterproblematikken.
12.3f      "Gil Blas, huslærer". Gil Blas som huslærer og opdrager for ministerens protegé a. Giver et billede af opdragelse blandt andet til "de skønne kunster", men virker kun komisk med dansemesteren, som mener sig mere værd end en filosof. Flabet badutspringer? Traditionel lærdomskomik"? Måske!
12.7          "Fabrice Nuñez". Digteren tilbage i fattigdommen, nu lever han af småtryk, og finder/tigger sit brød i borgerstanden.

Dette altså de vigtigere kunst/komik steder i "Gil Blas". Teksten her har ikke medtaget alle eksempler på "livskunst", et område som søges begrænset til kun at omfatte den humanistiske del heraf. Ligeledes forklædningsløjerne (for eksempel ibid bog 1 og 2: pigen og hendes kumpaner som narrer Gil Blas og siden igen narres, og Guzman-løjerne i bog 4, samme bogs historie om eneboeren og nummeret med jøden og så videre). Omend disse løjer har et svagt teaterpræg, danner de dog en del af hele den velkendte forvekslings- og maskeringstematiks quid pro quo'er og falder som sådan uden for emnet.

[TOP]

Kunst og komik i 'Candide

En registrering af de skønne kunster under en komisk synsvinkel i Voltaires komiske conte "Candide" virker som bemærket overfor (p. XXX) både let og svær. Under de givne definitioner danner den "filosofiske kunst", "erkendelsesarbejdet", et så gennemgående træk, at en oversigt bliver mere omfangsrig end bogen selv.

Den "metafysico-teologo-kosmolonigologi"a huslæreren, Pangloss, docerer fra første til sidste kapitel, udgør Voltaires satiriske navn, når hans komik går ud over den lebnizianske/wolfske lære, som kritiseres fra hver side af bogen (jævnfør p. XXX 3).

Et særligt forhold ved Voltaire-forskningen: at dens mange henvisninger ofte peger ud af, ud mod andre værker, såvel Voltaires egne, som andres, samt mod en mængde breve og andre kilder (jævnfør for eksempel Thackers og Morizes noter). Denne effekt skyldes to ting:

1.           Det voltairske tekstkorpus' enorme omfang og dets interne stofgenbrug.
2.          Voltaires meget stærke humanistiske engagement og enorme civile kurage¨b.

En uheldig bieffekt kan blive, at Voltaire-annoteringen og -forskningen ofte kommer til at pege væk fra selve teksten. Til gengæld virker teksten, fra Voltaires hånd, så klart gennemredigeret, at hvis man vender tilbage til "Candide", for at søge under en specielt valgt synsvinkel, for eksempel som her "de skønne kunster", ja så findes emnet i kapitlerne 22 og 25, klart og fuldt fremstillet.

Nu skal det ikke overses, at "Candide" rummer en kort, "Gil Blas" en lang tekst, at emnet kun behandles direkte i to kapitler kan derfor ikke undre. Men det ligner vel den voltairske skønånd at disponere sit stof klart.

Der findes eksempler, både brede, for eksempel kapitel 18: Eldorados kunstsyn (som dog ikke fremstilles humoristisk) eller kapitlerne 24 og 26: karnevalet i Venedig (som dog ikke omtales særligt detaljeret og slet ikke humoristisk) og kapitel 22: afhandlingen om Candides hjembragte lama (der virker satirisk overfor den matematik Leibniz udviklede med et tyvagtigt lån fra Newton) og "tyndere", se nedenfor.

Ovenstående sidstnævnte eksempel fungerer som indledning til kunstkapitlerne (22 og 25), som foregår i de gamle kulturlande, Frankrig og Italien, hvor Candide går i teater i Paris og fører en åndfuld diskussion bagefter, og siden, i Venedig, besøger en senator som diskuterer de skønne kunster med ham.

Der findes nogle få andre eksempler på kunst og komik andre steder i teksten, men disse danner da udtryk for det i kapitlerne 22 og 25 samlet fremstillede kunstsyn.

Allerede sidst i kapitel 2 findes der et godt eksempel på et af de "tyndere" humoristiske kunstsyn: den troskyldige Candide spankulerer af fra kasernen, indhentes på landevejen, dømmes som desertør, men tilgives af kongen selv, da han jo kun kan regnes for en "ung metafysiker" a, så følger en bemærkning om at denne monarkens milde nådesbevisning kom i alle aviserne i alle århundrederne; og det kunne skrives, at her findes der en satire over avisernes skriverier og deres velkendte "hvid- eller sort-maling" af udvalgte ofre.

Thackers forskning (ibid p. 107) har vist at bemærkningen om "alle aviserne &.c." ikke stod i originalmanuskriptet, og derfor, kunne det argumenteres, indføjedes den med en bestemt hensigt. Alligevel vil det virke svært og uforsvarligt, at fremstille dette tilfælde således, forskningen (for eksempel Pomeau ibid p. 124 n.6) henviser til "monarkens mildhed" og et af Voltaires mange royale bekendtskaber, altså igen ud af teksten, men samtidigt på en måde som gør det lidet gavnligt, at læse dette tekststed ene som et udslag af kulturel kritik og kunstsatire, når enhver kender af "Candide"-kompositionen ved at dette emne udfoldes i kapitlerne 22 og 25.

[TOP]


     b close reading: engelsk nærlæsning. Et begreb fra nykritikken en retning i litteraturvidenskaben, som satser på at læse teksterne med en meget tæt kam og at udlede pointerne af teksten, og stort set kun af teksten.

     a resolveret: efter latin resolvere: opløse, befri, give en løsning på. Resolveret altså: besluttet, at have truffet en afgørelse om.

     b komparativt: efter latin com parare: sammenligne, sammenstille. Komparativt altså: med en sammenligning. Den komparative litteraturmetode søger netop gennem sammenligning af forfattere, værker, ideer og lignende at udsige noget centralt om disse.

     c... furent obligés de se mettre en condition;

     d beau château

     e The servant's position offers him the opportunity both to observe and to make advantage of society without being concerned with many of the demands that society makes on the individuals belonging to it.

     a konnotationer: efter latin cum notare: med mærke. Heraf konnotation: bibetydning, begrebsindhold, de ideer som knytter sig til et ord, en genstand eller lignende i den kunstoplevendes sind (se eventuelt Forfatterens "Coca-Cola World" hvor konnotation som billedteoretisk begreb diskuteres indgående). Konnotationer altså her: påmindelser, indeholdte betydninger og lignende.

     a gradient: efter latin gradiens: gående. En hældning, et mål for noget som gradvis tager til. Gradient altså: gradvis skråning, trinvis opstigning (eller nedstigning).

     a As part of his ironist's strategy ... ... translates the whole cave episode into the language of mythology.

     a bureau des ouvrages d'esprit.

     b les pièces comiques y étaient méprisées.

     c un coup de foudre.

     d kancellistilen: efter latin cancelli: gitter, skranke. Kancelli heraf: regeringskontor. Kancellistilen altså: den bureaukratiske, snørklede skrive- og talestil, som kendes fra alle typer regeringer og deres skrankepaver (: kancellister).

     a Je ne m'occupe que de choses qui me font plaisir, et je ne sens pas la nécessité.

     b... fut frappé de la relation.

     a Voilà L'homme!

     b Europides' "Ifigenia": Europides græsk dramatiker (480-408 før e.v.) enegænger, der dog vandt flere priser for sine skuespil, hvoraf små 20, overvejende tragedier, endnu findes. Kendt for indgående næsten psykologiske kvindeskildringer og mytologisk digtning herom. "Ifigenia" i to dele handler om kongedatteren Ifigenia som skal ofres til guderne for at bringe flåden fremgang på sejladsen til Troya. Accepteter sin dødsdom, men frelses af jagtgudinden Artemis. Senere hjælper hun sin broder med at sone et modermord, dennegang hjulpet af gudinden Athene.

     a protegé: efter latin pro tegere: foran dække. Heraf en protegé: en person der hjælpes og støttes frem for andre, se eventuelt fodnoterne om Mæcenas og om en patron p. XXX og p. XXX.

     a métaphisico-théologo-cosmolonigologie.

     b civile kurage: også stavet "civilkurage", efter latin civis: borger og efter latin cor: hjerte, heraf fransk curage: mod. Civile kurage altså: borgermod, mod til overalt og altid at vedstå sig sin mening, moralsk mod overfor undertrykkere i samfundet.

     a jeune métaphisicien

[TOP]