perolsen.net

Per Olsens videnskabelige produktion

Teomagiens Trange Tid Portal

William Shakespeares 'Hamlet, Prince of Denmark'

Side 1

SIDE 2

Side 3

Sagnets mystificering

Den elizabethanske spiritualisme

De fire grundholdninger:

Spøgelsesscenens spiritualistiske positioner

Sagnets mystificering

Det foregående punkt har tematiseret (H)Amletsagnet = brodermord = sønnehævn - sønnehævnens udførelse, og anført særpræget den tøvende/snedige helt. Disse størrelser virker basale i alle (H)Amlet-opskrifterne og kan iagttages i en stadig syntetiseret udvikling fra Saxe til Shakespeare. Teksten vil i forlængelse af de beskrevne forandringer i sagnets opbygning og dets appelstruktur vise, hvordan Shakespeare mystificerede sagnet, gennem at bringe dets argumentation og positionerne her i op til sig egen samtid, det elizabethanske England ved overgangen til det 17. århundrede e.v..

Dover-Wilson skriver om "Quarto 2" udgavens stykke i sin introduktion (ibid p. viii):

"... omfatter næsten alle sider af elizabethansk liv ...".a

Første trin i mystificeringen bliver altså at lade sagnets oprindelige socialramme og den eventuelle underliggende naturforklarende kosmiske myte blive transformeret ind i nutiden, i hvilken alt fra duel-sporten til skuespil og højere konservationskunst samt alle den aktuelle debats brændpunkter fremvises. Derved skaber Shakespeare en appelstruktur i værket som i samtiden har betydet at her blev der skrevet og spillet om det mest relevante,mens det for eftertiden har gjort stykket, og Shakespeares øvrige produktion, til en overordentlig pålidelig og væsentlig kilde til periodens tænkning, livsstil og sprog. 

Den elizabethanske spiritualisme b

Ind i denne ret præcise socialramme lægger Shakespeare altså den gående kulturdebats positioner:

Med reformationen og den engelske reformerte kirke opstod der i slutningen af 1500 tallet e.v. og langt ind i 1600 tallet e.v. en international diskussion, dog primært i England, om muligheden for eksistensen af spøgelser og om disses natur, internationalt diskuterede man endvidere om hvilke bevidstheder der befandt sig bag spøgeriet, - sekundært førte denne diskussion endelig frem til en spørgen om værdien af hele det kristeligt-jødiske middelalderlige spiritualisme/dæmonologi-apparat; en spørgen hvis svar findes i det positivistiske, empiriske grundlag for den borgerlige videnskab Newton grundlagde midt i 1600 tallet e.v..

Dover-Wilson, som i 1920'erne e.v. afdækkede dette betydningslag i "Hamlet, Prince of Denmark", stod således som den første til at beskrive hvordan spøgelsesscenen, altså indledningen til stykket, har fængslet den elizabethanske tilskuer ved at lade de fire implicerede personer (: Hamlet, Horatio, Marcellus og Barnardo) repræsentere de i spiritualismedebatten fire implicerede og divergerende opfattelser af dette spørgsmål.

Teksten vil i det følgende kort opridse disse fire syn, med hjælp fra Dover-Wilson og hans beskrivelser, samt et udvalg af hans anviste kilder.

Der kan groft generaliserende opstilles følgende kategorier:

  1. en lav-katolsk holdning

  2. en høj-katolsk holdning 

  3. en bekræftende protestantisk holdning

  4. en afkræftende protestantisk holdning

De fire grundholdninger:

  1. Den lav-katolske holdning: den primitive måske præ-kristne dæmonologiske overtro denne folkelige fortolkning anser Dover-Wilson som den gængse hos det elizabethanske publikum, på trods af reformationens rationalitet, som uden tvivl opfatter: spøgelser som fordømte gengangere, som dæmoner eller som djævle.

  2. Den høj-katolske holdning blev blandt andet fremsat hos Pierre Le Loyer (1589 e.v.) i hans "IIII Livres des Spectres", hvis positioner her gengives fra May Yardleys gennemgang heraf i appendikset til Lavater bogen (ibid p. 221ff). Denne høj-katolske, altså officielle, position viser klart: spøgelser som afdøde sjæle, der ved guddommelig forordning kan vende tilbage fra skærsilden for at kontakte de levende.

  3.  Den bekræftende protestantiske holdning. Denne holdnings hovedskrift blev Louis Lavaters bog fra 1570 e.v., som i sin engelske oversættelse fra 1572 e.v. hedder "Of Ghostes and Spirites Walking by Nyght", og Dover-Wilson mener i genoptrykket af Lavaters værk (ibid p. xvif) gennem nærlæsning af Hamlets tvivl og ikke-tvivl omkring spøgelses eksistens at kunne fastslå; at Shakespeare kendte Lavaters bog, eventuelt i anden udgaven fra 1596 e.v., dette sidste synspunkt dog kun implicit hos Dover-Wilson. Den bekræftende protestantiske holdning som James den 1. fastslog ved sin magtovertagelse, nogle få år efter at Shakespeares "Hamlet, Prince og Denmark" opførtes første gang, gennem sit værk "Daemmonologie" lyder (i resume): spøgelser kan kaldes engle, men nok oftest blot djævle, som gennem en kær afdøds billede øver deres djævleri.

  4. Den afkræftende protestantiske holdning, udtrykt i især Reginald Scots "The Discoverie of Witchcraft" fra 1584 e.v.. Her fremstilles den skeptiske opfattelse, udfra blandt andet begrundelser som; at når miraklernes tid erklæres forbi fra Guds side, hvordan skulle djævlene da kunne udføre dem? Det virker bemærkelsesværdigt at Scot, gennem sin nøgterne fremstilling af store dele af det dæmonologiske koblingsapparat, af traditionel heksekunst og besværgelsesteknologi, og de dertil af ham selv formente og tilknyttede hermeneutiske a, rationalistiske modargumenter, levere en ganske omfattende traditionel "tryllebog" eller en såkaldt "grimoire". Scot kommer moderne tids opfattelse nærmest nar han her igen resumeret mener: at spøgelsessyn kommer af melankolikeres hallucinationer eller fupmageres tricks.

Det virker karakteristisk, at Scots position ikke vandt meget gehør i samtiden, og at hans bog brændtes "af bødlen"a (Dover-Wilson ibid p. l) ved "magi-kongens" magtovertagelse.

"Daemmonologie" udskælder Scot således (her citeret efter Summers indledning til genoptrykket af Scot (ibid p. xxiii)):

"... en kaldet SCOT en Englænder, skammer sig ikke over i offentligt tryk at benægte at der monne være en sådan ting som Heksekunst: ...".b

Summers indleder med en ret ironisk fremstilling af "magi-kongen" som anstifter en ny heksejagtsbølge, hvilket viser at begge yderfløje gøres til genstand for forfølgelse. - Bemærk at James/Jakob kaldes den 6. i Skotland, men bliver den 1. af England i 1603 e.v., og allerede i sit første regeringsår forbyder Reginald Scots "Discoverie of Witchcraft", et forbud som opretholdes indtil 1736 e.v.. Forbudet iværksættes altså i 1604 e.v., samme år som Shakespeares "Hamlet, Prince of Denmark" i "Quarto to"-udgaven går i trykken, året efter at hans spillertrup, "The Admiral's Men" opnår den store ære at få lov at skifte navn til "The King's Men".

Den samlede Shakespeare-forskning synes dog enig om; at Scots værk har tjent som kilde til størsteparten af Shakespeares dæmonologiske/spiritualistiske indslag, ikke blot i "Hamlet, Prince of Denmark" men i hele produktionen (se for eksempel Dover-Wilson ibid p. l).

Afsluttende for dette underpunkt bør bemærkes, at Lavater og Scot konsulteredes i blandt andet de udgaver Dover-Wilson (1929 e.v.) og Summers (1930 e.v.) redigerede. Det Kongelige Bibliotek i København ejer en andenudgave af Scot, dets førsteudgave af Kong James, Bodin og mange andre gejstlige og dæmonologer. Le Loyer bliver som bemærket resumeret udfra May Yardleys appendiks hos Lavater, mens den fjerde positions historiske fundament kan fremgå for eksempel af Norman Cohns ret sensationalistiske, men også ret veldokumenterede nykritiske "Europe's Inner Demons", primært om hekseforfølgelserne i århundrederne op til og omkring Shakespeares livstid.

[TOP]

Spøgelsesscenen i "Hamlet, Prince of Denmark", og dens spiritualistiske positioner

Teksten vil i følgende underpunkt redegøre for de væsentligste resultater af Dover-Wilson og andres spiritualisme/dæmonologiforskning, som denne finder fremstilling primært i introduktionen til Lavater (ibid p. vii-xxviii):

Der findes altså i alt fire personer som bringes i kontakt med spøgelset i løbet af de indledende scener, nemlig: Hamlet, Horatio, Marcellus og Barnardo.

Dover-Wilson fastslår altså (ibid p. xv), at de repræsenterer hver ét af de i foregående underafsnit fremstillede og resumerede spiritualismesyn. Inden da understreger Dover-Wilson hvordan selve spøgelset indarbejdes i publikums reception; ved for det første at skabe en dramatisk nydannelse, det vil sige ved ikke at fremstå som et traditionelt "fugleskræmsels-spøgelse", som i den græsk-romerske klassiske tradition, men en virkelig skuespiller, sminket bleg og spøgelseslig, dette har givet en virkningsfuld dramatisk pointe understreget af de gentagne gange spøgelses siges set.

Dover-Wilson påpeger; at tilskueren således bringes i en forståelse, hvis dramatiske effekt havde manglet hvis dén sceniske dramatiske mulighed havde foreligget: at spøgelset kun oplevedes som den sindsforvirrede Hamlets fantasifoster.

Det tredie, og vigtigste, troværdighedselement i og omkring spøgelset bliver så den før omtalte positionsspredning af den gående aktuelle spiritualismedebat på de fire personer:

Barnardo repræsenterer således den overtroiske lav-katolske dæmonologiposition, Dover-Wilson påpeger at han arbejder som vagtpost, en lavere social stilling end for eksempel den anden soldat, Marcellus, og at Barnardos bekendtskab med prinsen, som følge heraf har en mere overfladisk karakter, hans kendskab til Kong Hamlet (: spøgelset) fungerer formentligt også mere på det repræsentative plan:

"I samme skikkelse, som salig Kongen!" Lembckes oversættelse 1.1.a; ... "Er det nu ikke mer end Hjernespind?" 1.1.b

To af Barnardos replikker som tydeligt vidner om den protestantiske soldat "i samme skikkelse" = Lavater og "Hjernespind" (henvendt til Horatio) = Scot, som på grund af sin socialstatus og dens uddannelsesniveau falder tilbage til den folkeligt overtroiske position.

For yderligere at underbygge denne position (Lavater ibid p. xviii) som er:

"Tydeligt grovere og mere materialistisk formet end Marcellus'". a

argumenterer Dover-Wilson for, at Barnardo og ikke Marcellus (i 1.1.140) vil angribe spøgelset med sin hellebard.

Dover-Wilsons argument lyder; at det virker modsigelsesfuldt, at Marcellus først ønsker at angribe, siden (linie 145-148) beviser angrebets nyttesløshed, ligeledes underbygges dette analytiske moment med et teknisk, som påpeger den store mulighed for forveksling af forkortelserne "Bar." og "Mar.", et velkendt fejlmønster hos teaterskriverne overalt i de tidlige Shakespeareudgaver.

Marcellus repræsenterer det høj-katolske syn, udtrykt hos Le Loyer. Dover-Wilson påpeger; at Marcellus sårr højere placeret i det militære hierarki, at han dermed fra sin højere sociale position giver det mere nuancerede og kanoniserede spøgelsessyn.

Han formodes at kende "den store spøgelses-kontrovers"b (Lavater ibid p. xix) eksemplificeret ved replikken:

"Horatio, du er boglærd; tal du til det.". c

Dover-Wilson påpeger; at denne replik og dens optakt (1.1.29)  udtrykker den gængse katolske opfattelse af at spøgelser skulle tiltales på latin. Det fremhæves at hans indstilling bevæger sig fra scene 1's linie 23/4:

"... han vil ej tro på dette ...".d

til scene iv, hvor han (linie 61) synes at have underlagt sig djævelteorien og Barnardos folke-dæmonologiske position. Tilskueren har altså oplevet en afart af deres egen bedste, mest lærde forsøg på holdningsdannelse, reduceret til den grundliggende rene overtro, efterhånden som teaterstykkets bevisgang har gjort det klart at spøgelset reelt eksisterer.

Horatio og Hamlet repræsenterer så de protestantiske syn, begge intellektuelle, uddannede lærde fra det revolutionære protestantiske universitetscenter, byen Wittenberg i Tyskland.

Horatio står fra starten afvisende, jævnfør den fra scene 1 citerede Marcellus-replik (23/4) og mange andre misbilligelser, som tydeligt viser hans scottske position (for eksempel 1.1.30), en position som totalt nedbrydes efter at spøgelsessynet viser sig som en art realitet; - derefter nærmer han sig Lavaters holdning gennem sin kraftige opfordring til Hamlet om at holde sig fra spøgelset (1.4.61f), om end man nok kan argumentere for at Horatios positionsvaklen udgør et forsøg på at tale til Hamlet i et sprog som han vil forstå, jævnfør replikskifterne i 1.4. for eksempel replikken "Om det nu lokker Jer" (1.4.69ff)a.

Endelig så Hamlets egen position, som Dover-Wilson illustrerer med ordene (Lavater ibid p. xx):

"Han accepterer det som en ånd og viser aldrig den mindste tøven i denne tro. Hvad han tvivler på er Spøgelsets identitet og arten af det sted fra hvilket det kommer. Er det hans faders ånd, en djævel eller en engel?" .b

Dover-Wilson fremhæver derefter Lavater-synet afspejlet i Hamlets replik (1.2.244ff) hvoraf det tydeligt fremgår:

"Hvis i min Faders ædle Skikkelse / det kommer frem, da vil jeg tale til det, / om Helvedes aabne Gab end bød mig tie.". c

at Hamlet oprindeligt deler Lavaters opfattelse intellektuelt, men at denne opfattelse forstyrres og transformeres til sønnelig ængstelse gennem oplysningen om spøgelsets fuld krigsharnisk i afslutningen på 1.2.

Samme tvetydighed afspejles i "Engel og Naadens Sendebudd"-replikken (1.4.39ff), hvor Hamlet synes klar over, at spøgelset kan repræsentere: "... en salig Aand" eller "... et Helvedspøgelse"a (Lavater-holdningen), men tilsyneladende bevæges af genfærdsfremtoningens lighed med faderen til at tro på synets virkelighed (Le Loyer-holdningen):

"... Jeg vil kalde / dig Hamlet, Fyrste, Fader, Dannerkonge!". b

Allerede under samtalen i næste scene (1.5.91ff) i "O, Himlens Hær!"-replikken synes Hamlet dog at vakle igen, tvivlende overfor det underforståede "skærsilden" mellem himmel, jord og helvede.

Hamlet konfirmerer endelig til en art tvær-dæmonologisk praksis: han går for at bede og faste. Med udtrykket "tvær-dæmonologisk praksis" hentyder der til at alle fire positioner, og i øvrigt også andre semitisk farvede dæmonologier, ville have anbefalet "at bede og at faste" som indbegrebet af den "rette handlen" i den foreliggende situation. Hamlet kunne tænkes inspireret af Lavaters brødtekst til kapitel vi (ibid p. xxvii og p. 193):

"Det ere passende for dem som ere plaget af ånder, især at bede og at hengive sig til faste, ædruelighed, vågen, og dydigt og gudfrygtig levned.". c

Dover-Wilson påpeger det indlagte teaterstykke, "Gonzales-stykket" (eller med Lembckes oversættelse: "Conzago-stykket") og dets funktion som Hamlets forsøg på at skelne sandt fra falskt, lav/høj-katolsk fra be- og afkræftende protestantisk holdning, spiritualismedebattens poler. Hamlet søger med stykkets mime d af brodermordet og ved at iagttage onklen under denne scene, at verificere spøgelsets postulat, altså at finde ud af om det taler sandt, og teksten giver et rigeligt belæg for denne verificering med Hamlets bemærkning efter skuespillet (3.2.86/7):

"O, kære Horatio, jeg holder tusind Pund paa Genfærdets Ord. Lagde du Mærke til -". a

Således bibragtes Hamlet-forskningen gennem blandt andet Dover-Wilsons energiske og banebrydende spiritualisme-forskning i 1920/30'erne e.v. en række naturlige passende forklaringer på blandt andet Hamlets tøven, det vil sige tvivlen, og et uddybende aspekt uden hvilket store dele af stykket nødvendigvis ville forekomme uforståelige.

Hertil spørger Dover-Wilson så, hvor Shakespeare selv har befundet sig i denne diskussion, og han skelner mellem privatmennesket private mening som ikke forklares eller kan forklares, og den poetiske holdning, hvor han beviser at Shakespeare med klogelig politisk tæft, søger tilbage til den gamle religion, altså til en afart af katolik-positionen, og at selve spøgelset (Lavater ibid p. xxiii) fremstår som den eneste helt ægte katolik i hele stykket, idet den dramatiske fremstilling helt tydeligt lader den tilbagevendende fader fremstå som sig selv, sagteligt ristet i sine synders skærsild (1.5.4ff):

"... da jeg til marterfulde Svovlflammer / maa overgive mig.". b

Efter sin fremstilling af spiritualismes og dæmonologiens betydning i og for spøgelsesscenen i Shakespeares "Hamlet, Prince of Denmark" formåede Dover-Wilson og hans forskningskollegaer; at forklare en række ellers dunkle steder i stykket, til eksempel det berømte citat (1.1.166/7):

"Der gives mer i Himlen og paa Jorden / end Eders Visdom drømmer om, Horatio." .c 

Horatios filosofi, eller "visdom" kommer jo af den afkræftende og afvisende Scot-skole. Også Dover-Wilsons opfattelse af edsaflæggelsen efter at Hamlet har mødt spøgelset kom til at give denne scene en del ellers manglende forklaringer.

Hamlet spiller bevidst på sine venners overtro (1.5. 112-170) fordi han og spøgelset har indgået en slags forbundskab, og dette forbundskabs sikkerhed kræver, at de andre ikke helt forstår hvad der foregår. Derfor lader Hamlet som om han har haft en hyggelig snak med "Gut" "min Trofast"a.

Dover-Wilson påpeger; at det mest horrible for den elizabethanske tilskuer har opstået ved at selve ideen om edsaflæggelsen kommer fra og bliver krævet af spøgelset selv, og med henvisning til Lavater (ibid p. 93 og p. 191) beviser han, omend med ret divergerende eksempler, edsaflæggelsens spiritualistiske betydning og træk af spøgelsesfremtrædelsens fysiognomib: larmen. Det sidste forhold forklaret med at de værste spøgelser blev anset for de underjordiske, et forhold som både Lavater og Scot illustrerer med historier om minearbejdere ("pionerer"), som sagdes at have set disse syn og hørt disse uhyggeligt rumlende lyde under jorden (for eksempel Lavater ibid p. 73).

Hermed forklares Hamlets ellers så uhøviske sidebemærkning til spøgelset under edsaflæggelsen (1.5.162ff):

"Vel sagt, du gamle Muldvarp! roder du / saa rapt i Jorden? flinke Skansegraver!". c

Således har teksten altså nu vist, gennem den dengang aktuelle spiritualismediskussions positioner, hvordan spøgelsesscenen determinerer stykkets handling og bestemmer heltens aktioner, samtidigt med at teksten har detekteretd en forståelsesnøgle til stykkets enorme samtidspopularitet, for som Dover-Wilson afslutter sin analyse i Lavater (ibid p. xxviii):

"Der kan ikke være nogen som helst tvivl om det; Spøgelset i HAMLET var en meget mere gribende og prominent skikkelse for det elizabethanske publikum end han nogensinde kan være for os.". e

[TOP]


     a... embrace almost every side of Elizabethan life ...

     b spiritualisme: efter latin spiritus: ånd. Heraf spiritualisme: opfattelse af at verdens vigtigste elementer kommmer fra det åndelige, at åndelige kræfter regerer over alt. Grundstrøm i al religion.

     a hermeneutiske: efter græsk hermeneutike: fortolkningskunst, heraf hermeneutik: oprindeligt primært læren om fortolkninger af "Bibelen", men også som generelt litteraturvidenskabelig fagterm for fortolkningslære. Hermeneutiske altså her: fortolkninger af "Bibelen", fortolkninger af krist-kirkelige ideer.

     a... by the hangman ...

     b... one called SCOT an Englishman, is not ashamed in publike print to deny that ther can be such a thing as Witch-craft: ...

     a In the same figure like the King (1.1. 42/43).

     b Is not this something more than fantasy? (1.1.53).

     a... distinctly cruder and more materialistic cast than that of Marcellus.

     b the great ghost-controversy.

     c Thou art a scholar, speak to it, Horatio.

     d... will not let belief take hold of him.

     a What if it tempt you ...

     b He accepts it as a spirit and never shows the slightest sign of hesitation in this belief. What he doubts is the identity of the Ghost and the nature of the place from which it comes. Is it his father's spirit, a devil or an angel?

     c If it assume my noble father's person, / I'll speak to it though hell itself should gape / and bid me hold my peace; ...

     d Angles and Ministers of grace.

     a... a spirit of health ...  goblin damned.

     b... I'll call thee Hamlet, / King, father, royal Dane. ...

     c It behoueth them vvhich are vexed vvith spirits, to pray especially and to giue themselues to fasting, sobrietie, vvatching, and vpright and godly liuing.

     d mime: efter græsk mimeisthai: efterligne, heraf mimos: skuespiller som udtrykker sig med bevægelser, ansigtsudtryk og gebærder. Mime altså: en stille fremvisning af noget i et skuespil. Om mimesis: efterligning som kunstens væsen, se eventuelt Forfatterens "Les roues de la revolte" (L.R. de L.R.).

     a O good Horatio, I'll take the ghost's word for a thousand pound - Didst perceive?

     b When I to sulph'rous and tormenting flames / Must render up myself.

     c There are more things in heaven and earth, Horatio, / Than are dreamt of in your philosophy.

     a boy ... truepenny

     b fysiognomi: efter græsk: fysis gnome: natur erkendelse, heraf fysiognomi: læren om menneskets ydre, tidligere om ansigtet som udtryk for sjælens egenskaber. Før en, men nu et fysignomi altså: ansigtets særpræg og karakteristiske træk, overført om noget eller nogens fremtoning, karakteristika og udseende.

     c Well said, old mole! canst work i'th'earth so fast? / A worthy pioner!

     d detekteret: efter latin de tegere: af dække, opdage. Heraf detekteret: opdaget, udfundet, afdækket.

     e There can be no doubt about it at all, the Ghost in HAMLET was a far more arresting and prominent figure to the Elizabethan audience than he can ever be to us.

[TOP]