Pop Rock Poesi Portal

Per Olsens videnskabelige skrifter

Pop Rock Poesi. Kapitel 2. Hvad handler Rock'n'Roll om?

Rocktekster. - Struktur, æstetik og tematik

2. Rocktekster

Forsøget på at placere rock-lyrik, teksterne i almen Rock'n'Roll, må tage hensyn til disse teksters karakter af brugs-poesi. Der skrives ikke om den type relativt moderne lyrik af finkulturel art som blomstrede op med barokken i 1500-1600 tallet (se eventuelt herom Forfatterens "Les roues de la revolte" (L.R. de L.R.)) og blev en stadig mere væsentlig del af kulturlivet frem til tiden hvor den borgerlige samfundforordning og massekommunikationsmidlerne trængte digteren tilbage til den reflekterende afsondrede position i det finkulturelle elfenbenstårn.

Til midt i 1800-tallet kunne den revolutionerende digter formå at få sine ord og meninger spredt "over alle læber". Danske Adam Øehlenschläger formåede det, men allerede Baudelaire og Rimbaud, to af Frankrigs notorisk største digtere, måtte i midten af 1800-tallet indse; at digtekunsten ikke gav en økonomisk overlevelsesvej i det borgerlige samfund, og samtidigt; at det opflammende digt som alle henholdt sig til synes en fortid blot.

I Danmark nåede Nis Petersen, måske, inden anden verdenskrig og som en af de sidste folkeligt vildtudbredte digtere, at "tale til folkesjælen" med digte som "Brændende Europa" og "De små børns smil", men allerede i denne tid har man tydeligt en fornemmelse af; at det i voksende grad blev romantiske unge kvinder og mennesker i beskedne kår med en ringe uddannelse, som hengav sig til poesilæsning sammen med de professionelle læsere, litteraterne, naturligvis. - Efter anden verdenskrig blev poesien et eliteprojekt, skrevet og læst af og for de få. Det blev en typisk tendens at debuterende poeter, i Danmark for eksempel Klaus Rifbjerg, hurtigt fandt en mere profitabel levevej ved at skrive prosa og artikler, medvirke i massemedierne, kontorarbejde og spekulation.

I den engelsktalende verden blev det måske T.S. Eliot, der som den sidste digter formåede at inspirere og opflamme en hel generation af intellektuelle. Eliots digt, "The Waste Land" a, fremstod dog ikke (som med for eksempel den tidlige baroklyrik hos John Done, eller med den oplysningsmættede idealistiske poesi hos Alexander Pope, eller med Jonathan Swifts elegante ordkunst, eller med den indfølende romantiske kærlighedslyrik hos Novalis, eller med den fine klassiske tone hos Rilke) som en poesi bredt henvendt til alle læsere, [i] nej, "The Waste Land" står som et manifest, altså som et opråb og en programerklæring over den absolutte åndselites dybeste indsigt og verdensfjerne indre univers, uforståeligt for den opvakte lægmand, der før inviteredes med ind i poesiens blå rige.

Eliot henviser ironisk og med en forfinet weltschmerz a til populærmusikken og dens refrainer i sit digt, som det fremgår i kapitel tre blev denne distinktion i det intellektuelle sind, skellet mellem det ægte, fine kulturelle som kun få forstod, og det uægte, grove populære som alle forstod, stadigt vigtigere.

Det må nok betegnes som en misforståelse; at begribe rock-lyrikken i denne tradition af litteratur og litterater, også selv om den beskrevne poetiseringsfase syntes at søge en genoplivelse for en del af de ydre betingelser for det oprindelige digtersinds indflydelse på meningsdannelsen i almen- og offentlighed.

Hvor meget man end fremhæver Bob Dylan eller andre rock-lyrikkere som "geniale" synes det altså ikke "geniale" i den traditionelle forstand som gør Shelley, Byron og Wilde [ii] til store digtere, man finder normalt kun svage spor af, hvad man i litteraturvidenskaben forbinder med god digtekunst i rocklyrikken.

Det virker endvidere typisk; at den kreds af digtere som Bob Dylan havde i ryggen alle kendtes som "ægte kunstnere" af den elite der resigneret har indset at kun ganske få vil prøve, og at endnu færre vil formå, at forstå hvad de egentlig har på hjertet.

Allen Ginsbergs berømte generationsdigt "Howl" (hyl eller brøl) fremstilles gerne af tidens litterater, som en art moderne version af "The Waste Land", der synes heller ingen tvivl om; at mange traditionelt uddannede litterater fra og efter denne generation af beatniks oplever "Howl" som et traditionelt stort digt, en hymne over en hel generation og alle dens bestræbelser. Alligevel vil "Howl" måske ikke få den monumentale betydning, som for eksempel Longfellows "Hiawartha" eller Whitmans "Leaves of Grass" [iii] har for amerikansk kultur, både i bredden og i den højde hvor poesi bedømmes af "langhårede b" kendere, - og dette skyldes altså ikke, at Ginsberg kan kaldes en dårligere digter end Longfellow og Whitman, men at digtet som litterær kategori, som "slags", har fået en ganske anden betydning efter anden verdenskrig, og at den moderne "verdensforandrende digter" må bruge nogle helt andre virkemidler og kommunikationskanaler for at få sine meninger hørt.

Dette med nye kommunikationskanaler betegner måske en af hovedgrundene til, at det liberale intellektuelle USA, med Ginsberg i spidsen, sluttede så massivt op om Bob Dylan ved hans gennembrud, popmusikken blev set som en af de nye kanaler for digtningens budskab. Men samtidigt hermed må digterne have indset; at kun nogle af de oprindelige digteriske kvaliteter kunne bibeholdes, massepublikummet ville ikke have øren for avanceret metrik og den type jongleren med fremmedord og begreber som udmærker Eliots poesi, der skulle nogle helt andre æstetiske virkemidler til, budskabet blev uendeligt meget vigtigere end formen.

Netop budskabet som det bærende element i poesien havde Leadbelly og Woody Guthrie mestret. Guthries mange sange virker som en dagbog over amerikansk udvikling, hans "Dust Bowl Ballads" fra de store tørkeår i 1930'ernes krise danner en art ægte folkelig historieskrivning, hvor digterens budskab virker som hos den traditionelle troubadour, historierne fortælles og den indbyrdes fælles opfordring søger at afstive moralen og opildne modet i en ofte ganske håbløs situation.

Den traditionelle troubadour virker i det hele taget, som en bedre historisk formfigur for den moderne rocklyriker end den traditionelle finkulturelle poet. Troubadourens kunst fungerede ikke blot henvendt massekommunkationsmæssigt bredt, men bestod også af en lang række discipliner, som med lethed genfindes i rock-lyrikken.

Dels de tematiske størrelser så som lykkelig og/eller ulykkelig kærlighed, forskellen på rig og fattig, nyhedsformidling og formulering af aktuelle ideer og lignende; endvidere har troubadouren formmæssigt et udpræget slægtskab med rocklyrikeren: det enkle rimede vers som falder let i hukommelsen, de gentagne strofiske omkvæd, det variable musikalske tempo beregnet for få såvel som mange lyttere, altså hele fremførelsessituationen. Også arten af livsstil og indsigt i tilværelsen viser langt større overensstemmelser mellem den middelalderlige omrejsende, selvforsørgede troubadour som eventuelt beskyttet af velgørere spiller for sin overlevelse og mellem rock-lyrikeren end den statsstøttede, akademiske litterat, fastboende og med embedsmandagtige bierhverv og skriveropgaver.

Selv om Rock'n'Roll altså med poetiseringsfasen udviklede en lang række kunst-auraiske fremtrædelsesformer forblev rock-lyrik i bund og grund en del af den populære folkelige tradition, og såvel æstetisk, tematisk som strukturelt virker det mest givende, at analysere rock-lyrikken som sådan, også selv om man formener sig klar over, at digterens rolle, digterens status som bevidsthedsproducent og samfundsrevser, i nogen grad blev en del også af rockpoetens fremtrædelse.

I de følgende underafsnit vil "Pop Rock Poesi" først fastholde nogle formmæssige kendetegn ved rock-lyrikken illustreret af nogle tekster som ikke vil blive udsat for nogen nærmere analyse, men hvor de allerede omtalte forhold vil blive nærmere eftervist under punkt 2.1a-2.1c. Derefter vil punkt 2.2. gå nærmere ind i dels analyse af udvalgte rocksange, dels af udvalgte perioder og emner.

[TOP]


     a The Waste Land: "Ødemarken". Digt af Tomas Stern Eliot (1909-1962) amerikansk engelsk digter og kritiker, digtet betragtes som et af moderne finkulturs fornemmeste poetiske værker. Analyseres indgående i Forfatterens "Teomagiens trange tid"

     a weltschmerz: tyske welt schmerz: verdens smerte, heraf det litterære udtryk weltschmerz altså: lede ved eksistensen, sentimental selvcentreret pessimisme, ung digtermelankoli.

     b langhårede: altså med langt hovedhår. Ord langhårede: anvendet både i betydningen: finkulturel kendere, intellektuelt kyndige og i betydningen: (især mandlige) tilhængere af beatmusik med langt hår, en herrehårmode som forsvandt fra omkring 1. verdenskrig indtil Beatles-gennembrudet og poetiseringen, hvorefter mænd igen kunne lade håret gro.

[TOP]


[i]. Denne slutnote kommer som den første i dén serie af slutnoter, som diskuterer forholdet mellem "rigtigt poesi" og rocklyrik udfra den "rigtige" poesis synspunkt. pointen: at vise forskelle og sammenfald, og at anspore den rockglade læser til at læse digtning i det hele taget, de udvalgte digtere kan alle - på den ene eller anden måde - ses som en art tidlige rockpoeter rent holdnings- og livsstilsmæssigt.

John Donne: (1572-1631) engelsk poet og prædikant. Levede et vildt ungdomsliv med rus og kvinder, men nåede også at blive protestant i denne periode. Blev på grund af sine store talegaver, snart kendt som Englands førende prædikant og en leder af den engelske protestantiske bevægelse, ordineret til præst 1615 og domprovst i London 1621. I stil med barokkens øvrige (især franske) digtere kredsede hans poesi primært om døden og forgængeligheden på den ene side og erotik og kærlighed på den anden. Eftertiden har tit undret sig over det topmål af diplomati, som gjorde at John Donne formåede både at optræde som kristelig såvel som erotisk digter, men i barokperiodens åbne kultursyn syntes det altså muligt (barokken behandles indgående i Forfatterens "Les roues de la revolte" (L.R. de L.R.).

Alexander Pope: (1688-1744) engelsk digter og oplysningsfilosof, som handicappet (pukkelrygget) fra barnsben blev hans hele liv et produktivt skaberarbejde i gode økonomiske kår, som forbedredes stærkt, da han opnåede litterær succes, især med sine gendigtninger af de klassiske græske værker tilskrevet Homer: "Illiaden" (1715-1720) og "Odysseen" (1725-1726). - Som en virkelig god læser beherskede han i sine skrifter en overlegen kølig stil, der altid virkede dybt kultiveret om han nu skrev satirisk mod dårlige digtere, luftede sin sygelige paranoia mod fjender, eller blot opmalede sine siden meget efterlignede naturbeskrivelser. Hans for eftertiden bedst kendte og mest indflydelsesrige værk: "An Essay on Man" (: et essay om mennesket) behandles en smule mere udførligt i Forfatterens "Les roues de la revolte" (L.R. de L.R.), mange betragter det som den engelske verdens tilslutning til positivismens ideer om den bedste af alle mulige verdener (altså det poppen senere kender som "den lykkelige bevidsthed" (se eventuelt p. XXX).

Jonathan Swift (1667-1745) engelsk satiriker og protesterende samfundsrevser, præst og siden domprovst i Irland. Tillod sig at gøre nar at de forskellige kirkelige retninger og deres stridigheder "Tale af a Tub" (: en bøttes fortælling) og "Battle of the Books" (: bøgernes kamp), begge fra slutningen af 1600-tallet, men først udgivet 1704. Især sidstnævnte værk tog diskussionen mellem klassisk og moderne litteratur op, og startede således til en hvis grad diskussionen om kunstens mål, midler og kvaliteter i moderne tid. Selv om Swift fremhævede den gamle klassiske kultur på bekostning af den moderne barokke, rokoko og oplysningsfilosofi (i stil med Bob Dylans forsvar for de oprindelige folkelige musikformer og afstandtagen fra moderne popmusik) faldt Swift i statslig unåde, som han måtte kæmpe med resten af sit liv uden at overvinde den. - Kæmpede hårdt for retfærdighed for det irske folk (en sag Paul McCartney senere bakkede op om med sangen "Give Ireland Back to the Irish") en sag som med det 20. århundrede stadig ikke havde fundet en løsning. I 1726 syntes det, at Jonathan Swift havde lært at tilspidse sin satire så den både fik sine pointer ind og ikke satte sin forfatter i for megen forlegenhed afstedkommet af de for bureaukratier og regeringer så såre velkendte øremærkede personforfølgelser af udpegede modstandere, der hentydes til hans verdensberømte mesterværk "Gullivers rejser" som udkom i dette år.

Hos disse tre engelske digtere fra overgangen mellem middelalder og moderne tid, kan man let genfinde en række af de tematikker poetiseringen igen gjorde aktuelle for sit massepublikum: glæden ved kærlighed og erotik uden skyld og skam, sanselighedens evangelium, også kampen mod et statsligt system af undertrykkende dumhed og direkte overgreb mod menneskelige basale rettigheder, dertil en idealistisk tro på noget bedre, et forsøg på at udleve og at realisere denne tro, samt et dybt seriøst engagement i kunstens problemstillinger, samt naturligvis en dybt kompetent, professionel formidling af stoffet.

Novalis: Friedrich von Hardenberg (1772-1801) romantikernes konge, ridderen af poesiens blå blomst, altså forfatteren hvor romantikkens livssyn strømmer læseren i møde. De skønne drømme farvet af kærligheden til mennesket og den udvalgte skønne, den altomfavnende gudsoplevelse, men også sværmeriet for de mørke dæmoniske kræfter, alt sammen forhold som let genfindes i beat-generationens idésæt. Hos Novalis blev den velformulerede form og det præcist opfattede indhold hævet til en virkelighedskunst, hvor skellet mellem drøm, utopi overfor virkelighed og realitet synes udvisket, en slags "drop out"-filosofi (jævnfør p. XXX), altså en slags venden det materialistiske samfund ryggen i sikker forvisning om noget bedre, en holdning som let genfindes hos beatniks i 1950´erne og hippier i 1960´erne, hvor den romantiske tænkning, inklusiv dens farlige flirt med døden, igen vandt frem.

Rainer Maria Rilke: (1875-1926) østrigsk digter, moderne digter som skrev under inspiration af symbolisme og naturalisme (se eventuelt herom i Forfatterens "Om 100 år er alting glemt ?!?") på en indre oplevelse af angst, uro og ensomhed som i høj grad ligner beat-digternes rebelske rastløshed. Rilke havde dog for megen fin-følelse og forstand til at slutte op om populistiske nemme løsninger i sin samtid, psykologi, socialisme og lignende. Ligesom med mange af poetiseringens bedste penne, havde Rilke en opfattelse af digterens status, som den der formidler løsninger på tidens eksistentielle problemer, ikke, som i popkulturen, nemme løsninger og sloganagtige dogmer, men, i lig med hippietidens mystik, gennem en indre revolution, hvor de ydre forhold anskues som indre eksistens i kraft af poetens indlevende fortolkning.

Såvel i sine realistiske rædselsskildringer (for eksempel den af danskeren I.P. Jacobsen (se eventuelt Forfatterens "Om 100 år er alting glemt?!?") inspirerede "Die Aufzeichungen des Malte Laurids Brigge" (1910) dansk oversættelse: "Malte Laurids Brigges optegnelser" (1927)) men også i sine fine klassisk inspirerede symbolistiske digte "Sonette an Orpheus" (1923) (: Orfeussonetter).

Som den danske kritiker Erik Knudsen skriver i sine bagsidenoter til det danske udvalg af Rainer Maria Rilkes digtning (op. cit.):  

"Det er ikke utænkeligt at Rilkes angstfulde, alvorlige poesi kan blive det frø, hvoraf en ny livsbekræftende, munter og trodsig kunst spirer frem.".

Hos disse to tysksprogede finkulturelle digtere finder man altså også let digterholdninger og emner, som bliver standard for poetiseringens kunst, igen med det forbehold, at alle de her nævnte forfattere stadig skrev for og identificerede sig med den lille elite af kunstkendere og professionelle, som endnu kunne beherske kulturlivet og sætte reglerne for kulturopfattelsen.

Lidt længere nede diskuterer teksten de sidste finkulturelle digtere, som kan skrives at have haft et folkeligt gennemslag, en folkets kærlighed. Der nævnes tre sådanne danske digtere. -:

Adam Gottlob Oehlenschläger: (1779-1850), den danske romantiks folkekære digterkonge. En versmager af første tekniske kvalitet, som også forstod at få indholdssiden til at tale til såvel den finlitterære kritik som folkelige almene læseres interesse. - Naturligvis med mange forbehold -: da den unge digter, begejstret over romantikkens ideer, skrev sit gennembrudsdigt "Guldhornene" ("Digte 1803") faldt alle på maven for geniet, der med stor flid fremsatte en række værker primært inspireret af den danske folkelige sagntradition, den nordiske mytologis skatkammer. her - ligesom til en hvis grad med Bob Dylan og hans baggrundsmiljøer - betød Oehlenschlägers poesi i første omgang en kronende digterrigtig, finlitterær højnelse af oprindelige folkelige traditioner, men, - på samme vis som med Dylan - publikum fik snart lært formlen, hvorefter oehlenschläger i resten af sine dage ofte fik revet sine ungdomsværker i næsen, når han kom med mere modne og gennemført professionelle værker. På samme vis som Dylan blev han dog stædigt ved med at producere for et stærkt reduceret publikum, og fik da også i sin alderdom oprejsning og anerkendelse.

Nis Petersen: (1897-1943) måske Danmarks sidste virkeligt folkekære digter og forfatter. Petersen skrev - i lighed med de senere beats - på en uro, en vagabonderende rodløshed, en religiøs spekulation og en manglende evne for at tilslutte sig tidens generelle politiske, filosofiske bevægelser. Hans dramatiske, dystre, religiøst farvede poesi og dens små sving ind i munter, barnlig uskyld, forudgriber ligeledes beatnik-holdninger og strømninger; på samme vis som hans faste forankring i de fattige lag på landet minder om den situation Guthrie og de andre folke-blues-sangere bag Bob Dylan befandt sig i i perioden. Petersens digte så som "De små børns smil", "Brændende Europa" og "Vagabonden med det milde åsyn" blev ikke alene folkekære slagere sat i musik, men man kunne faktisk møde mennesker der kunne fremsige disse dejlige vers udenad, helt op til slutningen af det 20. århundrede.

Tove Ditlevsen: (1918-1976) der i mod må til en hvis grad betegnes som en art "pampernes digter", vel at mærke i en periode hvor socialist- og arbejderbevægelsen i Danmark endnu stod som progressiv og ikke havde udviklet de fascistoide magtsyge kendetegn, som fik poetiseringens publikum til at betegne disse og sådanne under samlingsbetegnelsen pigs (engelsk for: svin).

Ditlevsens politisk korrekte situation som socialist, kvinde og født af arbejderstanden, betød derfor meget for hendes udbredelse til almenheden, men i modsætning til "svinenes" senere propaganda- og tendens-litterater (dette begreb belyses indgående i Forfatterens "Om 100 år er alting glemt?!?") havde Tove Ditlevsen nogle gran poetisk talent, især når hun gik tæt på den dengang moderne (og senere modne) (arbejder)kvindes situation, eller med sin pen fastholdt arbejdernes liv og forhold i tidens København.

Endelig ender tekstens her slutnoterede nævnelse af finlitterære digtere, med at nævne de to første, største digtere med den moderne "blues", altså digtere i et samfund, hvor kulturelle værdier ikke betød noget videre, med mindre de kunne sælges, og hvor digterens betydning som samfundsrevser og idéfremsætter medførte den senere så velkendte ondsindede personforfølgelse, som det 20. århundredes ekstremistiske versioner af politisk utopi (: kommunisme, nationalsocialisme, socialisme, demokratisme) skulle blive kendt for; -: med censur, økonomisk udmattende forfølgelse og lignende.

Charles Baudelaire: (1821-1867) fransk digter, forfatter, kritiker og oversætter. Kan nok kaldes den første konsekvente beatnik, afstod fra tidsspildet med borgerlig beskæftigelse i et håbløst forrået samfund, levede som halvt subsistensløs overvejende af sin moders tilsendte penge, eksperimenterede med stoffer så som hash og opium ("Les paradis artificiels" først udsendt i 1860, dansk udgave "Det kunstige paradis" 1969).

Hans had til "svinene" omfatter en vrede over det sammenbrud for kultur og menneskelighed han oplevede, foragten for hans kunst, samtidigt med at han skulle komme til at stå som en af fransk litteraturs ypperste penne, med samt en - ligesom hos beat-digterne - næsten manisk beskæftigelse med stoffer, seksualitet og alle udtryk for social depravation (jævnfør fodnoten p. XXX), og (i borger-/kammeratskabets øjne:) synd.

Hans digtsamling "Les fleurs du mal" (1857 dansk: "Syndens blomster") blev naturligvis forbudt på grund af sine erotiske undertoner og sit utroligt velformulerede dystre syn på samfundet, erotik slap barokdigterne betydeligt bedre fra, med det borgerlige samfund blev dobbeltmoralen opfundet. Charles Baudelaire, den franske digterkonge, (mis)bruges ved slutningen af det 20. århundrede af marxistiske forskere til at angribe det "kapitalistiske samfund", som i Baudelaires levetid spirede frem og forpestede kunstneres vilkår (hvis han havde en ærlig impuls i sin kunst og ikke blot søgte berømmelse og indtjening). Baudelaire "bruges" for så vidt at hans skarpe pen også spiddede det nye varesamfunds ondskab og synd, men "misbruges" for så vidt at Charles Baudelaire levede for intenst, selvstændigt og genialt til at kunne tilslutte sig en kollektivistisk tvangstanke for flokdyr så som marxismen og dens mange udløbere.

Arthur Rimbaud: (1854-1891) igen en tydelig præ-beatnik-digter, som især Bob Dylan har henvist til. Rimbaud fik med sine ungdomsdigte stor succes (både hos kritikere og til en vis grad hos det betalende publikum). Han levede derefter et vagabondliv, blandt andet i et homoseksuelt forhold til digterkollegaen Paul Verlaine. Publikum svigtede dog snart den farlige digter, det forstod ikke hans dunkle poesi og hans ideer om systematisk at forvirre sansningen med blandt andet stoffer og seksualitet for at finde frem til en helt ny "oplyst" (: fransk: illumination) visionær digtning, en højere tilstand af tidens herskende symbolistiske strømninger (også symbolismen behandles indgående i Forfatterens "Om 100 år er alting glemt?!?"). Rimbaud tog konsekvensen af sin udstødelse, han droppede digteriet og blev en overgang soldat, inden han i det islamiske nordafrika tjente sig en formue ved våben- og hashhandel.

Paul Verlaine fik udsendt nogle af hans digte "Les Illuminations" i 1866 og igen fik Arthur Rimbaud succes i sit hjemland, som han dog først genså i 1890´erne, hvor han vendte hjem i et forsøg på at blive helbredt for den sygdom som blev hans død.

Både Charles Baudelaire og Arthur Rimbaud behandles altså yderligere i Forfatterens "Les roues de la revolte" (L.R. de L.R.) og Rimbaud inddrages også i "Om 100 år er alting glemt?!?".

Pointen med denne lange slutnote: at vise nogle få udvalgte idé- og holdningsmæssige rødder til poetiseringens kunstsyn, og samtidigt trække den grænse, hvor læseren ser, at der, trods det tilgrundliggende fællessyn, med poetiseringens digtere, også bliver tale om at henvende sig bevidst til det store massepublikum og ikke blot til kenderne, samtidigt med at vise hvordan denne brede henvendelse primært medvirker til at sænke den litterære standard i poetiseringens poesi.

[TOP]

[ii]. Percy Bysshe Shelley: (1792-1822) engelsk politisk agitator og digter, kæmpede - i lighed med mange af poetiseringens digtere - for politisk frihed og sund samfundsfornuft, og fik derfor, på trods af sine fine familie og gode uddannelse mange magtfulde fjender.

Efter sit første forliste ægteskab giftede han sig med Mary Shelley (som siden skabte fortællingen om "Frankenstein"), Shelley og hans kone eksperimenterede med seksuel frigørelse (blandt andet sammen med Lord Byron se nedenfor) og Percy skrev en del filosofisk digtning og skuespil (blandt andet filosofiske digte som "Queen Mab" (1813) og skuespil som "Prometheus Unbound" (1820 dansk oversættelse: "Befriede Prometheus"), hvor alle romantikkens idealer kom til udfoldelse, faktisk alt hvad poetiseringen senere tilsluttede sig: frihed, kamp mod autoriteter, individuel religiøs frihed og kunst, kampen mod fordummelse og alle former for tyranni.

Når Shelley kan kaldes "mere digter" end mange af poetiseringens folk, skyldes det ikke blot hans høje uddannelsesniveau, og ikke blot de alvorlige emner han velorienteret og -oplagt gav sig i kast med, men måske især at hans skriverier ikke på nogen måde blev udformet med henblik på salgbarhed, men ene for at udtrykke de kunstneriske og revolutionære ideer han stod for.

George Gordon Byron, Lord Byron: (1788-1824). Også Lord Byron fødtes i en fornem familie og også Byron gjorde oprør mod sin baggrund. Levede et vildt ungdomsliv præget af kærlighed og fest (seksualitet og orgier), rejste nogle år udenlands og opnåede nogen kritiker anerkendelse ved sin hjemkomst for digtsamlingen "Childe Harold´s Pilgrimage" (1812).

Som altid før og efter gik pamperne (: svinene) efter manden og lod bolden rulle, kendt blev sagen omkring Byron skilsmisse, hvor konen og hendes sagfører påstod at han havde en incestuøst (jævnfør fodnoten herom p. XXX) forhold til sin halvsøster. Ligesom Shelley forlod Byron for altid England og hans største arbejde, det satiriske erotiske digterværk "Don Juan" (1819-1824) blev til i Italien. Lord Byron døde af malaria efter at have tilsluttet sig det græske folks frihedskamp, han nåede dog aldrig at komme i kamp.

Når Byron må regnes for en "mere rigtig digter" end mange af poetiseringens skrivere, skyldes det ikke blot, at han også skrev udfra en veluddannet indsigt i tidens problemstillinger, ikke blot at han ufortrødent og uden bagtanker støttede friheden mod tyranniet, men måske især at hans arbejde, på trods af den ihærdige forfølgelse og tilsvining, opnåede at blive regnes blandt engelsk litteraturs bedste i perioden, ikke blot på grund af at han (i lighed med den senere popkultur) havde sans for at vække opmærksomhed og fange folkets interesse med sin medfødte adel og dens glamour, men måske primært fordi han faktisk kunne skrive blændende godt og ikke overhovedet gik på kompromis hermed.

Oscar Wilde: (1856-1900) engelsk forfatter født i Irland. Og han af fin familie, opdraget med finkultur især symbolisme og her især Charles Baudelaire (se eventuelt foregående slutnote nummer XXX). Wilde fik succes med æventyrromaner og samlinger og levede et elegant overklasseliv. Oscar Wildes kunst præges af vid, elegante formuleringer, en sentimentalisme på kanten (men kun på kanten) til det populistisk usmagelige, en kunstnerisk skønånd og en overlegen holdning til verdens fortrædelighed.

Måske skyldes det overmod, da han i 1890´erne troede at hans position og ens magt kunne forvare hans og andre "dekadente" kunstneres holdninger til blandt andet seksuel omgang mellem ældre og yngre mænd. I hvert fald blev han dømt to års tugthus for et sådant forhold og måtte, (ligesom med Shelley, Byron og senere Aleister Crowley) forlade England, i Wildes tilfælde for at dø som en knækket mand i Paris.

Som få andre forstod Oscar Wilde at afsløre dobbeltmoral, religiøst tyranni og grovhed, og som ingen andre blev han netop derfor offer for dobbeltmoral, religiøst tyranni og grovhed. Oscar Wildes fortælling "The Picture of Dorian Gray" (1905 dansk oversættelse "Dorian Grays billede" (1953)) og andre af Wildes fortællinger, analyseres indgående i Forfatterens "Teomagiens trange tid" (T.T.T.).

[TOP]

[iii]. Henry Wadsworth Longfellow: (1807-1882) amerikansk digter samt sprog- og litteraturprofessor. Amerikanernes første bud på en officielt anerkendt digter (modsat den forfulgte og tidligt aflivede "rigtige digter" Edgar Allan Poe (1809-1849) som blev gjort verdensberømt i det finkulturelle Europa gennem Charles Baudelaires oversættelse og introduktion se eventuelt tidligere slutnote nummer XXX). Longfellow regnes dog hverken for særligt original, dygtig eller betydelig af litteraturkritikken, men anerkendes for sit varme, realistiske menneskesyn og sin små-populistiske sentimentalitet, som gjorde at masserne kunne læse ham, og regnede ham for USAs svar på de rigtige digtere fra Europæisk kulturtradition, som Longfellow rent fagligt havde gjort sig til ekspert i.

Longfellows mest berømte, fortællende digt, det i teksten anførte "Hiawatha" (1855 dansk oversættelse "Sangen om Hiawatha" (1860)) havde som grundidé at indskrive amerikanske myter i et heltedigt, et folkeligt epos, på linie med skandinavernes "Edda-kvad" og især finnernes "Kalevala", som Longfellow tog sig til forbillede. -: Indianermyter og amerikanske nybyggermyter skulle sammen skabe denne nye kulturbaggrund efter gammelt mønster, og digtet blev da også ganske populært, omend dets største overlevelse lå i at Disney-koncernen siden opkaldte en af sine tegneseriefigurer efter "Hiawatha".

På trods af den umådelige rigdom Longfellow giftede sig til og yderligere opnåede gennem sine stillinger og populære værker, på trods af sin position og sin anseelse, mødte Longfellow megen kritik fra andre litterater, blandt andet Walt Whitman (se nedenfor), som fandt hans skrifter (de kulturformidlende såvel som digtningen) for præget af amerikanske overklassenormer, for overfladiske og for kunstlede. (For en analyse af en både populær og finkulturel amerikansk forfatter i perioden henvises til Forfatterens "Om 100 år er alting glemt?!?" hvor Mark Twains forfatterskab behandles indgående.

Walter Whitman: Walt Whitman (1819-1892) amerikansk digter, journalist, lærer og politiker (demokrat). Hans første digterværk "Leaves of Grass" med 12 sange i førsteudgaven udkom i 1855 og vakte vild forargelse og protest. Whitmans uskolede, frie, urimede vers og klare stil virkede udfordrende på det satte borgerskab, hans ægte medmenneskelighed og engagement i bedre menneskelige vilkår ligeså.

Under den amerikanske borgerkrig arbejdede Walt Whitman som samarit og sygepasser hvilket han beskrev i flere realistiske værker. På disse punkter lignede han og regnes for et forbillede for det 20. århundredes digtere, dels hans frie kompositionsteknik som for eksempel T.S. Eliot (jævnfør p. XXX) senere anvendte, og også hans friske glæde ved sanseligheden og livet genfindes let senere.

Men hvor de europæiske surrealister og beatnik-digterne i USA tog ham til forbillede, havde de dog alligevel ikke Whitmans ukuelige glæde ved tingene, de levede nemlig ikke i en samtid, hvor digteren trods alt kunne tro på en kommende bedre verden.

Ingen af poetiseringens penne eller bagmænd har stillet op til politiske valg, selv ikke Dylan som ofte blev opfordret hertil, formentligt fordi samfundet (: svinene og vandalerne) har gennemgået nogle forandringer, som gør det umuligt for den klart erkendende intellektuelle, at tro på en politisk løsning af Amerikas problemer med fattigdom, kriminalitet, officiel hemmeligholdelse af vitale anliggender og styring gennem økonomiske, etniske, seksuelle interessegrupper og magtmidler.

[TOP]