perolsen.net

Per Olsens videnskabelige produktion

Teomagiens Trange Tid Portal

Havet og Hauke

Et spøgelse og dets beretning

Havet som dødssymbol - Frisernes livsbetingelser

Skitse af historie- og fortællertradition

Hauke-figuren og fortællertraditionen

Havet som driftsmotiv i Hauke-figuren

En psykologisk analyse af besættelsen

Overtroen i miljøet

Dyresymbolikken

Rammefortælling og troværdighed

Et spøgelse og dets beretning

DEN næstfølgende delanalyse beskæftiger sig med en af den såkaldte "borgerlige realismes" mesterværker, produceret af Theodor Storm (1817-88 e.v.).

Med denne beretning ses en moderne version af stedfortræderdrabet, eller "Vicariatlidelsen", som Georg Brandes ("Sagnet om Jesus" ibid p. 29 beskrevet p. XXX) kaldte det.

Hauke-figuren fremstilles som en mand der brænder for en idé, et overmenneske som kan indse, hvad hans samtidige medmennesker i miljøet næppe kan ane. Hauke Haien-personen ligner således en sen borgerlig pendant til dette gamle motiv, til fremstillingen af hvordan den moderne masse/massemennesket, som opstår med det borgerlige samfund, finder velegnede stærke forbilleder, som den/det kan skjule sig sikkert under.

Hvad dette angår, antager Hauke-karakteren den samme position som en art Jesus-ideal. Han står imod sit folk, som ikke forstår hans geniale indsigt, han gennemfører projektet på trods af deres protester, og kommer, i kraft af at han har ret, til at stå dels som en frelser, dels som en art overmenneske.

Men Hauke-figuren ligner óg en sen Kristus-version, derved at han dør for sin store plan og da óg senere genopstår, ikke som abstrakt spirituel enhed, som med Jesus-figuren i dette dens Kristus-aspekt, men som et ganske håndgribeligt spøgelse, der advarer sit folk hver gang faren truer fra det store nådeløse naturelement, havet, som danner det frisiske folks nære livsbetingelse og -grundlag.

Endelig findes der et sidste punkt, hvor Hauke Haien-figuren ligner Kristus-myten til forveksling, omend i en nyere, mere moderne og noget mere overskueligt lokal form.

Ligesom Jesus-figuren står Hauke Haien-starutten som en ren og pur litterær fiktion, der, i kraft af sin virkelighedstro gengivelse og sin valgte fortælle- og fremstillingsmåde, kom til at fremstå som en virkelig historisk person, en person som i dag har lagt navn til inddæmmede områder, blev beskrevet i flere filmatiseringer og så videre.

Kort sagt, Hauke Haien-karakteren står som en sidste, eller i hvert fald en sen, version af den type fortælling og den type fortællemåde, der skabte Jesus-figuren, inklusiv dens tre væsentligste kendetegn:

  1. Hauke-figuren fremstilles som et overmenneske, der kan nogle ting og har nogle indsigter som det almene menneske ikke fatter, men har behov for at fatte.

  2. Hauke-fyren fremstilles som et idealistisk menneske der dør for sin overbevisning, og som i kraft af denne sin død, opnår en status som den der går i forbøn, der advarer og derfor frelser folket og den enkelte i farens stund stillet overfor den som overnaturlige forståede natur.

  3. Hauke-figuren udgør en ren fiktiv opfindelse, uden det mindste hold i en konkret udlevet eller gennemlevet virkeligheds livsforløb. Dog blev figuren, på mindre en hundrede år, så integreret i den nordtyske offentligheds bevidsthed, at mange allerede nu ikke evner at afgøre om der virkelig har eksisteret en faktisk person, Hauke Haien, eller ej.

Af blandt andet disse grunde virker den foreliggende lille roman yderst vedkommende for denne bogs emne. I fortsættelse heraf, og af diskussionen fra Shakespeare, virker det endvidere relevant, at forstå hvordan det netop bliver spøgelsesformen, efterlivseksistensen, som ingen med fuld ret kan sige at have indset (jævnfør p. XXX), forstået, endsige bevist, men som dog, i det foreliggende tilfælde, bliver mere virkelig end hvad man normalt ville tillade i et jævnt folkeligt miljø, ikke fordi der findes så mange beretninger om denne genganger, men fordi disse beretninger kædes sammen med den type eskatologiske a undergangsforventninger, som allerede Brandes viste som en højere indbygget mekanisme i den mere dogmatiske, teologiske kristendom man møder både hos Johannes, evangelisten, og hos Johannes forfatteren til "Johannes Åbenbaringen" (jævnfør p. XXX).

Men selv om forfattere har skabt Jesus-lignende figurer efter den borgerlige realisme, som Theodor Storm udgør en fin repræsentant for, opstår der, som det vil  fremgå af de næstfølgende analyser, en ny art "supermenneske", en ny art "frelsesmand", en helt ny "litterær fiktion", som, omend den da har klassiske forbilleder, faktisk virker ganske typisk og speciel for det moderne borgerlige retssamfund, hvor vareproduktion og konsumkultur, hvor den individuelle selverkendelse og livserfaring lidt efter lidt forandrende overtager de tidligere forestillinger, om en himmelsk retstilsstand hinsides menneskelig forståelse, en fattig nøjsomhedsverden med efterdøds belønning, et kollektivt menighedslivs faste ubevægelige samfundspositioner og fastlagte livsforløb.

Den figur, som om nogen typificerer disse individuelle erkendelsesformer, den figur som starter opgøret med Jesus-figuren som et bedre, ophøjet og gavnligt væsen, bliver i første omgang dobbeltgængeren.

Den spaltede, skizofreneb bevidsthed, som så megen moderne kulturkritik ser som en naturlig forlængelse af varesamfundets konsumkultur, af det opsplittede arbejdsliv og den fremmedgjorte produktionsmåde, af de erkendelsesorienterede videnskabelige indsigtsmetodikker og af det verdslige samfunds overladelse af religionstænkningen til privatlivets fred.

De borgerlige klassiske frihedsrettigheder fuldender, hvad den protestantiske bølge startede: individualiseringen, ja partikulariseringens sekularitet a, altså det sammenbrud af en kollektiv forestilling om, at "vi alle mener, tror og tænker det samme i denne sag, og at den blandt andet derfor bør regnes for den skinbarlige sandhed!".

Netop det med en kollektiv fælles annammelse af det uforståeligt uvirkelige bliver et gennemgående motiv, lige fra de litterære fiktioner omkring Jesus-figuren og frem Til Hauke Haien-personen, den kollektive overtro Hauke-kanutten konfronterer og overvinder, og udviklingen i de næstfølgende analyser viser denne litterære konstants' vej ind i den enkeltes individuelle sind, en rejse som sidste del af bogen vil vise fører til den individuelle frelses- og/eller erkendelsesvej så typisk for det 20. århundrede e.v..

[TOP]

Havet som dødssymbol - Frisernes livsbetingelser

Nordfrisenland ligger lige syd for den danske grænse i Tyskland ud mod Nordsøen. Igennem generationer har friserne altså kæmpet med og mod havet og har med tålmodigt og velplanlagt arbejde lidt efter lidt indvundet land. Et sådant indvundet landområde kaldes en "koog", og betegner altså et inddæmmet landbrugs- eller kvæggræsningsegnet areal.

Lidt patetisk kan det skrives: at hver plet jord fravristes havet, dyrekøbt med slid og slæb og pludselig død. Selv i moderne tid regnes digebruddenes tid ikke for forbi; skadernes virkninger kan måske lettere forebygges nu om dage, men et studie af egnsavisernes omtaler af digespørgsmål, over blot nogle få måneder, vil afsløre at større og minder brud, uregelmæssigheder, nykonstruktioner og reparationer til stadighed regnes for "godt stof", stadig danner nyheder som sluges af en befolkning, der i århundreder har ført den stejle kamp mod havet om de værdifulde pletter sandet kartoffeljord; en befolkning hvor både fiskere og bønder vokser op med bevidstheden om at dét og dét familiemedlem, dén og dén ven har endt sine dage i den voldsomme Nordsøs dyb, en befolkning som til stadighed, ikke blot i Frisenland, men fra Bretagne i Frankrig og helt op til Skagen i Danmark, lever i et konstant digeberedskab, klar til at sætte ind med alle kendte midler når og hvis katastrofen indtræder igen.

Denne tunge kamp har naturligvis, med sine arbejds- og livsofre mærket befolkningen, dens bevidsthed og dens kunstneriske sprog, således at for eksempel en bredere fortolkning af symbolet: "hav", givet hos W.Y. Tindall i "The Literary Symbol" vel nok virker rigtig, men ikke helt så rar, om dens ordlyd kom en friser for øren, en friser som lever med denne død/liv realitet af begyndelse og afslutning. Tindall (ibid p. 150f):

"... havets bevægelse og stadighed, dets dybde og enorme udstrækning gør det til et billede på tilflugt, fare, mysterie, uendelighed af alt som er fremmed og indbydende. Havet er vort udspring og vor afslutning, og, i såvel poesi, drømme som myter, har det altid syntes en nødvendighed for os at rejse henover det; for livet er en rejse og vi sætter ud i skibe af samfund og selv.". a

I en fortsættelse af citatet kunne man sejle væk fra den direkte relation: hav (kamp/død) indtil den bredere definition: fødsel/liv-død, og se på den øvrige natur i Frisenland og overlevelsesbetingelserne for befolkningen.

Heden, marsken og det sparsomme bondeland omkring de små husansamlinger: det landskab man finder der, igennem hele middelalderen og frem til i dag. Den aldrende Theodor Storm skrev selv herom i et brev til Emil Kuh (Holander ibid p. 95):

"Jeg vidste ikke, at indtil mit 18. leveår havde intet menneske ... udøvet indflydelse på mig, der imod har jeg fra steder opfattet stærke indtryk: fra heden, som dengang endnu lå mellem Husum og landsbyen, hvor jeg næste hver 14. dag gik med sønnen af den derværende præst, som besøgte læreskolen i Husum, fra min Oldemoders ensomme have, ... også fra marsken, som lukkede sig tæt om byen, og havet, især den ved ebbe så storslået øde Nordsøstrand.". b

Det kunne vel forekomme at gangen i dette Storm-citat så udmærket lægger op til en afslutning på dette første punkt af analysen, ved at begynde med de landskaber som den nåede frem til at skulle beskrive for fuldstændighedens skyld, og at vende tilbage til det hav, hvis dødssymbolske egenskab teksten har søgt at eftervise i den frisiske folkebevidsthed; ved yderligere at blotlægge dette hav i et af dets mere livsbekræftende symbolske egenskaber, nemlig ved den "storslåede" ebbe, hvor de store vidder af endnu ikke indvundet strand/land ligger blottet for folket og dets erobringstrang.

Den ganske specielle nordfrisiske stemning, den grå, susende ensomme vemodige længsel, blev et særkende ved Theodor Storm, som Johannsen skriver i sin bog "Rejser i litteraturen" (ibid p. 121):

"Med Theodor Storm fik Husum sin plads i litteraturen. Fra det øjeblik, han havde skrevet versene om "Die graue Stadt am Meer", gik byen fra at være en samling huse over til at blive et symbol på et landskab og på den vemodige erindring om ungdommen. Når man som fremmed går igennem gaderne, synes man, at Storm og Husum er identiske.".

Johannsen citerer også følgende digt af Storm (ibid p. 119f)¨'

"Havstrand"

"Mod havet nu flyver mågen,
og skumring bryder ind;
over de fugtige vande
spiller aftenskin.
Grå vinger basker
henover vandet her;
som drømme ligger øerne
i tågedis på havet.

Jeg hører det gærende slams
hemmelighedsfulde tone,
ensomme fugleråb -
sådan var det altid.
Endnu engang ryster stille
og tier så vinden;
fornemmelige bliver stemmerne,
som er over dybet.". a

Dette smukke digt indfanger både frisernes forhold til havet som dødbringende og livgivende: Mågen og havet danner digtets egentlige hovedpersoner indtil det sene "jeg".

Fra den begyndende aftenstemnings direkte ord "måge" betegnes dyret endvidere med "grå vinger" og "ensomme fugleskrig", så at billedet af fuglen og dens skrig tegnes gråt og dødsdystert ved at stå sammen med ordet "hav" som bliver til "fugtige vande" "vandet" "havet" for så efter disse mange gentagelser, som kunne skrives at mime det evindeligt tilbagerullende bølgebrus, af forsvinde i syv linier og endelig at vende afslutningsvist tilbage som "det dybe", altså først karakteriseret ved næsten alle sine direkte substantiviske benævnelser, for endelig at adjektiveres i sin farlige egenskab, og hvilke stemmer mon kan fornemmes over dybet?

Det livgivende aspekt står i direkte fortsættelse heraf: mågen sætter ud mod og svæver henover vandene og småøerne, i forlængelse heraf blandes fuglestemmen med lyden af det gærende slam, for, når dén vind som driver havet, både til aflejringer (øerne og slammet) og oversvømmelser, tier, at lade digteren høre mågeskriget, således at dialektikken mellem liv og død, mellem land og menneske ved havets tilbagetrækken overfor vand og måge ved dets fremtrængen, ligger lige for.

Det synes således hermed antydet; at havet i den frisiske befolknings bevidsthed, som det fremgår hos Theodor Storm en af dette folks førende digtere, fungerer som et billede på døden og dens overmagt, dels fordi havet direkte dræber og har dræbt så mange frisere, dels fordi havet indirekte fjerner livsbetingelser ved oversvømmelser.

Havet danner således for friseren naturligvis det samme symbol som Tindall generelt fremhæver, blot findes der, på grund af de særlige livsomstændigheder, en endnu stærkere undertone af det "fremmede", "truende" og "farlige", som Storms novelle da også vil understrege.

"Der Schimmelreiter" foregår altså i dette frisiske miljø, og der gøres store anstrengelser for at få læseren til at tro at der drejer sig om et virkeligt og autentisk sagn. - Hvilket imidlertid ikke kan regnes for tilfældet, og inden næste punkt vil teksten fastholde følgende tre fakta for at undgå misforståelser, som let kan opstå på grund af fortællingsstrukturens snedigt slyngede rammer (mere om rammefortællingsprincippet i denne analyses sidste afsnit).

  1. "Der Schimmelreiter" kommer altså slet ikke af et frisisk folkesagn; historien blev først udgivet i småtryk omkring år 1838 e.v.; - uden bevis lader den en rejsendes referat fremstå som et autentisk sagn.

  2. Theodor Storm kendes ikke (kun) som en egnsfortæller, men anerkendes som en national digter, regnet blandt Tysklands største af mange trofaste læsere. Storms politiske tilhørsforhold knyttede ham stærkt til egnen i mod- og medgang og således bliver en stor del af hans fortællingers miljøer anbragt i det nordtyske regi; men det bør stå fast: at såvel som det (1) ikke handler om et autentisk folkesagn, drejer det sig heller ikke om en autentisk frisisk folke- og sagnfortæller, men om en national digter og en ivrig førerfigur i den aktuelle litterære idedannelse (: den borgerlige realisme).

  3. Novellen skildrer altså et folkesagn og giver udtryk for at være: indadtil: et led i fortællerkæden; udadtil: et led i nedskrivnings- og bearbejdningskæden; - men det springer kun af forfatterens fiktion, i virkeligheden synes det højst sandsynligt; at det i 1838 e.v. udgivne småtryk udgør fri fantasi udsprunget af den velkendte gængse senromantiske små-gotiske bølges velkendte skrækstil.

At hovedpersonen Hauke Hainen så, efter Storms novelle, blev en frisisk folkehelt synes noget helt andet, som i høj grad gør det endnu sværere at skelne virkelighed og uvirkelighed, faktiske forhold og digterisk fantasi fra hinanden. Husum bugner i dag af Storm mindesmærker og man opkaldte i 1960 e.v. en ny indvundet "koog" efter hans helt: "Hauke Haien Koog".

Efter at disse faktiske forhold står fastslået, bliver det dog alligevel muligt, udfra fiktionens beskrivelser omkring nogle faktiske forhold, at iagttage nogle mekanismer i den folkelige fortællertradition som novellen prætenderer:

[TOP]

Skitse af historie- og fortællertradition

Det regnes som et almindeligt kendt faktum; at egnsspecifikke mindretal ofte bevarer kulturelle og sproglige særegenheder gennem en særlig velfunderet fortællertradition.

Naturligvis trænges denne fortællertradition i nyere tid hårdt af de elektroniske massemedier og de centraliserede styreformers folkesærprægsudjævnende virksomhed; men det har vist sig lige så naturligt, at man i de forskellige mindretal, i stedet for passivt at lade det kulturelle særpræg gå under i den folkelige almindelighed, tager kampen op i og med de nye kommunikationsformer, godt hjulpet af udsigterne til forøgede turistindtægter.

De oprindelige folkelige kulturformidlinger lader sig altså generelt hverken undertrykke ved de centraliserende enhedsbestræbelser eller de moderne massemedier, snarere synes de at absorbere dem og i modsætningsforholdene synes de at finde den nødvendige modstand til at vise sig stærke og samhørige.

Samhørigheden danner vel overhovedet den væsentligste faktor for et mindretal og dets kulturelle formidlingsmønster. - Man befinder sig i bogstaveligste forstand i samme båd, og hvert enkelt individ følges fra vugge til grav af kollektiviteten, uden virkelig chance for at overvinde endsige stille sig uden for miljøet, med mindre vedkommende forlader det og tager til de store kosmopoler, altså bysamfund.

Dette faktum om de egnsspecifikke mindretal skaber samtidigt en stor del af fortællertraditionens stofmængde. Man fortæller om det kendte og det exceptionelle i det kendte, hvoraf følger at: de livsskæbner som stiller sig udenfor eller over miljøet bliver selvskrevne objekter for dets fortællere.

Ovenstående ligner opskriften på den egentlige historie i "Der Schimmelreiter", den inderste ramme i denne fortælling, hvis historie ofte udlægges som den enestående, overmenneskelige person, der i kraft af sin energi, forstand, sit vovemod og exceptionelle initiativ sætter sig ud over det lokale miljøs begrænsninger og foranstalter store forbedringer i dets livsvilkår, samtidigt med at han bliver objekt for fortællerne i det traditionelle formidlingsmiljø.

Hvis teksten her kort repeterer den "almene sagnformidlingsmodel" (introduceret p. XXX) drejer det sig altså om at et sagn, en beretning af denne type udvikler sig fra:

Ill. den almene sagnformidlingsmodel

1: Selve hændelsen som så bliver A: øjenvidnerne og de impliceredes oplevelse, som krydser over til 2: deres forklaringer til B: førstegangslytterne og videre i deres 3: genfortalte versioner i C: slægtledene af lyttende og gentagende, indtil man bryder fortællerkæden og fremstiller 4: de første nedskrevne versioner, referater mulige som 4a,b,c,d,: presse (a), småtryk (b), skrivende fortælleres optegnelser og krøniker (c) og folkloristers materiale (d); disse kan da blive lokalt cirkulerende og kan derfra gå videre til at blive D: interlokalt kendt, 5: herfra kan versionen så komme til at tjene som oplæg for en kunstnerisk bearbejdning der igen kan blive E: nationalt/internationalt udbredt.

Dette synes tilfældet med Storms "Der Schimmelreiter" hvor 4 bliver det i Danzig 1838 e.v. udgivne småtryk (4a) og D foregik ved det i Hamborg udgivne forelæg senere samme år (4d) og 5 udgør den stormske version.

Teksten kan altså om den frisiske fortællertradition i almindelighed, og om "Der Schimmelreiter" i særdeleshed fastslå at: det drejer sig primært om mundtlig overlevering af muligvis virkelige hændelser, at historien efter sin vandring i fortællerkæden langsomt antager den form, som endeligt nedskrevet bliver et muligt forelæg for egnens kunstnere i deres søgen efter direkte kommunikerende materiale, efter historier som, - i kraft af identifikation, identitetslighed og deraf følgende genkendelse, - kan fænge og genfænge de lokales interesse; i hvilke de kan finde dele af deres egen dagligdag og verden, med alle dens gøremål, glæder og farer - og hvorom de kan udtale sig med kompetence, hinsides de gængse kategorier af kulturelt mindreværd og kunstner- læserproblematikkerne, hvilket jo lykkedes så godt med det af Storm omplantede lokale småtryk (som ikke har haft andre tidligere led end 4a (jævnfør omstående p. XXX), at friserne i 1960 e.v. opkaldte et nyt "koog" (altså inddæmmet landområde jævnfør p. XXX og p. XXX) efter ham som red på den skimmelgrå hest: Hauke Hainen-personen, "der Schimmelreiter".

[TOP]

Hauke-figuren og fortællertraditionen

Det bliver udfra tekstens ord: de livsskæbner som stiller sig udenfor eller over miljøet bliver selvskrevne objekter for dets fortællere (p. XXX) klart at en person som, den af Storm fremstillede, Hauke-figuren, naturligt hører hjemme i fortællingerne, at han, allerede fra sine tidligste år, må have fremprovokeret denne ubevidste, måske i nogle tilfælde endog: bevidste, opfordring til at bemærke ham og hans handlinger, som enhver god fortæller altid forholder sig opmærksom på, i sine sonderinger over mulige objekter for sin refererende fantasi.

Novellen præsenterer hovedpersonen fra en række forskellige vinkler: han optræder i en historie digteren Storm læser som barn, heri beskrives han først som et spøgelse; siden fortælles så hans livshistorie, som den siges forløbet nogle hundrede år forinden.

I løbet af den livshistorie bekræftes hans spøgelsessituation endnu engang (Storm ibid p. 145), således; at det egentlige spændingsmoment ikke bliver for eksempel: vil det lykkes eller ej? eller for eksempel: hvad vil der blive af helten? - men: hvordan og hvorfor går det helten som man ved det går ham?

Uden, i første omgang, at gå nærmere ind på Hauke-figurens psykologi og adfærd, vil teksten prøve at give et billede af ham, som han fremtræder for læserens bevidsthed, udfra novellens beskrivelse af ham:

Om Hauke-figuren bør kaldes en helt eller en skurk synes slet ikke så let at svare på, fordi hans psykologi (se mere herom nedenfor) virker så belastet som den gør. Men i hvert fald virker han som et advarende spøgelse længe efter sit liv, og som sådan måske som en slags helt, varslende om storm og undergang. Citat ibid p. 112:

""Skimmelrideren!", råbte en i selskabet, og en forskrækkelsens bevægelse gik igennem de øvrige". a

Sådan reagerer friserne på underretningen om den rejsendes syn af manden på den grå hest, som i stormen over digevejene, sprinter forbi med sine glødende øjne stift rettet fremad og sin sorte kappe flagrende bagud, for endelig at forsvinde ned af digets side, ud i havet, lidt længere fremme (fremstillet ibid p. 110).

Dette billede danner netop "den frisiske folkebevidstheds billede" af Hauke Haien-helten, "der Schimmelreiter" -: stormvarsel for fuldt firspring!

Dertil kommer så selve livshistorien om et menneske i naturdrifternes vold, med en lidenskabelig trang til en guddommeligt overvindende beherskelse af det ubesejrlige hav; et menneske i hvem djævlen havde indblæst sit unaturlige og glødende begær efter den umulige sejr, på bekostning af alt andet.

At Hauke-figurens faglige dygtighed så allesteds synes ubestridt, gavner kun det samlede billedes kompleksitet, tilsætter de verdslige dyder", som giver figuren dens intense fare; netop ved at kunne sine ting, netop ved at leve op til hvad man i almindelighed kunne forlange af hám, digegreven, samfundets lokale øverste myndighed, sikkerhedens vogter, digernes behersker - netop derfor og samtidigt hermed bliver dæmoniseringen - som det vil fremgå nedenstående - noget som foregår over alt omkring ham, både mens han lever men især efter at han dør.

- Angsten virker ikke blot for det overmenneskelige, ej heller blot for øvrighedspersonen, og end ikke blot for spøgelset, angsten betyder især at når spøgelset viser sig kan man vide sig sikker på at hele samfundet trues, at digerne et eller andet sted synes usikre og at stormen kommer.

Delvejskonklusion: teksten har vist; at Hauke-figuren dels eksisterer som det stormvarslende nattespøgelse og dels i sin komplekse livshistories mangefacetterede aspekter af diabolik, anderledeshed og professionalisme.

[TOP]

Havet som driftsmotiv i Hauke-figuren

Teksten vil nu gå lidt videre med Hauke Haien-figuren, dissekere lidt i hans indre deles psykologi og dennes sammenhæng med udviklingen i hans livshistorie.

Denne redegørelse vil falde i to punkter, som begge tager ordet "besættelse" som udgangspunkt, således at det første bliver "besættelse" i ordets magiske, sagn- og myte-relevante betydning og det andet benytter sig af ordet "besættelse" i dets betydning som psykologisk fagterm hos Sigmund Freud.

"Endelig må vi som repræsentanter for magten nævne de dæmoniske mennesker, de besatte; en dæmon bor i dem og taler ud af dem.".

(Gerardus van der Leeuw ibid p. 120
om indviede menneskers magt).

"Dette kan være følgen af et andet væsens indtrængen, af en dæmon eller dødsånd. I et sådant tilfælde taler vi om besættelse.".

(Leeuw ibid p. 177 om ekstase).

Udfra denne definition vil teksten se den i overskriften opstillede udviklingslinie, den fra utallige sådanne beretninger kendte: besættelse - forbandelse - opfyldelse, som den jo foregår i livshistorien, eller: forbandelse - besættelse - opfyldelse, som den foregår i den egentlige magi og på novellens udsigelsesplan.

I den her foreliggende sammenhæng vil teksten lade ordet "besættelse" fungere som et udtryk for den (p. XXX 5) omtalte dæmonisering, altså: den på folketroen begrundede og af miljøets ideologiske struktur betingede forklaring af den geniale udenforstående som "besat af djævlen".

Allerede i Hauke-fyrens drengeår hører man om hans besættelse af havet, som teksten (p. XXX) påviste som et specielt frisiske dødssymbol og som novellen (ibid p. 117) dæmoniserer ved den unge kones omtale af "havdjævlene". Læseren erfarer; at drengen ustandseligt finder vej ud på digerne for i stillestående kontemplation at beskue havets overvældende storhed.

Et enkelt afsnit formulerer hele problemstillingen fuldstændigt (ibid p. 116):

"Stod en springflod for, så kunne man være sikker på at han, trods storm og vejr, lå muttersalene langt ude på diget; og når mågerne sludrede, når vandet buldrede mod diget og afrev hele lunser af græsdækket med i havet ved sin tilbagerullen, så havde man kunne høre Haukes hidsige latter. "I kan intet rigtigt", skreg han ud i larmen, "ligesom menneskene intet rigtigt kan!"" .a

Man kunne måske mene; at denne Hauke-figurens replik til mågerne i virkeligheden danner hvad havets skvulp forkynder for den som har øren; med den gængse opfattelse af havet som en stadig mere og mere indflydelsesrig magt over Hauke-karakterens bevidsthed, der langsomt giver ham fornemmelsen af denne overmåde styrke og storhed, bliver nok lettere at fortolke, for så vidt at sammenhængen tydeligt viser at dette "rigtige" som mennesker og måger ikke formår, bliver hvad det besatte barn, i sine hjemmestunders mindre stormomsuste øjeblikke, eksperimenterer sig frem til en håndterbar erfaring med, nemlig livsværket, den uovervindelige dæmning, diget intet stormoppisket hav vil formå at gennembryde (ibid p. 114).

Udfra disse drømme begynder den unge Hauke-person at realisere opfyldelsen - og første trin kommer da den gamle digegreve jager sin karl af gårde, og Hauke-figuren straks søger pladsen, som han får. Snart bliver han, i kraft af sit ivrige og meget vidende væsen og dets idiosynkratiske forhold til havet, den i praksis fungerende digegreve, idet den gamle digegreve virkeligt beskrives som gammel (ibid p. 125).

Langsom ses faderens ord til den unge dreng, Hauke-personen, gå i opfyldelse (ibid p. 116):

   "... du kan måske bringe det til at blive digegreve; ...".a

Inden denne opfyldelse bør teksten dog påpege et interessant forhold i besættelsens væsen: nemlig at besættelsen udvikler sig fra en indre dirigeret interesses tiltrækning af havet, uden anden social pointe end tidsfordriv, til en af ydre interesse betinget optagethed af havet, men nu yderligere samlet i en social pointe.

Den første fase varer til omkring p. 115f, til sammenstødet med de andre i miljøet om digernes form, og den anden fase betinges af historien om de opløste lig med de svulne hoveder (ibid p. 117).

Altså kan det heraf ses at Hauke Haien-figurens besættelse af havet udvikler sig fra en indre personligt engageret til en ydre yderligt socialt engageret holdning, - selvfølgelig for at hans placering som digegreve kan blive mulig.

Ved den gamle digegreves død, har Hauke-karakteren altså allerede i en årrække fungeret som digegreve, og på trods af enkeltes brokkerier over denne sociale opstigning for en relativt ubesiddende, bliver Hauke Haien-karakteren nu digegreve, gift med den gamle digegreves kloge datter Elke (ibid p. 153).

Dette danner opfyldelsens højdepunkt, derefter begynder forbandelsen af indfinde sig.

I første om gang bliver det en diskussion med (mod) de andre, nu undergivne, i miljøet; man knurrer over den ekstra arbejdsbyrde som den energiske digegreve lægger på alle i sin anstrengende omsorg for at alle sluser bliver istandsat, at alle huller bliver opfyldt - at ingen mangler eller brister lades ubehandlede.

Side 154 støder Hauke Haien-karakteren sammen med de utilfredse, men hjælpes over det af Elke. - Forbandelsesmotivet bliver først rigtigt aktivt og farligt da det overnaturlige blandes ind; - i løbet af historien om Hauke-mytens livsværk, den store uindtagelige dæmning.

Selve optakten til de overnaturlige forbandelsesfuldførende elementers indtræden, giver Storm gennem de to karle ansat på Hauke-personens gård (ibid p. 160ff).

De mener, i et ret spøgelsesuhyggeligt regi, at se noget levende på en øde ø ude i havet, en stor grå hest kunne man tro, men det viser sig som ingenting.

Dette sker i midten af den måned, ved hvis ende Hauke Haien-karakteren køber den grå hest, om hvilken man snart taler i alle kroge, for idet afmagrede øg kommer til en utrolig hurtig og fyrig bedring, og mest fordi de to, mand og hest, i den grad smelter sammen, at de hurtigt kommer til at udgøre et hele i folks opfattelse. Denne skimmelridende fandenivoldske digegreve, på hvis store og fanatiske idé alle kræfter skal ofres.

Hvis købet af den i folkemunde snart overnaturlige hingst danner en indre kvalificering af Hauke Haien-personen, bliver scenen med den lille gule hund et ydre udtryk for folkesnakkens mystificerende dæmonisering af ham. (ibid p. 180f).

Da arbejdende vil ofre en hund til diget, idet gammel overtro siger; at et dødsoffer vil bringe styrke til diget. Hauke-figuren som bliver stadigt mere end stejl og fjern overfor sine arbejdere, redder hunden og indser i den påfølgende diskussion; at han ikke længere har venner blandt disse mennesker, der betragter ham med en angst, som troede han, eller som tiltroede de ham at besidde en overmenneskestatus; vel at mærke et dæmonisk overmenneske.

Under den stormflod, som følger efter at diget står færdigbygget, viser det sin styrke, hvor imod det gamle dige gennembrydes, og således træder forbandelsen ind i sin sidste fase, hvor Hauke Haien-personagen, ved synet af sin elskede Elke og gule hund i flodbølgens vold, tager det spring ud i havet og døden, som man i århundreder efter ser gentaget hver gang der varsles fare på færde.

Således danner denne besættelse et samspil mellem Hauke-personens eget stejle sinds insistenser a, tilfældigheder og folketroens tilsnigelser.

Da for eksempel karlene ser hesten på øen bemærkes det at en sådan hest kan kun djævlen ride (ibid p. 160f) Således at folketroen allerede har bundet et forbandelsens bånd til dyret og blot kan fortsætte da det anskaffes, og erklærer manden på hesten for et dæmonisk billede, ikke forglemmende at slovakken som solgte dyret til Hauke Haien-figuren mindede om djævlen selv. Djævlene kobles, som bemærket p. XXX, også direkte til havet i omtalen af "havdjævlene" (ibid p. 117).

Dét at den religiøse terminologis "supernegativist" kobles direkte til havet, vidner både om den under første punkt påpegede "dødssymbolik" og om hvor let Hauke Haien-karakterens optagethed af havet kan stilles i et dæmoniserende lys.

[TOP]

En psykologisk analyse af besættelsen

"I et af sine skrifter karakteriserer Freud psykoanalysen som "en dynamisk teori, der reducerer sjælelivet til vekselvirkning mellem drivende og bremsende kræfter". de drivende kræfter er besættelser, de hindrende eller bremsende kontrabesættelser.".

Hall. ibid p. 42.a

For Hauke Haien-fyren, for drengen må havet kunne beskrives som en uidentificeret jeg-besættelses objektsøgning efter den manglende moderskikkelse, hvor den inter-uterine pseudo-oceaniskeb bølgende altomfavnende tryghed analogiseret med havet, den tabte tilknytning til moderen, den ikke-bevidstgjorte ligestilling identificering i det underbevidste af alt med alt muligt andet; her opstår så en forskydning, hen imod modpolen, faderen, som Hauke-stabajdsen ikke mister i barndommen, den med teknisk snilde begavede fader.

Dette skaber en fra id'ets primærprocessers, altså en fra underbevidsthedens første drivende impulsers, krav, opstået jeg-besættelse af et overmenneskebillede, mødt af en identitetsenhed, et psykisk begrebsindhold som inducerer en kontra-jeg-besættelse, der udfra realitetsprincippet indser det umulige i at overvinde havet, i hvert fald mindst lige så umulige, som at overvinde døden og genfinde den tabte moder og det prænatale c eneste bånd til hende.

Når så havet allerede står identificeret i den psyko-sociale bevidsthed som et dødsbillede (se eventuelt p. XXX) og samtidigt, ligeledes udfra definitionen (p. XXX) af havet som begyndelse, begyndende liv og død, som moderbillede, sammenholdt med at Hauke-personens moder, som bemærket, dør tidligt, begynder de psykologiske motiveringer at falde på plads.

Hvad teksten vil postulere skulle da kunne formuleres således: at fortrængning efterhånden erstatter moderbilledet, blandt andet ved at Elke, efter giftermålet, efterhånden identificerer en række af moderlighedsbillederne, således at den oprindelige jeg-besættelse forskyder sig, samtidigt med at seksualdrifterne bevidstgøres.

I det ydre liv kommer realitetsprincippet til at dominere lystprincippet. Hauke-karakteren bliver digegreve; samtidigt fortrænges havet som moderidentificering, livsdrift, livsbillede; dødssymbolet dominerer nu samtidigt med at realitetsprincippets jeg-besættelse identificeres ved den social-sanktionerede binding til havet, som i denne forstand bliver derivat af livsdriften, altså overlevelsesinstinktets kilde og mål.

Således kommer jeg-besættelsens objekt altså til at indeholde både livs- og dødsinstinkterne (libido og thanatos), og dette giver i sig selv en dynamisk dualitet af enorm potentiel fare, hvor man i dødsderivaterne: aggression, sygelighed, barnløshed, isolation oplever dødsinstinktet realiserer livsinstinktets ydre mål (: den af jeg-besættelsen begærede overvindelse af havet), som et indre mål på vejen mod sit eget ydre mål, nemlig dødsinstinktets eneste virkelige mål: selvdestruktion.

[TOP]

Overtroen i miljøet

Det bliver omkring Elke, at de væsentligst psykiske forandringer i Hauke-figuren realiseres. Elke som socialt set fødtes i en overklasse statueret af havet, repræsenterer vel nok klassemetamorfosen for Hauke-karakteren, men hun repræsenterer vel i højere grad den totale driftsopgåelse i havet, Hauke-karakterens psykiske energis og seksuelle sublimerings ideelle objekt.

Elke kræver intet af Hauke-figuren end hvad han selv vil: havet digerne, Diget; - havet som hun giver ham social magt overfor, men som hun også bøjer sig for og bukker under for, da hele Hauke-karakterens mytiske person, som påpeget i de to ovenstående besættelsesanalytiske afsnit, bliver objekt for folketroens mytedannelse og ved at Hauke-karakteren gør Elke til objekt for både sine naturlige drifter, seksualiteten hvis sublimering giver yderligere psykisk energi til jeg-besættelsen.

Elke introducerer da også det motiv, som udgør den skæbnedannende determination på Hauke-figurens livsmønster, det motiv der, i en symbolsk fortolknings overskridelse af fortællingens indre grænser, gør Hauke Haien-karakteren til offerdyr for sin egen storslåede dæmning (ibid p. 157).

Teksten vil altså påstå, at Elkes omtale af menneske- eller dyreofringer som blev foretaget ved digernes rejsegilder, en omtale som resulteres i den anmærkede scene med den lille gule hund (p. XXX 9f) tydeligt anlægger den synsvinkel: at Hauke Haien-karakteren står som offer for folketroens mytedannelse, for sit oprør mod miljøet, at han altså som en anden hund ofres til det dige, som danner kronen på hele hans barndoms og manddoms bestræbelser.

Folketroen har skabt det, Elke bringer det på bane, Hauke-karakteren gør oprør mod det, dét bliver større end selv Hauke-personen, Hauke-fiktionen og hans Elke bukker under for det.

Besættelse - opfyldelse - forbandelse, hvor folketroen til evig tid vil fremvise oprøreren som sin bedste forsvarer, mangebundet som fortællingen jo bliver ved både at handle om et offer for overtroen (: Hauke Haien-personen) og at udgøre ét referat i overtroen (: skolemesteren, som fortæller den velkendte spøgelseshistorie endnu engang), - og i at fremtræde som overtro (: en postuleret sand beretning om et spøgelse). (Se om disse fortællerrammer nedenfor p. XXX).

Således bliver social-miljøets overtro i "Der Schimmelreiter" både bogens skæbnedannelsesfaktor, dens skæbne og i miljøets persongalleri synes bogens skæbne da også nært knyttet til overtroens repræsentanter.

I Hauke Haien-fiktionens Frisenland repræsenterer Trin Jans den kloge kone og hans far den med teknisk snilde og "moderne" viden begavede kloge mand.

Hvor Trin Jans altså repræsenterer den gamle magiske kunnen og de dertil hørende kunster, bliver Hauke-karakterens far den nye "magi"s mand, og som sådan respekteret af alle (ibid p. 122). Trin Jans og den gamle Haien møder hinanden i fortællingen, da Hauke, som har dræbt hendes fine, og fra fremmede lande kommende, kat. Hun bliver følgelig meget vred på drengen, Hauke-drengen, og forbander ham, det kunne postuleres at han, på trods af senere tilgivelse fra denne kloge kone (ibid p. 137) og på trods af at hun ender sine dage under Hauke-figurens tag, opfylder denne forbandelse.

Selve det faktum at den gamle kloge kone flytter ind hos den besatte digegreve, medvirker selvfølgelig til at intensivere dæmoniseringen af Hauke Haien-karakterens person (ibid p. 185).

Den tredie af miljøets ældre bliver da den gamle digegreve, Elkes far, som midt imellem Trin Jans' magi og den gamle Haiens kunnen, står som den udtrykte normalitet, samtidigt med at han leverer klassemetamorfosen og havet som underlagt driftsobjekt for Hauke Haien-figuren.

Er Elkes far derfor ikke direkte forbundet til overtroen leverer han dog de for besættelsens forløsning nødvendige betingelser, han bliver altså såvel en art konge der overlader prinsessen og det halve rige, som en art æventyrlig "god hjælper" der lever de magiske rekvisitter (diskuteres tidligere p. XXX).

Sådan bliver Hauke-figuren socialt og psykologisk et produkt af folketroen, der igen opstår som et produkt af folkets livsvilkår, der betinges af havet, Hauke-karakterens driftsobjekt, således at folketroen igen gør Hauke Haien-personen til objekt for sin dødsdrift, dels fordi Hauke-fyren sætter sig op mod folketroen, dels fordi han gør sig til en stridslysten herre over og overfor den, for folkets livsvilkår, betingende faktor: havet.

Men samtidigt opnår Hauke Haien-karakteren, fra almindelige livsvilkårs dødelighed, udødelighed i folketroens livsvilkår, altså i fortællertraditionens mytedannelser og figurtegninger; som Storm beskriver ved at lade en fortæller gentage Hauke-personens historie nogle hundrede år senere.

At udødelighedens så samtidigt indebærer tilværelsen som legendarisk helteskikkelse og som omflakkende nattespøgelse må han tage med.

[TOP]

Dyresymbolikken

Det synes ikke blot i miljøets mennesker, men i lige så høj grad i dets dyr, at Hauke Haien-personens drifter motiveres og motiveringens symboler beskriver hans udvikling, idet det synes klart, at dyrebillederne tjener som udprojicerede symboliseringer af Hauke-staruttens psyke.

Den samme lettere diabolske uhyggestemning som præger beskrivelserne af havet går igen her: for det første kattehistorien (ibid p. 120ff) hvor Hauke-stabejdsen dræber Trin Jans fine racekat. Dette dyr som i folketroen må forestillet at have stået som noget uhyre fint og magisk ejendommeligt, det dyr har i historien villet tage en fugl Hauke Haien-karakteren har fanget.

Hauke-karakteren afslår den grådige kat med ordene (op. cit.):

"Omslag" ... I dag mig, i morgen dig; det her er ikke katteæde!". a

I løbet af kampen om fuglen dør katten, hvorefter Trin Jans, i fortællingens eneste by- og miljøskildring, vandrer vredt til Ted Haiens, Hauke-karakterens fars hus.

For det andet hestehistorien, som begynder fra ibid p. 164 og frem. Omstående (p. XXX) nævntes det allerede, at hesten tidligere ejer kaldes slovakken som lignede djævlen, hestens hurtige bedring fra øg til fyrig hingst og den diaboliserende folkesnak omkring den og dens nye ejer, Hauke-karakteren.

For det tredie hundehistorien, som begynder fra ibid p. 180, det uskyldige offer for folketroens grusomhed, sublimeret videre indtil den alligevel uafværgelige død i bølgerne.

For det fjerde historien om mågen som bor hos Hauke-karakteren sammen med Trin Jans, - denne beretning begynder ibid p. 186. Dyret bliver  den første omverdenskontakt for Hauke-karakterens retarderede b barn, efter at frygten forsvinder, samtidigt med at den bliver hendes bindeled til den gamle, kloge kone.

Det virker bemærkelsesværdigt; at alle disse dyreroller sættes i forbindelse med det aspekt af dødsdriften som udfoldes i fordærvelse, ubehjælpsomhed, grusomhed og dæmoni.

Katten virker normalt som symbol på noget selvstændigt, frihed, behag og kærlighed, og vil indgå som sådan i sin forbindelse med Hauke-personen, som ved at have dræbt nogle havfugle, symbolsk kan siges at have gjort sig delagtig i denne store ubehjælpsomme ensomhed (se herunder nedenfor om mågerne), og som udfra denne sin besættelse af havet ofrer "kattekvaliteterne" i en fuldstændig, og af "heksen" kontrolleret og konfirmeret besættelses, hengivenhed.

Hesten som symbol regnes traditionelt for et billede på virilitet, altså mandighed og styrke, det djævelske regi den præsenteres i, giver altså den mandlige virilitet den allerede påpegede dæmoniserende drejning mod den internt afgørende realitet, hvor spøgelseshistoriens mand på hest-billede vil opstå, det billede som læseren får præsenteret allerede i starten af novellen.

Hunden som symbol betegner hengivenhed og venskab, og at Hauke-figuren redder dyret burde give den ideelle venskabelige konstellation, men at hunden samtidigt regnes for et offerdyr, og at situation hvor den reddes lader Hauke Haien-personagen forstå sin endelige isolation fra sit baggrundsmiljø, lægger op til mere subtile funktioner i dyrets rolle.

Samtidigt med at denne ualmindelige (nemlig gule) hund bliver Hauke-personens hund, lægges der således op til en læserforståelses bange anelser, fordi Hauke-kanutten ikke forholder sig direkte hengiven og lydhør overfor den overtro og den folkelige bevidsthed han lever som en del af.

Derfor fungerer den lille hund også som symbol på hund = uværdig, og dyret som i forvejen dannede en konkretisering af Elkes snak om offerdyr (se eventuelt p. XXX 12) kommer til at symbolisere et forstadie eller et sideaspekt til den Hauke-karakter, som ser Elke og hunden i bølgerne, inden han selv rider derned til sin død.

Endelig skal den lange række måger omtales.

Litteraturforskerne synes enige om én ting: at mågerne skriger deres ensomme skrig overalt i Storms produktion, i det (p. XXX) citerede digt ses de som varslere for den storladne naturs ensomhed, den lurende død, men også det frugtbare arbejdes kamp mod havet.

I det tidligere fremdragne eksempel (p. XXX) oplever læseren dem som ubehjælpsomme sjæle, som mennesket fortabt og magtesløst overfor det store uregerlige naturelement, havet.

Og altså kan teksten, ved at fastholde denne fortolkning, lade den måge Trin Jans passer sammen med Hauke-figurens datter Wienke, danne et billede på Hauke-personens egen store, ensomme besatte sjæl og dens ensomhed projiceret a ud i hans bevidsthed, symbolsk beskrevet ved at dyret ernæres i hans hus, dyrket af denne "heks", som han har allieret sig med om sin egen undergang.

Sådan har tekstmæssigheden nu erkendt alle disse relationer mellem mennesker og dyr som yderligt uddybende aspekter og symboliseringer af selv driftsmotivet og dets forhold til havet i hovedpersonens besættelsesudvikling.

[TOP]

Rammefortælling og troværdighed

"Der Schimmelreiter" danner en såkaldt rammefortælling, det vil sige at den fortalte historie: "inderfortællingen" lægges i munden på en fortæller, som for eksempel genfortæller "inderfortællingen" til den forfatter som senere skrive både inderfortællingen og de omstændigheder under hvilke han fik denne fortalt ned.

I overstående fortælling bliver altså selv inderfortællingen lagt i en "første ramme" af de omstændigheder ved hvilke inderfortællingen blev viderebragt.

Rammeforholdene i "Der Schimmelreiter" virker dog langt vanskeligere end i oven stående eksempel, og der skal klart skelnes mellem den virkelige tilblivelsesproces bag fortællingen (nemlig den p. XXX 3ff) fortalte, og den i novellens rammestruktur postulerede udviklingsproces, som følger:

Ill. rammefortællingskasser.

I novellen fungerer dette apparat således: læseren erfarer i indledningen (ibid p. 109) at Storm (idet analysen her går ud fra en fortolkning af "ich" (: jeg) = Storm selv)) som ældre mand (5) kommer i tanke om en historie han har læst som barn (4), i hvilken en rejseskribent (3) har nedskrevet en fortælling som en skolemester (2) har viderefortalt, blandt nogle mennesker (1) som alle virkede fortrolige med denne fortælling; fortællingen eller historien om Hauke Haien-personen (A).

Rammenovellestrukturens princip anvender altså den velkendte løgafskalning, den kinesiske æske, den russiske dukke, hvor læsningen arbejder sig fra de ydre omstændigheder ind til kernen (: "inderfortællingen").

Der findes, med andre ord, altså fem kommunikationskanaler eller "rammer" omkring selve inderfortællingen.

Man kan så efterprøve disse kanalers troværdighed, idet man dog i det foreliggende tilfælde stadig må ihukomme at der skrives i en fiktiv realitetsstruktur:

Dette kan gøres for at efterforske rammefortællingens funktion i forhold til recipientens realiteterkendelse, udfra en arbejdshypotese om rammestrukturens troværdigheds skabende virkning.

For det første har læseren ingen sikkerhed for, at "den aldrende Storm" virkelig betegner Storm selv, og ikke for eksempel endnu en fortæller, som så, i en usynlig ubemærket ramme, siden genfortalt af digteren Storm.

Dog kan man (for eksempel også udfra det anførte citat p. XXX 2) sammenligne andre tekster af Storm, og i hvert fald genfinde denne "Urgrossmutter" (: oldemor), kan konstatere, udfra brevets autobiografiske form, at Storm selv virkelig har haft en sådan "Urgrossmutter", og af novellens historie om drengen som læser ugebladet med rejseskribentens genfortælling hos sin "oldemor" (ibid p. 109) konkludere at det virkelig drejer sig om Storm, men helt sikre kan og skal man ikke føle herpå.

Troværdighedsspørgsmålet bliver hermed strengt besværligt, også fordi det virker nødvendigt, når fortællingen viderebringer en historie som i sig selv opvækker spørgsmålene om troværdighed, altså når det drejer sig om en overnaturlig beretning, som her med et spøgelse. Også udfra den betragtning, at der, hvis man altså kan gå ud fra at det drejer sig om Storm, samtidigt må erkende, at der så ligger næsten et helt liv mellem femte rammes aldrende mand og fjerde rammes læsende dreng. - Udfra disse iagttagelser bliver detaljerigdommen og de mange præcise replikker lidet troværdige i forhold til rammestrukturens virkelighedsfiktion i tid.

I tredje rammen bliver det spørgsmålet om rejseskribentens troværdighed. Han kan ikke direkte beskyldes for at lyve hvad angår hans historie om stormen, mødet med spøgelset og senere skolelæreren og digevagterne på kroen; - bemærkelsesværdigt virker dog hans klart refererende hukommelse udfra tidspunktet for skolelærerens mundtlige referat til nedskrivningen; - og udfra tidsangivelsen (ibid p, 109):

"Det var i tredje årti". a

kan det kun konkluderes; at nedskrivningen må have foregået i samme tiår, nemlig ved at tælle 1888 e.v. - 50 år: nedskrivningstidspunktet for novellen minus det halve århundrede Storm i linje 1 og 2 (ibid p. 109) angiver som liggende imellem femte og fjerde ramme. - Det fremkomne årstal bliver da 1838 e.v., og muligheden foreligger altså at Storm kan have læst, om ikke det i Danzig udgivne småtryk, så det i Hamborg samme år udgivne (se eventuelt p. XXX 5), hvilket giver det eksternt troværdighedspotentiale mellem fjerde og femte ramme, samtidigt med at det i Hamborg udgivne forelægs dato placerer tredje rammens virkelighed mellem 1830 e.v. og 1838 e.v. nøjagtigt som forfatteren antyder.

Anden rammen bliver altså skolemesteren, og i modsætning til de foregående rammer får læseren her vurderet fortælleren og hans troværdighed i novellen. Skolelæreren præsenteres (ibid p. 112f) som en moderne, kritisk og lærd mand, uden hang til overtro, hvilket placerer hans troværdighed højt, han kan ikke forventes at overdrive for spændingens skyld, eller at trække fra og lægge til for mystificeringens.

Han version vurderes (ibid p. 112) i forhold til "Husholdersken Antje Vollmers, b, og også her oplever læseren ham som den rationelle og upåvirksomme fortæller, som stiller sig mistroisk overfor stoffets troværdighed. - Skolelæreren, den pragmatiske tilsyneladende objektive oplever og beretter, bliver derfor, som i så mange uhyggelige og overnaturlige beretninger, det første tilnærmelsesvist pålidelige og troværdige led i fortællerkæden, samtidigt med at "inderfortællingen" lægges i hans mund.

Gennem dette sidste henviste tekststed kan det også sluttes at der forgår en art intern kontrol med fortællingens varieren indenfor miljøet: indenfor den folkelige overlevering som den fremstilles i novellens fiktion.

Teksten kan altså konstatere; at kun første og anden rammes fortællerne kan kaldes troværdige indenfor selve novellens rammestruktur, at tredje rammen kun kan kaldes troværdig udenfor novellens fiktive virkelighedsbillede, men indenfor dette ligner et muligt faktisk virkelighedsforløb, hvor sandsynligheden for fjerde og femte rammens troværdighed foreligger.

Når man så samtidigt tænker tilbage på selve inderfortællingens faktiske position som postuleret folkelig overlevering, bliver hele spillet omkring troværdigheden interessant:

Læseren oplever nemlig en lang række troværdiggjorte fortællerled omkring en historie hvis virkelighedsrum nu vides fiktivt, for så vidt at Danzig ikke rummer Frisenland, og for så vidt at Hauke Haien-personen aldrig har eksisteret. [i]

Eller mere direkte: læseren oplever en løgn som gøres sand ved hjælp af en række kunstige (ind)greb, der alle virker som beregnede på at gøre historien troværdig. Miljøkontrollen med fortælleren, det autobiografiske omkring Oldemoderen blev for eksempel allerede beskrevet ovenfor, Theodor Storms bemærkning om at have læst rejseskribentens fortælling i (ibid p. 109):

"... et i blåt pap indbundet tidsskriftshæfte...". a

ligner endnu et sådant kunstgreb, Storms indgående kendskab til sit miljø, dets livsbetingelser og dets kulturelle formidlingsformer danner det sikre baggrundsmateriale som kraftigt understøtter troværdiggørelsen i virkelighedsfiktionen.

I troværdighedsgørelsesspillet omkring selve inderfortællingens postulerede spøgelse, tjener de allerede nævnte faktorer kun i tid-rum-strukturen, mens især spillet mellem første, anden og tredje rammen troværdiggører inderfortællingens stof:

Hvor til eksempel de fleste spøgelseshistorier højst indeholder selve spøgelsets adfærd og muligvis dets livshistorie genfortalt af forfatteren eller gennem en af dennes personer, har læseren i "Der Schimmelreiter" yderligere en lang række øjenvidnesskildringer over en tohundredeårig periode, og en overlevering gennem næsten trehundrede år.

Vidnerne pålideliggøres: fortælleren i tredje rammen, rejseskribenten, møder således spøgelset, inden han overhovedet har erfaret om dets eksistens; - og imens han lytter til skolelærerens genfortælling indløber andre øjenvidnesskildringer (ibid p. 145).

Ser teksten her nu endvidere på sammenhængen mellem rammerne og Storms dyrkelse af sin kunst som "borgerlig realisme", et begreb selve analysen her ikke har defineret videre (se dog p. XXX og mere udførligt Benno von Wiese) bliver virkelighedsskildringen også på dette punkt gjort troværdig, end og i ret høj grad.

Læseren oplever det fysiske, sociale miljø over den omtalte årrække, og gennem rammestrukturen lærer læseren ligeledes personerne i denne tidsmæssige rækkefølge at kende; Hauke-karakteren i inderrammen, skolemesteren og rejseskribenten i anden og tredje ramme, og endelig forfatterens jeg, Storm selv, i fjerde og femte ramme.

Historien om det lokale spøgelse bliver altså samtidigt historien om den lokale befolkning, dens miljø og livsvilkår over denne langstrakte periode.

Og derved giver hele rammestrukturen læseren den virkelighedsillusion som synes så sværtgennemskuelig, fordi man både føler sig sikker på at kende historien gennem mange og pålidelige kilder, fordi kildernes forhold til historien bliver gjort troværdige også i forhold til det overnaturlige indhold i selve beretningen også gennem tilsyneladende troværdige kilder både på det fiktive virkelighedsplan og tekstinternt i spillet mellem de folkelige og de overnaturlige kræfter indenfor inderrammen, og samtidigt fordi kildernes forhold til miljøet gør inderfortællingens prætenderede autentiske status som lokalsagn ovenud sandsynlig.

Theodor Storm, en erklæret tysksindet hjemstavnsmand, har efter sigende nået sit litterære højdepunkt i denne sene fortælling, at han som bemærket (p. XXX) nærmest blev synonym,  altså  enbetydende med friserbyen Husum, at man har opkaldt en "koog" efter hans helt "Hauke Haien", dette og meget andet viser om troværdiggørelsens effekt: har det ikke fundtes rigtigt, har det i det mindste virket så tæt på rigtigtighed, at man har valgt at lade det fremstå som rigtigt.

Nazismens filmmagere brugte fortællingen til at berette om overmennesker med, senere i 1970'erne e.v. (1977 e.v.) har man produceret en mere social-realistisk filmversion af denne fortælling, der hermed synes ved at opnå status som det den prætenderer a: et frisisk folkesagn.

[TOP]


     a eskatologiske: efter græsk eschatos logos: yderste, sidste ord, heraf eskatologi: læren om de sidste ting, verdens undergang. Eskatologiske altså: som henviser til eller indeholder tanker om de sidste ting ved verdens undergang.

     b skizofrene: efter græsk schizein: spalte og efter græsk fren: mellemgulv, heraf opfattelsen at sindet sidder i mellemgulvet, hvorfor freni-: vedrørende sind, sjæl og forstand, heraf skitzofreni: spaltning i sindet, deling i sjælen,  forstandsforvirring. Skizofrene altså: sindssplittede, forstandskøvet. Ordet fik mange mode betydninger i den beskrevne periode.

     a partikulariseringens sekularitet: efter middelalderlatin particularis: vedrørende, en del af noget, opsplittet, heraf partikulariseringen: den enkelte i helheden, det lille hjul. Og efter latin sæculum: århundrede, tidehverv. Her af sekular: verdslig modsat hellig, heraf sekularitet altså: verdslige, ikke-religiøse, almene. Partikulariseringens sekularitet altså: verdsligheden ved et ikke-religiøst samfund, hvor den enkelte ser sig og ses som et lille uafhængigt led i det store system. Kirkehistorisk betyder begrebet partikularisme: den opfattelse at nogle  enkelte personer står Gud nærmere end andre, og derfor skal understøttes og adlydes (modsvares af universalisme). Dette indebærer en anden, yderligere pointe end den anførte, men understøtter denne.

     a... the motion and permanence of the sea, its depth and vast extent make it an image of refuge, danger, mystery, infinity of all that is alien and welcoming. The sea is our origin and end, and, whether in poem, dream or myth, voyaging on it has always seemed our necessity; for life is voyage and we embark in ships of society or self.

     b Ich wüsste nicht, dass bis zu meinem 18. Lebensjahre irgend ein Mensch ... Einfluss auf mich geübt, dagegen habe ich durch Örtlichkeiten starke Eindrücke empfangen: durch die Heide, die damals noch zwischen Husum und dem Dorfe lag, wohin ich fast alle 14. Tage mit dem Sohne des dortigen Predigers, der die Gelehrtenschule in Husum besuchte, ging, durch den einsamen Garten meiner Urgrossmutter ... auch durch die March, die sich dicht an die Stadt Schliesst, und das Meer, nahmenlich den bei Ebbe so grossartig öden Strand der Nordsee.

     a Meeresstrand / Ans Haff nun fliegt die Möwe, / Und Dämmerung bricht herin; / Über die feuchten Watten / Spiegelt der Abendschein. / Graues Geflügel huschet / Neben dem Wasser her; / Wie träume liegen die Inseln / Im Nebel auf dem Meer. // Ich höre des gärenden Schlammes / Geheimnisvollen Ton, / Einsames Vogelrufen - / So war es immer schon. / Noch einmal schauert leise / Und schweiget dann der Wind; / Vernehmlich werden die Stimmen, / Die über der Tiefe sind.

     a "Der Schimmelreiter!" rief einer aus der Gesellschaft, und eine Bewegung des Erschreckens ging durch die übrigen.

     a Stand eine Springflut bevor, so konnte man sicher sein, er lag trotz Sturm und Wetter draussen am Deiche mutterseelenallein; und wenn die Möwen gackerten, wenn die Wasser gegen den Deich tobten und beim Zurückrollen ganze Fetzen von der Grasdeckte mit ins Meer hinabrissen, dann hätte man Haukes zorniges Lachen hören können: "Ihr könnt nichts Rechtes", schrie er in den Lärm hinaus, "so wie die Menschen auch nichts können!".

     a... du kannst es ja vielleicht zum Deichgraf bringen; ...

     a insistenser: efter latin in sistere: i stå, stille sig på, blive stående, heraf inistens: det at stå fast på noget, at fastholde. Forfatterens insitenser altså: det man står fast på, de ting som man står for og støtter.

     a For en uddybet, forklarende forståelse af de på dette sted i analysen inddragede fag-psykologiske termer, henvises til forfatterens "M.M.M.".

     b inter-uterine pseudo-oceaniske: efter latin inter uterus: inde i livmoder, heraf inter-uterine altså: inde i livmoderen, fosterstadiet. Og efter græsk pseudos: falsk, heraf pseudo: uægte, skin- og efter græsk: okeanos: verdensstrømmen om jord, heraf oceaniske: ligesom havet, heraf: pseudo-oceaniske: falske hav fornemmelser, havlignende. Inter-uterine pseudo-oceaniske altså: bølgende havlignende fosterfornemmede.

     c prænatale: efter latin præ natalis: før fødslen, heraf prænatal: før fødslen.

     a Umschicht! ... Heute mir, morgen dir; das hier ist kein Katerfressen!

     b retarderede: efter latin re tardus: tilbage langsom, heraf blandt andet retarderede altså: tilbagestående, åndssvag, evnesavg.

     a projiceret: efter latin pro jacere: frem kaste, heraf projicere: afbilde en rumlig figur på en plan flade, fremvise lysbilleder, projiceret altså: afbildet med billeder, opkastet som anskuelige.

     a Es war im dritten Jahrzehnt

     b Wirtschafterin Antje Vollmer

     a... eines in blaue Pappe eingebundenen Zeitschriftenheftes ...

     a prætenderer: efter latin præ tendere: frem strække, heraf prætendere: at give sig ud for, at gøre krav på, prætenderer altså: giver sig ud for, lader som om, gør krav på, fremturer, hævder.

[TOP]


[i]. Slutnoten udeladt i dette netuddrag

[TOP]