Men "Candide" giver altså meget mere end bare satire over kunsten og dens forhold, og der findes meget mere kød på opgøret med den optimistiske filosofi end den hidindtil fremgik af teksten her.

"Candide" kan sagtens kaldes en milepæl i europæisk kultur, -: uden de tanker Voltaire vakte, uden det opgør og oprør bogen lagde op til, ville menneskeheden stadig befinde sig under tyranniets tunge åg i lænker, dette kan in curso, kaldes en rimeligt almen opfattelse af dette enestående værk.

I de næste afsnit vil arbejdet derfor afsøge dette lille filosofiske æventyr nærmere under to synsvinkler. Det indledende afsnit vil beskæftige sig med "hvordan" romanen sammensættes, dens plads i den litterære tradition, nogle få af dens stilistiske og genremæssige virkemidler, samt hvordan disse virkemidler kan tænkes at fungere indadtil i romanen eller æventyret og udadtil i traditionens aktuelle og påfølgende læserkredse.

Det afsluttende afsnit vil dernæst bevæge sig ind i centrum for fortællingens tankeverden ind til dens grundliggende idé, for, fra dens væsen at fremstille hvilke tanker Voltaire har taget til genmæle overfor, samt med hvilke argumenter han møder disse tanker, samt endvidere hvad disse polemiske konfrontationer har betydet for sam- og eftertiden.

Således vil læseren bevæge sig fra at have fået nogle stikordsagtige overblik over fortællingen, over optimismen og dens ideer, over Voltaires opgør hermed, til, efter denne afsluttende del af kapitlet, til virkelig at kende til disse forhold.

Der findes to væsentlige formmæssige aspekter som allerede delvis berørtes ovenstående:

1.          "Candide" udgør primært et filosofisk æventyr, som sådan fuld af handlingsbeskrivelser, spændende episoder, kvikke replikker og vittig satire, men næsten uden hvad man med moderne forstand kalder "dybdepsykologisk personkarakteristik".

2.           Med den formalistiske terminologi b in mente drejer det sig om en art "hjem - ud - hjem" -æventyr. Denne kategori betegner æventyr som starter i en fredelig hjemmeramme, så kommer æventyrets udfordring og helt(ene) drager afsted, endelig vender de efter veludført dåd tilbage til deres udgangspunkt. En meget almindelig form for æventyr, hvor det specielle moment i "Candide", det moment som peger frem mod den moderne psykologiske dannelsesroman, som værket altså ikke udgør en del af, bliver så, at personen Candide og hans muntre kompagni af venner, godt nok starter ud hjemmefra, gennemgår en lang rejses dannelse, og ender hjemme igen, dog bliver hjemmet et andet sted end udgangspunktet, - der sker altså en art forandring i omstændighederne i løbet af fortællingen.

Der lå i perioden en tendens til at fortsætte bøgerne, hvis de havde et mindstemål af succes, den pikareske roman fandt således flere anonyme fortsættelser, og allerede Rabelais måtte jo fortsætte sine skriverier på offentlighedens foranledning.

Også Voltaires "Candide" blev fortsat med indtil to fortsættelser, og for eksempel Thacker mener (ibid p. 9) at nogle dele af "Candide" 2, især filosoffen Pangloss, måske skabtes af Voltaire selv. Nedergaard synes mere forsigtig, omend hans fordanskning af denne fortsættelse virker læseværdig, og jo specielt interessant for danskere, da dele af fortællingen og i øvrigt dens vendepunkt, forgår i København og i Flensborg. Og fra Flensborg tager den tredje "Candide" da også sit udgangspunkt. Dette skrift kaldes "Candide en Danemarc, ou L'optimisme des honnetes gens" (Geneve 1769) og findes ikke genudgivet ved slutningen af 1900-tallet, men Nedergaard resumerer det.

Det andet "Candide" skrift virker for vulgært og pornografisk til at man umiddelbart kan tro, at Voltaire selv skulle have skrevet det. Det vulgære og pornografiske optræder netop kun for disse effekters skyld, en elementær brøler som Voltaire intetsteds foretager i "Candide" eller i andre af sine skrifter, hvor alle volds- og sex-effekter tjener et overordnet formål.

Men dette forhold vil tiden måske afklare, blev disse opfølgninger måske forfatter af en dansker? I så fald hvem?

Forfatteren mener; i forlængelse af den i samtiden traditionelle teaterdiskussions dramatikkritiske termer "bienséances" (: "sømmelighed"), at Voltaire aldrig ville skrive smagløst, og "vraisemblance" (: "sandsynlighed"), at Voltaires historier aldrig overdriver uvæsentlige detaljer og glemmer handlingsgangen.

Netop dette virker som den anonyme første fortsættelses problem, i det Candide ideligt fremstilles som lykkelig og glemmer alt om den overordnede filosofiske diskurs, så snart han har haft sexuelle relationer til heltinden, den danske Zenoïde og mange andre fruentimmere, - og således tabes de overordnede pointer ustandseligt på gulvet.

En måde at opsamle pointer i æventyrforskningen opstod med Greimas' berømte "aktantmodel". Denne giver en måde at opsamle de vigtigste agerende (: aktanterne) i fortællingen og se dem i deres relationer som hjælpere, modstandere og så videre:

Læseren kan her genfinde alle de traditionelle arke-æventyrtypiske personfunktioner: afsenderen, subjekt og objekt, mange hjælpere samt en modtager der ligger helt på linie med hvad forskningen kender fra æventyrmorfologien._a Baronen sender objektet Cunégonde afsted (og også Candide), Candide modtager hende, bliver således til det subjekt som krydses over i aktantmodellen og som i æventyret hjælpes og hindres af forskellige kræfter.

Man kan i virkeligheden opstille denne model også for Cunégonde, og de har hver deres sæt af narratologiske modstandere og hjælpere.

- Her kan det virke pudsigt at bemærke, at alle Cunégondes gode hjælpere, fra kaptajnen og frem, virker som modstandere for Candide, omend han overvinder dem alle med lethed, og megen hjælp fra "La Vielle" (: "den gamle") Cunégondes centrale gode hjælperske, der endvidere fungerer som romanens dramatiske "femme fatale" eller "Pernille"._b

I begge tilfælde afledes modstanderen reelt af den filosofiske logik i værket, ikke egentlig mennesker modstår de to, hver for sig, og deres senere lykke sammen, men "skæbnens"/"Guds" ondskab/uforståelighed. Man kan med rimelig sikkerhed skrive, at Greimass' model giver noget vigtigt her.

Uden at ville komme diskussionen af romanens idé for meget i forkøbet, vil teksten kort og ukommenteret derfor fastslå; at den virkelige "modstand" mod heltens opnåelse af "prinsessen" (her: "baronessen") bliver verdens "uhyrligheder" (Nedergaard ibid p. 11), uhyrligheder, som udover at rumme socialrealistiske samtidshændelser, endvidere kan klassificeres som udgået af:

• Den almægtige, alvidende og algode Guds suveræne valg.

• Skæbnen, altså ud fra det synspunkt at Gud efter skabelsen har institutionaliseret "skæbnen" som en art naturlov.

• Menneskenes iboende ondskab og dumhed.

Samtidigt bliver det dog også ofte samme grumme livsomstændighed, der hjælper de unge elskende, som da Cunégonde bliver drevet på rejse efter at hendes faders slot erobres af fjenden.

Det virker nu rimeligt klart:

1. At "Candide" ikke fikseres i det euro-orientalske æventyrs forenklede Gud/Satan, gode/onde dialektik, som den kendes fra for eksempel "1001 nats æventyr" og fra Propps forskning i russiske folkeæventyr^[i]

2. At "Candide" rummer en udvikling af dette euro-orientalske æventyr, som beskæftiger sig seriøst analyserende og kritisk med det ondes natur udfra de i tiden kendte, givne årsagsforklaringer.

Det rummer generelt en almindeligt anerkendt litteraturvidenskabelig sandhed; at man egentlig ikke kan skrive om en rigtig "roman" med ridder- og høviskhedens romancedigtning i 1600 tallet heller ikke den pikareske roman kan egentlig kaldes for en roman, ja, man kan - ifølge denne sandhed - først skrive om en roman med borgerskabets konsolidering sidst i 1700 tallet og især med den "psykologiserende" bølge med den "borgerlige roman" i 1800 tallet. Til eksempel skriver Arnold Hauser (ibid p. 539):

"Romanen, der i det 17. århundrede trods sin popularitet  fremstiller en mindreværdig og på mange måder tilbagestående form, bliver i det 18. århundrede til den førende digtningsform, til hvilken ikke blot de betydeligste værker hører, men også den i hvilken de toneangivende, de egentlige fremskridt betegnende udvikling foregår. Det 18, århundrede er romanens tidsalder, netop fordi det er en psykologiens tidsalder. Lesage, Voltaire ... og så videre. ...; karaktererne taber hos dem meget af deres foregående fastlagte typemæssighed, bliver komplicerede, modsætningsfulde og lader med al sin skarphed den klassiske karaktertegning fremstå som temmelig skematisk."._a.

Det betydningsfulde 1700tal kan kort opdeles i fra 1700-1750 og fra 1750-1800, og man kunne vel overføre litteraturprofessor Hans Sørensens stikord fra "Verdenslitteraturhistorien" bind 6 (ibid p. 238) hvor han behandler den italienske litteratur, som her følger trop med det øvrige Europas kunstproduktion i perioden: "illuminismo" og "sensibilita", oplysning og følsomhed, de to helt centrale begreber i konsolideringen af det opstigende borgerskab og dets udvalgte kunstformer.

Til oplysningskategorien hører, indenfor videnskaberne efter 1750 de tidlige nævnte encyclopædister, som i forlængelse af det foregående århundredes fremspirende naturvidenskab, undersøgte og formelt diskuterede en lang række emner af blandt andet videnskabelig og teologisk karakter udfra en forkastelse af de tillærte dogmer som ikke kunne eftervises ved empiriske gentagne forsøg og udfra en tiltro til den menneskelige fornufts evne til at give rationelle forklaringer udfra sikre beviselige kendsgerninger.

Det bør i forlængelse heraf ikke glemmes, at tryksagerne bredte sig primært fra Genève og Amsterdam, her kunne selv Voltaire og hans bandlyste skrifter finde en villig trykker og herfra distribueredes skrifterne til hele det læsende Europa.

Med Addison og Steele i England og deres tidsskrift "The Spectator" opstod der et helt nyt læsepublikum. Diskussionsklubberne - også kaldet kaffeklubberne - blev stedet hvor mennesker som søgte oplysning fandt hinanden og ordnede verdenssituationen gennem debat og idealistiske utopier under påvirkning af det nyeste rusmiddel: kaffe.

De nye læsere befandt sig et sted mellem det finlitterære og det vulgærlitterære publikum og bagmændenes forudsætning indebar at dette publikum stod stærkt modtageligt for visdom og videnskabelig sandhed udmålt i korte og præcise portioner.

Pierre Bayle og encyclopædisterne, Descartes og mange andre havde skabt den korte rubrikstil, hvis virkning forstærkes ved dens indhold af klar og koncentreret objektiv viden. Med encyclopædierne og essays skrevet af oplyste mennesker skabtes grundlaget for den borgerlige politiske kultur og dens frie diskussioner udfra fakta og beregninger; mens i den anden ende af spectret, de illustrerede tidender og den mere populære formidling af rejsebeskrivelser, æventyr og så videre udgjorde den anden pol, også her med ideen at oplysning kunne bibringes masserne, men i en spændende, journalistisk form, som brugte de i dag velkendte virkemidler for at fænge læserne: eksotiske, erotiske, spændende beretninger fyldte med drømmene om frihed, rigdom og selvstændig opstigning, og meget ofte afbrudt på det mest spændende sted med den lille bemærkning: fortsættes i næste nummer.

"Feuilletonnen", den fortsatte historie i periodiske småtryk, blev den første "sæbe-opera" som det siden skulle komme til at hedde.

Voltaire deltog i både det finlitterært orienterede oplysningsarbejde blandt andet med sit "(Bærbart) Filosofisk leksikon" (1764) a og med "Candide" samt de øvrige æventyr i den mere jævne del af dette arbejde; hvis generelle mål altså indebar, gennem natur- og sandhedserkendelse, at hævde:

"... den ædle uddannelse af det fysiske menneske" b

Her med et udtryk fra Schillers berømte breve angående "Menneskenes æstetiske opdragelse" (brev 7, 1795). Det borgerlige Tyskland, som Schiller og Goethe kæmpede for, som bekendt, længe undervejs, og det giver måske grunden til at Schiller, længe efter at den franske revolution, har gjort idealet til virkelighed; og så sent udtrykker nogle tanker, hvis revolutionære praktik, set generelt for Europa, ligger helt tilbage i århundredets begyndelse. Til eksempel skrev Alexander Pope, som Voltaire beundrede meget i begyndelsen, allerede i 1733 i begyndelsen til fjerde del af sit berømte digt: "Et essay om mennesket" (ibid p.3):

"Tag Naturens sti, lad tossemening gå forbi,
alle stater kan nå det, alle hoveder få det;
hendes goder visselig ej i det yderste bo,
man skal blot tænke ret, og være go';
over vore ulige dele frivilligt tårer fælde,
lige står almen fornuft og almenvælde" c

Disse få skitserende eksempler bør vise, dels det overordnede kulturpolitiske perspektiv i oplysningstiden, dels dens væsen af demystificering og polemisk årsagssøgen, hinsides verdslige og kirkelige magtstrukturer; - og de bør deraf endelig dels danne fremstillingen for den sociale- og kulturhistoriske accent af lærdommen og dens medier og institutioner i forhold til de nævnte verdslige og kirkelige magter, som da også på alle måder lagde sig på tværs af denne udvikling, og først sluttede op om den da den stod gennemført.

Omend fremstillingen her holdes ganske summarisk, kan det med lethed forstås heraf; at disse oplysningsbestræbelser satte deres umiskendelige præg på periodens litterære frembringelser overalt i Europa.

Med "Spectator"-tidsskriftet i England, og de tilsvarende publikationer i næsten alle øvrige europæiske nationer, skabtes altså en helt ny læserskare af "middelklassen eller -standen", og dette fulgtes altså op fra finere litterært hold med mere populære skrifter, æventyrlige beretninger, rejseromaner, "robinsonaderne", altså historier som "Robison Cruso", skrevet af forfattere som Swift, Defoe, Holberg og Voltaire.^[ii]

Disse lettere, mere spændende og læse(r)venlige genrer mellem æventyr, rejseroman, satire, komik og salon- caffédiskussion, betød for det brede borgerskab, hvad encyclopædierne og filosofferne betød for den intellektuelle og veluddannede del af borgerskabet.

Det nye intellektuelle borgerskab, nogle gange kaldet "embedsborgerskabet", efter de embeder man opnåede i det borgerlige demokratis bureaukrati, blev væsentligt anderledes uddannet end de traditionelle gejstligt og statsjuridiske intellektuelle i denne samtid og før. Man beherskede for eksempel ikke generelt latin og græsk på et så højt niveau som tidligere, de klassiske sprog blev således allerede i 1700 tallet indsnævret til det højt specialiserede "celleniveau".

Også her sejrede naturvidenskaben og dens metodik - allerede fra 1600 tallet - i kraft af at den forholdt eksperimenterende; - endvidere havde de mange købmænd og vareproducenter ikke brug for disse kundskaber, men havde i høj grad brug for mennesker som kunne beregne: beregne rumfang, vægt og mål, renter og investeringer, altså kundskaber af merkantil og mekanisk art. Græciteten bliver således i denne tid opland for litteraturhumanister og trænges snart helt i baggrunden, omend den naturligvis aldrig slipper sit tag i specialisterne på celle-niveauet, forsvinder den snart ud af den almene højere dannelse og uddannelse; -: man har med mange erfaringer indset, at Voltaire og andre havde ret i at fortidens tænkere ikke forekom så fremragende og så nyttige som nutidens.

Følsomheden, som altså dominerer slutningen af århundredet, kan ses dels som en reaktion på oplysningstidens megen eksakthed og linde strøm af praktiske, men ikke særligt underholdende informationer, men bør vel også forstås som visse litteraters imødekommenhed overfor det nye læse(r)publikum, som førhen havde søgt "litterære" oplevelser ved aftnernes højtlæsning af folkelige genrer som troubadour-, ridder-, folkevise-småtryk, ammestuehistorier og naiv quasireligiøs forkyndelse.

Penne som Hogart, til dels også Rousseau, endvidere blandt andet også Richardson, Sterne og Fielding, skribenter som for visses vedkommende griber tilbage til middelalderens ridder-idealer, tiden før oplysningen, men som samtidigt til fulde tilfredsstiller den det nye publikum og det borgerlige verdensbilledes forventningshorisont. [iii]

Voltaire står - så at skrive - midt i blandt disse retninger, omend han vendte sig polemisk mod de yderliggående "følsomme gemytter" og ateister. "Candide" virker som filosofisk fortælling tydeligt oplysningstenderet, og den virker, med sin frivole, ligefremme fortællemåde, sit rejse- og æventyrregi "masselitterær". Og selv om den i høj grad kan sammenlignes med den klassiske græske rejseroman og den romerske beskrivelse af tidernes og sædernes forfald, (for eksempel Apuleius´ "Det gyldne æsel" (beskrevet omstående) og Petronius' "Satyricon"_a), ved omhyggeligt at undgå henvisninger til den græco-romerske storhedstid, og i stedet at henvise til den orientalske tradition "anti-klassicistisk", og peger væk fra den tidligere lærdoms dyrkelse af de store forbilleder fra forn.

[TOP]

     b formalistiske terminologi: en litteraturvidenskabelige skole i Rusland, som udfra Victor Shklovsky, studerede stilmæssige former og strukturer i litteratur, blandt andet faste figurer i folkeæventyr, undertrykt af socialisterne. Og efter latin terminus: grænse og græsk logos: ord, heraf terminologi: de fast afgrænsede fagudtryk på et bestemt felt. Den formalistiske terminologi altså: de fagudtryk, den russiske formalisme udviklede.

     a æventyrmorfologien: efter græsk morfe: form og græsk logos: ord, heraf morfologi: læren om formerne, sprogvidenskabens lære om sprogformerne. Æventyrmorfologien altså: læren om eventyrernes formmæssige beskaffenhed.

     b  Femme fatale: fransk skæbnesvanger kvinde. Femme fatale altså: stærkt tiltrækkende, men hensynsløs og uheldbringende kvindeskikkelse. I litterær sammenhæng: hende som forårsager, at den ene eller anden handlingstråd spindes og knyttes, ofte med katastrofale følger for helten. Også kaldet: "femme d´intrige" (intrigekvinde).

     a Der roman, der im 17. Jahrhundert trotz seiner Beliebtheit eine minderwertig und in mancher Hinsicht noch rückständige Form darstellt, wird im 18. Jahrhundert zur führenden Dichart, der nicht nur die bedeutendsten literarischen Werke angehören, sondern in der auch die massgebende, den eigentlichen Fortschritt bezeichnende Entwiklung vor sich geht. Der 18. Jahrhundert ist das Zeitalter des Romans, schon weil es ein Zeitalter der Psychologie ist. Lesage, Voltaire ... ect ...; die Charaktere verlieren bei ihnen viel von ihrer früheren Typenhaftigkeit, werden komplizierter, wiederspruchsvoller und lassen die Charakterzeichnung der klassischen Litteratur bei all ihrer Schärfe etwas schematish erscheinen.

     a "Dictionnaire Philosophique (portatif)".

     b... der edeln Bildung des physischen Menschen

     c "An essay on Man": Take Nature's path, and mad Opinion's leave, / All States can reach it, and all Heads conceive; / Obvious her goods, in no Extreme they dwell, / There needs but thinking right, and meaning well; / and mourn our various portions as we please, / Equal is common Sense, and Common Ease.

     a Petronius' "Satyricon": Gaius Petronius Arbiter (død godt år 66) romersk forfatter, som Seneca tæt knyttet til Nero, måtte også begå selvmord på grund af falske anklager. Leveglad poet. Romanfragmentet, altså stumperne af romanen, "Satyricon", menes at stamme fra hans pen og hans dødsår. Sætter poesien over historieskrivning, beskriver sædernes forfald blandt andet en fest som minder om barokkens vildt overdådige orgier.

[TOP]

[i]. Propps forskning i russiske folkeeventyr. Stikord Formalisme

[ii]. "robinsonaderne", altså rejsehistorier og opdagelsesrejser historier som "Robison Cruso", skrevet af forfattere som Swift, Defoe, Holberg og Voltaire meget udbredt i perioden.

[iii]. Penne som Hogart, til dels også Rousseau, endvidere blandt andet også Richardson, Sterne og Fielding ... Stikord: tilbage til naturen, Spectator og lignende

[TOP]