perolsen.net

Per Olsens videnskabelige produktion

Teomagiens Trange Tid Portal

William Shakespeares 'Hamlet, Prince of Denmark'

Side 1

SIDE 2

SIDE 3

Mystificeringens tematiske stratifikation

Træk af den mystificerede kunstversions kulturradikale agens

Socialargumentationen med det ukendtes dæmonologiske hypostaseringer

Præ-postfeudalisme og rationalisme/empiri-dialektikken

Mystificeringens tematiske stratifikation

Teksten her har (p. XXX og XXX) fastholdt; at sagnets temas særpræg gives ved den tøvende/snedige helt. Efter den omstående analyse, udfra den gående spiritualistiske debat, står det klart; at Shakespeares "Hamlet, Prince og Denmark" bibringer denne tøven en åndeligt, intellektuelt dimension, som teksten, i fortsættelse af de under indledningen til analysen (p. XXX) fastslåede forandringer, vil betragte som sagnoverleveringens stadigt uddybende behandling og aktualisering, hvis resultat i den endelige kunstversion ud- og underbygger de oprindeligt deriverede a tematiske størrelser.

Men udover den læsning teksten har beskrevet, udover tekstens implicitte socialreferencer må det forstås; at receptionen ligeledes har fordelt sig over de skitserede positioner, det vil skrive; at tilskuerne må have forstået temaudvikligen forskelligt, alt efter hvilket af de fire spiritualisme- eller dæmonologisyn de har bekendt sig til.

Gældende bliver da for alle fire positioner og deres opfattelser af den tragiske helt at: den "engel eller ånd"-undrende ungersvend, som udgår fra det forkætrede og stærkt omdiskuterede protestantiske universitetscenter i Wittenberg, endelig efter provokationen med det indlagte skuespil, som afslører den brodermyrdende konges slette samvittighed, underlægger sig "virkeligheden" og stykkets dramatisk-tragiske krav om handling, og således indtræder i sin tematiske funktion som hævneren, der har opnået et fuldt moralsk forsvarligt udgangspunkt for at realisere sin (2.2.23ff) meget omdiskuterede feudal-hierarkiske ambition om at blive konge, efter at have udført den logiske formular: brodermord = sønnehævn - sønnehævnens udførelse.

Samtidigt hermed gør:

Den sidste position fremgår ret implicit hos Dover-Wilson og dækker vel egentligt over den tredelte stratifikation på hvis overflade Dover-Wilsons (Lavater ibid p. xviii) "almindelige / jævne overtro" og niveau af "kloge mænd" og "koner" dækker over et sekundært niveau af såkaldte "scholar magicians"a i perioden især den berømte doktor John Deeb og de kabbalistiske mystikere, som i ret udstrakt grad overlevede de foregående og næst påfølgende århundreders de-dæmonologiseringer gennem kirkepolitikkens intensive hekseforfølgelser. Endelig kunne man forestille sig et tertiært niveau som kunne rumme de konkrete "magiske" og "oversanselige" fænomeners fremtrædelse i konkrete historiskt analyserbare psyko-sociale relationer over et væsen af det uerkendte, det ikke-vidste og disses dæmonologiske/spiritualistiske hypostaseringer fra de ovenstående niveauer. En fremstilling af denne fremtrædelses/væsens-dialektik forsøges i det følgende punkt.

[TOP]

Træk af den mystificerede kunstversions kulturradikale agens

Spøgelset viser sig først for de dæmonologisk set mest jævne af de fire, nemlig for Barnardo, og den spiritualistisk set mest kætterske: Marcello. - Først da afprøves spøgelses fremtrædelse på de to lærde herrer, hvoraf den første, den afvisende Horatio (med Scot-holdningen) overlever og på Hamlets opfordring efter sværdscenen bliver sagnformidlingens implicitte fortællerego (jævnfør bemærkningen 5.2.340ff):

"Har du nogensinde / mig baaret i dit Hjerte, saa hold ud / endnu en Stund fra Saligheden fjernet / at aande tungt i denne bitre Verden / for at fortælle, hvad min Skæbne var.". c

Ligeledes virker det værd at spørge sig selv om arten af den sindsforvirring Hamlet underligger. Dover-Wilson skriver (Lavater ibid p. xixf) om Barnardo og Marcello at deres opfattelse af spøgeri har:

"... en differentiering som er spinkel med betydningsfuld" a

Hertil fremhæves forskellen på Horatios og Hamlets reaktion på Barnardo og Marcellos historie, inden de selv har set spøgelset. Han skriver om Hamlet:

"Således gør han ikke nar af Horatios historie, som Horatio havde gjort nar af Marcellos og Barnardos historie.". b

Hvad man her ud af kan forstå: den ret hårfine skillelinje der skal trækkes mellem de divergerende syn, hvoraf kun Horatio (Scot) står i bund og grund uforenelig med de øvrige.

Teksten mener at kunne påpege, at Hamlets tvivlende position skyldes den store lighed mellem hans og de to katolske positioner, - bringes Hamlet overhovedet ud af sit Lavater-inspirerede grundsyn? - Bliver dette ikke snarere underbygget af de to katolske opfattelser?

Er det netop ikke en social pointe i dramaets appelstruktur, at den aktiverer den teologiske, det vil i samtiden endnu sige: den videnskabelige og intellektuelle offentligheds bevidsthed om ikke at have overvundet hverken den quasi-post-hedenske dæmonologisk forståelse (Barnardo), som - for den endnu svagere konsoliderede engelske protestantiske teologi - den gennem århundreder indarbejdede katolske spiritualistiske forklaring om muligheden for at bevæge sig fra sfære til sfære, fra det forkastede katolske limbo (: skærsilden) og dets påfølgende katarsiske c renselse (Marcello).

Det synes således værd at tilføje Dover-Wilsons banebrydende analyse det dynamiske moment, det vil sige at udvide dens tematiske tråde til andre af stykkets scener, et aspekt teksten kun i rids tør påtage sig med de socialargumenterende sider af "Hamlet, Prince of Denmark"s dæmonologi og spiritualisme.

Heraf virker de nu to fremlagte aspekter væsentlige, nemlig:

  1. en læsning af den tragiske helts død i forhold til "følgesvendens" overlevelse. Dette danner en virkeliggørelse af den afdækkede intellektuelt systematiske socialargumentation omkring det aktuelle spørgsmål om åndernes natur.

  2. den tragiske helts; - her: den protestantisk universitetsuddannede prins, og hans vaklen for og i positioner, som virker så meget lig hans egen, at en skelnen næsten ikke synes mulig.

Skillelinjen ligger omkring skærsildens eksistens.

Hamlet, og alle anden protestanter, afviser dette limbo, og alligevel kan Dover-Wilson forsvare sin "mellem linjerne"-læsning.

Lavater-synet fremtræder klart i "O Himlens Hær!"-replikken (1.5.92f) hvor muligheden for et "skærsilden" (som Dover-Wilson påpeger i Lavater ibid p. xxi) ligger lige for i den protestantiske helts tanker, men ikke i hans ord som virker klart Lavater-skolede:

"O, Himlens Hær! o Jord! - Hvad mere? skal jeg / paakalde Helved med? -".a

Lavater-teologen kan føle sig tryg tryg, omend den unge prins, i samme replik, gennem at acceptere "englen i faderskikkelse" som "Hamlet, fyrste, fader Dannerkonge"b (1.4.44/5) indfører denne balance, hvis skelnen lyder: (Lavater) = min fars billede manifesteret af en ånd, dæmon, engel eller djævel. (Le Loyer) = min fars billede manifesteret af min fars sjæl ved hjælp af en engel det vil sige Gud.

Denne sidst påpegede problemstilling, - hvis aktive komponenters væsen danner et spørgsmål om menneskelig eller guddommelig identitet, og heraf: eksistens, som sammenholdt med den ovenstående død/liv-læsning omkring den tragiske helt - finder udtryk i den tragiske monolog: "At være, eller ikke at være,"c (3.1.56).

Bemærk at denne problemkerne i tema-særkendet med udviklingen fra Saxes halvguddommelige helt til Shakespeares menneskelige helt, måske forklarer visse motivkædeudviklinger: Mordet genfortælles for eksempel hos Saxe, visioneres som festsals-nedslagtning hos Belle-Forest og transformeret ind i den spanske tragedies veneficium d hos Shakespeare.

Veneficium behandler Scot indgående i Booke vi (ibid Chapter iv-v-vi specifikt) og med hentydningerne i Chapter iii til de mange lærde afhandlinger om kvinders preference for netop denne forbrydelse, forstås "følgesvendens" Horatios, incest- og mordopfattelse som skal viderebringes til eftertiden. Altså "Danmarks råddenskab" som Marcellus udtrykker det ved slutningen af 1.4.

Onklen virker altså, for samtidens tilskuer, som en "kvindagtig" mand der bruger giftmordet, ikke mere mandige midler, på sin vej til landets trone og broderens kone.

En anden motivkædeudvikling som forklares: for eksempel Englands-rejsen, hvor Shakespeare ikke har brug for at lade sin menneskelige helt lykkes mere end nødtørftigt, lige nok til at han kan vende tilbage til sin død i tragediens afslutning. Endvidere lader Shakespeare landet, altså Danmark, falde i de ellers underlagte nordmænds hænder, efter at disse endog overlegent har eksekveret den historiske set velkendte afbankning af danernes arvefjender, venderne, (: polacks). Med disse små, men signifikante, forandringer bliver deroute bevægelsen, altså den nedadgående linje i heltekarakterens aftegning helt tydelig.

Hvis der medgives noget hold i, at Amlet oprindeligt har betegnet en antropomorf naturkraft, altså en art guddommeligt symbol for for eksempel polaksen, jordens rotation og andet af den hidindtil ubeviselige, men persistente a mytologiske snak kendt fra nordens gamle gudesagn, blev der med Shakespeares version sat et endeligt punktum i "menneskeliggørelsen" af helten, som nu end ikke overlever endsige vinder sin retmæssige trone.

Bemærkes bør det dog endvidere, at denne nedadgående bevægelse i karakterens væsen modsvares af en opadgående bevægelse i fremstillingen af heltens fremtrædelse; - således bliver én gåde og megen snuhed til mange gåder og én grublen i løbet af sagnets formidlingsproces

[TOP]

Socialargumentationen med det ukendtes dæmonologiske hypostaseringer b

Dover-Wilson påpeger; at den meget omdiskuterede linje i den tragiske monolog (3.1.79/80):

"det ubekendte Land, som ingen Vandrer / er vendt tilbage fra,". a

forklares gennem hans forskningsindsats som klar Lavater-snak, og ikke som en absurd modsætning til den faktiske spøgelsesfremtrædelse, som Hamlet har oplevet i spøgelsesscenen i løbet af første akt.

Sådan bliver monologens hovedpointe: at óm man kendte til tilstanden efter døden, hvem ville så orke at leve livet med alle dets prøvelser.

Den væsentligste argumentation bag pointen bliver altså med dæmonologien in mente, at det ukendtes utallige dæmonologiske hypostaseringer i samtiden sættes ud af spillet, gennem dramaets parallelisme mellem det ukendte og døden, - en parallelisme som vægtes gennem dæmonologiske momenter, fra det intellektuelt spekulative i den tragiske monolog (3.1.56ff) og emotionelt impulsivt (5.1.93ff) i scenen med de to graveres diskussion om betimelighedens af Ophelias jordfæstelse i indviet jord.

Ophelia drives af de tragiske kræfter ind i den handling Hamlet i monologen har foreskrevet som den rette handlen, efter at den ukendte dødsfaktor har fundet forklaring.

Denne problemstilling ligger present i det 20. århundrede e.v.´s eksistentialisme b, hvis filosofiske, materialistiske diskurs synes nået endnu videre i negeringen, altså benægtelsen, af den oversanselige faktor, for så vidt at den implicitte modstand overfor det ukendtes dæmonologiske hypostaseringer hos for eksempel Satre, Camus og mange andre [i], udvides til en end og total negering af de spirituelle, her forstået som de kanoniske dogmer og årsagsforklaringer, et skridt Shakespeare ikke har kunnet tage, hvor meget han end hentede sine dæmonologiske og spirituelle inspirationer hos skeptikeren Reginald Scot.

Hvad Hamlet i monologen evner at sætte i stedet for hypostaseringerne, i stedet for dommedag, dæmoner, engle, åndelige hierarkier og så videre danner det ukendtes derivat c, dødens derivat "søvn" - "bevidstløshed".

Det virker klart udfra Lavater, at sjælen går til himmels eller helvedes efter døden, og i forlængelse af den protestantiske holdning bliver diverse dæmonologiske forklaringer til blotte og bare mulige mareridt, som på grund af angsten for den ukendte faktor "farver beslutningens ungdomsrødmen med gustne overlæg.".

[TOP]

Præ-postfeudalisme og rationalisme/empiri-dialektikken

Præ-post-feudalisme kan virke som en kluntet term, men tilsigter at den tidlige post-feudalisme blandt andet betegnes ved skabelsen af dén tanke- og åndsbevidsthed som synes nødvendig for etableringen af en rationel videnskabelig omverdensforståelse, det vil i denne forbindelse sige en de-dæmonosering altså en rationalisering af den hypostaserede virkeligheds natur. Shakespeare ses i denne forbindelse som det meget tidlige borgerskabs mand, hvis tankevækkende dramatik starter denne udvikling, der i de påfølgende århundreder bliver udgangspunkt for de borgerlige revolutioner og den såkaldt moderne videnskab.

- Den læsning teksten lægger op til: altså den præ-rationalitet og den præ-empiri-ende over hvilke det moderne bevidsthedsrum spindes (jævnfør foregående slutnote).

Denne dialektik ligger historisk eksplicit fra reformationen og frem til Newton, og teksten ser Shakespeare her i mellem som det nødvendige omfortolkende fortællerled igennem hvilket den ydre autoritære kirkelige gestaltnings årsagsforklaringer langsomt, men sikkert, falder sammen om den høj-feudale bevidsthed, en udvikling som internt i Shakespeare-forskningen markeres som bruddet mellem middelalderengelsk og såkaldt "New English" i 1666 e.v..

Dette kan med analysen in mente fremgå ret tydeligigt af Hamlets replik til to af ursagnets vigtigste bipersoner, Guildenstern og Rosencrantz [ii], (2.2.256ff):

"O, Gud! jeg kunde være indelukket i en Nøddeskal og anse mig for Konge over et grænseløst Rum, naar jeg kun ikke havde onde Drømme.". a

Replikken ligger tydeligt i forlængelse af den spirende individualitetsopfattelse, som markerer overgangen til det moderne verdensbillede efter reformationen, men lægger samtidigt ordret op til den tragiske monolog og gør endvidere dette på dét dramatiske plan som den elizabethanske tilskuer må have forstået, i det de to omstående påpegede læsninger (p. XXX): 1. den tragiske helts død (følgesvendens overlevelse) og 2. den tragiske helts intellektuelle positionssplitelse; tydeligt sættes på den spydspids, hvis to odder går henholdsvis tilbage til den dæmonologiske indledning og frem til den tragiske afslutning; - samtalens videre forløb, om "ambitioner" som "skygger af en drøm" ligger i direkte forlængelse af Lavater (ibid p. 215) som Rosencrantz og Guildenstern, som lærde, må formodes at kende.

Det synspunkt de stiler op i mod Hamlet bliver altså; at hans ambition om at slå kongen ihjel vil slå ham selv ihjel, fordi han har lært at tro at en djævel eller en engel står bag spøgeriet.

Tekstens synspunkt bliver altså her, at det drejer sig om en såkaldt "konversationskonkurrence", en velkendt middelalderlig fornøjelse for de bedre uddannede, en konkurrence som Hamlet taber, jævnfør (ibid 2.2.268 og p. 272):

""... jeg er paa min Ære ikke Mand for at følge en Tankegang." ... "... paa Venskabs slagne Landevej," a

Hamlets nederlag falder i tre dele:

  1. Verden = et fængsel hvis Danmark = et fængsel. - Her må han allerede renoncere b til at tanken selv skaber godt og ondt.

  2. Dette fører til Rosencrantz og Guildensterns indsnævring mod ambitionen, hvor Hamlet igen falder: den citerede replik, hvor han ekspliciterer sin egen død.

  3. Inden Rosencrantz's platonisme gør ideen bag drømmeskyggen til en endnu magrere skygge.

Som følge heraf bliver monarker og helte til kun tiggere og stodderes skygger, deres ambition til kamp mod luftsyn i en verden som tanken har defineret et fængsel.

Det bør derfor heraf fremgå ikke alene, at dette centrale møde bærer knudeknytningenc frem og tilbage i stykket, men også - i følge den fortsatte samtale - introducerer skuespillerne og heraf den mime som med sin bevisgang omkring brodermordet vil overbevise Hamlet; det vil sige gøre hævnen nødvendig for hovedpersonen. Hamlet presser de to til at indrømme at de vil sladre herom til kongen, mens han udforsker konsekvensen af sit nederlag, induceret som den empirisk set rådne konsekvens af hans rationelle ræsoneren (2.2.266/7):

"Saa er vore Stoddere Legemer, og vore Monarker og vidtberømte Helte kun Stoddernes Skygger." a.

Lavater-citatets udgangspunkt ligger i det allerede belyste problemkompleks omkring at slå en ånd ihjel (se p. XXX 14) og Dover-Wilson i Lavater ibid p. xix) Lavater skriver:

"De som vil ramme ånder og spøgelser med et sværd, ... kæmper, virkelig, med deres egen skygge". b.

[TOP]


     a deriverede: efter latin de rivare: af komme, aflede, deriverede altså: afledte eller udledte, litterturvidenskabelig fagterm. Se eventuelt fodnote om derivat nedenfor p. XXX.

     a scholar magicians: engelsk: lærde magikere. Blandt andet teologisk lærde, der kunne læse de klassiske værker og andre magiske tekster som blev tilgængelige i perioden. Scholar magicians altså: lærde troldfolk.

     b John Dee: (1527-1608 e.v.) engelsk universalgeni. Opnåede efter sigende, sammen med det spiritualistiske medium, Edward Kelley, kontakt med adskillige engle, som åbenbarede et sprog og et magisk system. Se eventuelt Forfatterens "Det præteknologiske gennembrud 1979-96" og "S.M.S.".

     c If thou didst ever hold me in thy heart, / Absent thee from felicity awhile, / And in this harsh world draw thy breath in pain, / To tell my story ...

     a... a differentiation which is slight but significant ...

     b Thus he does not pooh-hooh Horatio's story, as Horatio had pooh-hoohed the story of Marcellus and Barnardo.

     c katarsiske: efter græsk katharsis: renselse. Katharsis overført: litteraturvidenskabelig fagterm for heltens erkendelse efter sin heltedåd; receptionsmæssigt: den renselse en tilskuer gennemgår ved at lide med den tragiske helt. Heraf katarsiske altså: ligesom sjælerensende. Se eventuelt Forfatterens "Les roues de la revolte" (L.R. de L.R.) for yderligere uddybning af dette kendte litterære begreb.

     a O all you host of heaven! O earth! what else? / And shall I couple hell?

     b Hamlet, King, father, royal Dane. 

     c To be, or not to be, (i tilfælde af at læser gerne ville kende Olsens d-prim version kommer den her: 'Eksistens ikke-eksistens? Godt spørgsmål!' eller på engelsk. "Existence non-eksistence? Good question!"

     d veneficium: efter latin venenum facere: gift gøre, heraf veneficium: giftmord, en af oldtidens op til middelalderens mest almindelige drabsmetoder, i moderne form ofte som narkotika-overdosering.

     a persistente: efter latin persistere: holde ud. Persistente altså: vedholdende, hårdnakkede, udholdende.

     b hypostaseringer: efter græsk hypo stasis: under tilstand, nedsat stillestående tilstand, heraf hypostase: det tilgrundliggende, det væsentlige, substansen, hypostaseringer altså: det at opfatte abstrakte begreber som grundliggende væsenskerner, her: at tro på dæmonologiens grundliggende postulater.

     a The undiscovered country, from whose bourn / No traveller returns,

     b eksistentialisme: efter latin ex stare: frem stå, heraf ex(s)istere: træde frem, still. Heraf eksistens: liv, levevilkår, heraf eksistentialisme altså: filosofi, som vil belyse hvad eksistensen indebærer, lives centrale valg imod intetheden, fremmedgørtelsen og dødsangsten. Jævnfør tidligere fodnote om "det sartreske eksistentielle valg" p. XXX.

     c derivat: efter latin de rivare: af lede, heraf derivat: noget som afledes af noget andet, som litterturvidenskabelig fagterm derivat altså: et emne, et digterisk stof afledt af tidligere skrifter eller for eksempel folkelige fortællertraditioner. Se eventuelt tidligere fodnote om "deriverede" p. XXX.

     a O God! I could be bounded in a nut-shell, and count myself a king of infinite space; were it not that I have bad dreams.

     a... by my fay, I cannot reason. ... in the beaten way of friendship, ...

     b renoncere: efter latin re nuntius: igen, tilbage sendebud, heraf renuntiare: bringe en meddelelse tilbage. Heraf at renoncere altså: opgive, give afkald på, tilbagekalde, trække sig tilbage.

     c Knudeknytningen: klassisk litteraturvidenskabeligt ord, som angiver der hvor historiens dele strammes op, hvor trådene strammes og handlingen bliver uomgængelig, samt den måde disse ting skabes på. Efter Aristoteles, se endnu engang eventuelt Forfatterens "Les roues de la revolte" (L.R. de L.R.).

     a Then are our beggars bodies, and our monarchs and outstretched heroes the beggars' shadows...

     b They which will strike spirits and ghosts with a sword indede ... fight with their own shadow.

[TOP]


[i]. Denne problemstilling ligger present i det 20. århundrede e.v.´s eksistentialisme, hvis filosofiske, materialistiske diskurs synes nået endnu videre i negeringen, altså benægtelsen, af den oversanselige faktor, for så vidt at den implicitte modstand overfor det ukendtes dæmonologiske hypostaseringer hos for eksempel Satre, Camus og mange andre, udvides til en end og total negering af de spirituelle, her forstået som de kanoniske dogmer og årsagsforklaringer, et skridt Shakespeare ikke har kunnet tage, hvor meget han end hentede sine dæmonologiske og spirituelle inspirationer hos skeptikeren Reginald Scot. + mere herom, sat i relation til de øvrige slutnoter og den kommende diskussion.

 

[ii].Det er værd at bemærke, at navnesymbolikken kan henføres til Kristian Rosenkors, den tyske adelsmand som i det 16. århundrede fulgte sin gyldne stjerne og fandt visdom i østen det fjerne; - en velkendt mytedannelse i samtiden, som førte til grundlæggelsen af de første rosenkors-loger i det 16. århundrede og udgivelse af de første pamfletter i England omkring 1615. (Se eventuelt King, Regardie, Waite & Foster Case in bibl.). Disse ordener eller broderskaber er klassificeret som "kabbalistiske mystikere" i den folkedæmonologiske stratifikation p. ?.)

[TOP]