perolsen.net

Per Olsens videnskabelige produktion

Teomagiens Trange Tid Portal

4. del. Lysets tilbagevenden.

Poesiens mystik af litteraturforskeren Hans Ruin

Litteraturforskeren Hans Ruin udsendte første gang sin afhandling om "Poesiens mystik" i oktober 1935 e.v. i Helsingfors, andet oplag blev trykt i Lund i januar 1960 e.v..

Bogens grundliggende idé: poesiens og mystikkens sammenfaldende mentalitet, poetens og mystikerens påfaldende mange berøringspunkter, det hedder i indledningen til førsteudgaven (andenudgaven ibid p. 8):

"I akt och mening att isolera och få grepp på några av poesiens väsentligaste problem kommer jag att sysselsätte mig med något, som ofta, inte minst av poeterna själva, blivit påpekat, men som egendomligt nog blott alltför litet vetenskapligt observerats, nämligen de i ögonen fallande beröringspunkterna mellan den mystiska och poetiska mentaliteten, framträdande med all tydlighet redan i mystikens och poesiens yttre fasad, d.v.s. (1) i det vi direkt kan lägga fingret på i de uppteckningar och litterära expressioner vi förfogar över.".

I de i alt tolv kapitler fremstiller Hans Ruin en lang række især svenske, men også et rigt mål af udenlandske, digtere med tekster af mystisk karakter, og en del udvalgte mystikere, som omvendt kan siges at have haft en poetisk tendens.

Denne opdeling skyldes den valgte fremstillingsform, for så vidt at Ruin diskuterer disse to kategorier af skribenter samlet, som for eksempel den tyske romantiske skønånd, digteren Novalis (2) eller en kendt mystiker som Meister Eckhart (3); eller den svenske digter Stagnelius (4) med samt den svenske mystiker Emanuel Swedenborg (5).

Bogen, "Poesiens mystik", fremstår altså, med en indledende konklusion, som den type skjaldeskabsbøger eller poetikker, der udfra et givent emne og et udvalg af tekster, diskuterer emnet belyst gennem teksterne og fortolkninger af samme.

Disse fortolkninger relateres jo naturligvis til emnet, det vil lige så naturligt igen altså sige at den barok- eller romatikstuderende litteraturvidenskabsforsker, i dette skrift vil få mange af de kendte gode digtere og deres mystiske ytringer, antydninger, pointer i sprog og betydning; vil få disse digteriske fremstillinger belyst i forhold til den sen-middelalderlige mystik og i forhold til romantikkens filosofi.

Også modernismen behandler Hans Ruin, for eksempel, digteren og kritikeren, imaginisten T.S. Eliot og mystikeren og filosoffen Henri Bergson (6) , kaldet "irrrationalist".

Det virker oftest i værket således, at de digteriske og mystiske pointer eviggøres som drivkræfter i processer, som Ruin igen oftest relaterer under en psykologisk, analytisk, nærmest en gestalt-psykologisk (7) synsvinkel.

Inden han begynder sin afhandling fremstiller Hans Ruin, den franske litteraturforske Henri Bremonds polemik mod de femfoldige franske akademier i forsvar for digteren Paul Valéry (8)

. I denne polemik ser Hans Ruin kimen til sit værk, det hedder (ibid p. 10):

"Bremond gick i sitt föredrag in för att all poesi, den världsliga inte mindre än den religiösa, har ett ouppklarat samband med en djupare verklighet inom oss.".

Og lidt længere nede resumeres positionen (ibid p. 10f):

"Det väsentliga däremot, det för vilket uttrycket ren poesi av Bremond förbehålles, är något prosan aldrig oppnår. Poesien rår här över ett gåtfullt plus, en mystisk vibration, som när den når oss frigör hos oss en oväntad kraft till intim kontakt med tillvaron. Vi befinner oss plötsligen i besittning av oss själva och världen på ett sätt, som ej i ord kan beskrivas, utan blott upplevas. Ingen rationalistisk teori kan därför göra reda för poesiens väsen. Poesien är någonting outsägligt, utom och utöver innehållet. Skall det som i poesien äger rum jämföras med något, så är det med de erfarenheter bönnen bringar. Det är en liknande sträckning, hänvändelse i båda fallen, och en liknande uppfyllelse: vårt väsen flyter ut, strömmar ut mot en djupare verlighet och uppnår kontakt med den.".

Omend denne formulering, Bremonds af Ruin fremstillede teser, i høj grad virker såvel mystisk som poetisk i sig selv, virker det dog også klart, at netop det fra romantiker-filosofien velkendte dogme om poesien som bindeled mellem det menneskelige og det guddommeligt himmelske, at dette dogme også har fundet en slags formulering i det tyvende århundredes e.v. psykoanalyse og -terapi. Man kunne her tænke på for eksempel Sigmund Freuds fortalelses og vittigheds artikel, hvor irrationelle fortalelser ses som indgang til ubevidste og før-bevidste psykiske indhold. (9)

Bogen beskæftiger sig altså med svenske og udenlandske skribenter af mystisk,poetisk natur udfra en generel idé om at digtekunsten i kraft af netop sine poetiske virkemidler danner en slag irrationalistisk Bifråstbro til Valhalla (10), altså et forbindelsesled mellem det menneskeligt jordiske og det guddommeligt himmelske.

"Poesiens mystik" beskæftiger sig i tre afsnit - kort resumeret -:

  1. med poesiens væsen,

  2. siden med poesiens virkning,

  3. og sidst med dette væsens virkning i poet og læser.

Disse tre skel opretholdes ikke konsekvent, og det kan synes svært at skelne. Til alt held fremstår bogens indholdsfortegnelse så viseligt og omstændigt udført, at hvert enkelt kapitel kort resumeres i sine væsentligste pointer.

Denne resumeringsskik regnedes for helt almindelig, ja standard akademisk skrivemåde i middelalderen, hvor man ofte endvidere trykte stikord til teksten i sammes margen. - Man kan stadig støde på værker som resumerer kapitlerne for at lette den litteratursøgendes arbejde, som eksempel kan nævnes en klassisk litteraturvidenskabelig afhandling som Wimsatt og Brooks "A Short History of Literary Critism" (11).

Det bør naturligvis ikke her fremgå; at Forfatteren opfordrer studerende til blot at læse indledninger, indekser og oversigter og på den måde overfladisk at sætte sig ind i værkerne uden at læse selve teksten. Intet ligger Forfatteren fjernere, tekstens pointe i denne sammenhæng: at orden og overskuelighed udgør et absolut gode, hvis det overhovedet synes muligt, og det bør ikke lades ubemærket, endsige uomtalt, når det endelig findes, som hos Hans Ruin i "Poesiens mystik".

I forbindelse med at sætte sig ind i større stofmængder med det formål at opnå en maksimal effekt, kan man her stille sig selv to spørgsmål:

  1. bør en fremlæggelse af hele værket i en hurtigt opsummerende udetaljeret gennemgang foretrækkes, eller:

  2. bør en fremlæggelse til principiel overvejelse og diskussion af nogle enkelte punkter relateret til det for hånden forefindende emne foretrækkes.

Det kan ligne et ledende spørgsmål, hvor mulighed nummer et straks kasseres, men teksten har nedenfor valgt at søge begge alternativer inddraget!

Teksten vil altså kort, og med støtte i den ovenfor beskrevne indholdsfortegnelse resumere kapitlerne i denne nu om dage sjældne bog, med samt nogle af dens væsentligste diskussioner, således vil læseren med specielle interesse kunne finde indgange til selv at beskæftige sig med værket, mens den mere generelt interesserede læser i hvert fald vil have fået et rimeligt grundigt overblik over værket.

Efter denne udredende og summariske gennemgang, vil teksten kort præsenterer Hans Ruins tanker omkring Emanuel Swedenborgs korrespondancelære, dels udfra hypoteser om denne læres oprindelse, dels som Swedenborg formulerede den og endelig dels som den blev videreudviklet af andre poeter og mystikere, som Ruin af forskellige grunde ikke har behandlet.

Teksten vil altså kort skrevet solidarisk resumere Ruins position udfra hans disposition, og vil siden fremstille hans opfattelse af et givent problem, der dels har interesse for denne bogs emne, og dels har stor betydning for overhovedet at kunne begribe det system af overensstemmelser, af mytiske, mystiske korrespondancer, som gør at mennesker umiddelbart tænker "morgengry", når for eksempel Stagnelius i et digt skriver om "safran", det gyldent-røde kryderi som så ofte symboliserer solen og dens faser.

Ruins bog deles som beskrevet i tre afsnit, igen underopdelt i tolv afhandlinger, plus at der står skrevet et vurderende efterskrift til anden udgaven.

Det første afsnit danner indledningen, i hvilken Hans Ruin diskuterer "mystikbegreppet" - mystikernes personlighed, deres oplevelse, dennes sammenhæng med poesien, mystikkens idéverden og psykologiske udgangspunkt, dens filosofi, samt dens udvikling fra lavere til højere former.

Det bør bemærkes at Ruin her afgrænser mystikken fra den vanlige religion i kraft af at mystikeren søger (ibid p. 18):

"... förening med Gud ..." og lidt længere nede: "... han vil övervinna alla vanliga skrankor mellan individen og det absoluta:".

Ruin stiller sig skarpt overfor mystikforskere med mindre strenge krav til definitionernes præcise henvisningsværdi; i det hele taget får man let den opfattelse, at netop litteraturlæsere, i kraft af deres littteraturlæsningsteknikker, står langt bedre rustede til at forstå mystikken klart, end så mange andre faggrupper, der ellers har et langt tydeligere traditionsgrundlag for mystiske beskæftigelser, - her menes ikke blot fag som teologi, religionspsykologi og så videre. At de involverede mystikere, blandt andet penne som Böhme (12), Eckhart og Teresa (13) naturligvis bedre kendes på omtalte fag, rokker ikke ved Ruins pointe.

1. I det første kapitel beskriver Hans Ruin hvad han har kaldt "kunstens svingningspoler". - Det drejer sig her om generel kunstproblematik, poesi som del af den større mængde af litteratur, om kunstens begær efter liv, naturopfattelsen hos mystikerne, om frelsestrangen og endelig om det dionysiske og apolloniske i kunsten. (14)

2. I det andet kapitel behandles så dette begær efter livet, denne for Ruin trang i digtere og mystikere til at forene sig med det store bagvedliggende natur- eller Gudsideal.

Her omtaler Ruin to mystiske retninger i 1200 tallet e.v. "Den fria anden bröder och artliebianerne", to stridende retninger skåret over den fra forrige kapitel introducerede dionysiske, apolloniske læst.

Ruin kunne vel her have vist en smule mere historisk stringens, det vil sige ført samme retninger tilbage til tempelridderne, videre tilbage til gnostikerne og deres modsvarende, mere asketiske og pedantiske kirke- og oldkirkesamfund, men never mind, - Ruins pointe: at såvel uhæmmet driftsudfoldelse (dionysisk) som uhæmmet driftsundertrykkelse (apollonisk) har dannet metoder i mystikken og heroverfor stiller han fire modsvarende poetiske indstillinger: realistisk, kontemplativ, symbolistisk ogren poesi.

Med en realistisk, kontemplativ poetisk indstilling forstår Ruin: en analytisk praksis der beskriver de følelsesudladninger poesi rummer i klare termer. - Dette svarer til mystikernes fastholdelse af visionen i såvel konkret som individuel form.

Med symbolsk og ren poesi forstås en poesi grundet i tanken om at bag virkeligheden virker åndelige kræfter, som fremtræder dulgt i tingene (symbolistisk). Når samme åndelighed tager rent fonetiske, metriske udtryk (som hos for eksempel Mallarmé (15)) tales der en ren poesi.

Endelig nærmer Ruin sig til en ren nærlæst forstand af sin pointe i kapitlets sidste afsnit om poesiens forstærkende og befriende udtryks sammenfald.

3. I tredie kapitel behandles "metafor og idé" i de fire førnævnte digteriske modi (16) og deres overgangsformer. I dette kapitel behandles korrespondancelærens og den symbolistiske poesi, hvor poetens verdensoplevelse stilles lig med et udtryk for den guddommelige kraft, inden metaforens samhørighed med ideen understreges, jo netop som følge af det identifikative element med verdensoplevelsen og den guddommelige kraft.

4. I det fjerde kapitel afsluttes første afsnit med en længere udredning for "den rene poesi".

Her inddrages romantikere som Stagnelius og Novalis, en præ-romantisk filosof som Herder (17), en før-modernist, den borgerlige realist Theodor Storm, førnævnte Paul Valéry, og den rene poesis sammenfald med mystikkens "stumme samtale" i dens tre aspekter: "tomhed, nat og renhed" påvises; Gud som ren ånd, i Marguerit Romanets (XXX) formulering fra bogens indledning (ibid p. 29):

"Stundom känner jag att han är helt nära mitt hjärta, och att han inträder däri med slutna ögon. Jag säger till mig då: nu håller jag honom och jag skall icke låta honom gå ifrån mig.".

Siden fremstilles modsætningerne hos den hellige Teresa og Juan de la Cruz (18)i spørgsmålet om "det symbolske" og "det rene"

Denne diskussion belyses i den almene kirkehistorie ekstrapoleret (19) fra en polemik mellem Runeberg (20) og Stenböck (21) (XXX).

Endelig fastslår Ruin; at "afstandsoplevelsen" giver en spore til forstærkning af den poetiske gestaltningskraft, (nogen mangen dansker kender fra den højt værdsatte Johannes Ewald (22) og hans kærlighedsdigte til den fjerne Arendse, og derfor umiddelbart vil kunne give Hans Ruin ret i). Endelig omtales de flimrende poetiske kvaliteter og forvandlingen af det ubetydelige til det betydningsfulde.

5. I bogens andet afsnit indledes med et femte kapitel om "Poesiens samlende nu". "Forvandlingsmiraklet" i digtekunst undersøges og forklares gestaltpsykologisk. Den poetiske oplevelses særlighed undersøges afgrænsende, de poetiske virkemidler som fremkalder enhedsoplevelsen omtales, modernismens kunstgreb undersøges. Behovet for forbliven opstilles som et poetisk kriterium - og øjeblikket fastsættes som poetisk brændpunkt.

6. I sjette kapitel omtales "jeget i dybet". Med udgangspunkt i mystikkens dogme om en adskilt væsenskerne i hvert individ, dogmerne om "inspiratioN" og "besættelse", beviser Hans Ruin at de selvsamme dogmer, eller lignende erfaringer udgør poesiens oprindelighed. Siden beskrives det statiske og dynamiske sug i poesi og mystik, og sammes underbevidsthed. End siden hvad denne underbevidsthed, som Ruin påpeger som en erstatning for tanken om guddommelig indgriben, indeholder. Endelig diskuteres den indre forvandling og "dybets jeg" hos den finskskrivende digter Runeberg.

7. I syvende kapitel diskuteres "nærværsfølelse og hypnose". Nærværsfølelsen i poesien, musikken, mystikken og andre emotionelle tilstande forklares med sine gestaltpsykologiske årsagssammenhænge. Det sovende element i poesien ses som suggererende kræfter, det dunkle som befordrer af klarhed. effekten, følelsen af en overjordisk tilværelse diskuteres og relateres til hypnotisk og intellektuel poesi. Runeberg contra for eksempel "Spoon River"-antologien, som satte fokus på amerikansk lyrik, eller til Harry Martinsson (23)

8. Ottende kapitel indleder tredje og sidste effekt- og receptionsorienterede afsnit af Hans Ruins lille eksemplariske afhandling, under titlen "den kropslige genklang". Her diskuteres virkelighedserkendelse, mystikkens organiske resonansbund, poetisk fysiologi, følelsernes art og tilløbsformer, poesiens indvirkning på samme; kropsfornemmelse og tone i poesi, ren kropsligheds poesi, inden der vendes tilbage til kapitlets indledning med en diskussion af de dybe instinkter i poesien og realitetsfornemmelsen.

9. I niende kapitel holder billedernes verden for, i en diskussion som tager en del tråde fra metafor- og ide-kapitlet op. Sanseligheden ses som det primære i poesi. Psykologen Kluges billedsceneteori fremstilles (i korthed: hvert sjælsindhold har en gestaltning og omvendt). Dette teoriapparat sammenknyttes endvidere i et skriveri om hvordan det sindslige inkarnerer det sjælelige hos mystikerne. Billede og betydning ses igen (jævnfør metafor- og idé-snakken)) som udelelig enhed i den oprindelige opfattelsesmåde. Sjæl og ånd hos Kluges gennemgås (kort: sjæl = oplevelsen; ånd = opfattelsen), inden billedsceneriet i poesien omtales afsluttende med en små fem sider om den poetiske identifikation.

10. I tiende kapitel bliver det "poesiens ideflora", de forskellige igangsættende -sofier der omtales. -: De litterære impulser, den indre erfaring, poetiske ideer udledt af billedsceneriet, Platons erosmyte (24)

, sjælevandringslæren, kunsten og det guddommelige, billedsceneriet og det dynamiske sug i poesien og så videre. - Igen benytter Hans Ruin Runebergs poesi som afsluttende eksemplifikationsmateriale.

11. I elvte og afsluttende kapitel studeres "katharsis"-begrebet (som noteres p. XXX), som, kort resumeret, udledes af Aristotels' poetik, "Om digtekunsten", hvor det dog ikke defineres klart og præcist som dramatisk funktion, om end senere tiders litterater definerer dette græske normalord som blot betyder "almen eller kultisk renselse", som en "renselse af tilskueren via poetiske, dramatiske virkemidler". Hans Ruin skriver (ibid p. 331f):

"... katharsis, ett gammalt grekiskt ord, som man oftast översätter med rening och som alltsedan Aristoteles spelat en stor roll i estetiken, där det gjorts till ett samlande begrepp för diktens djupaste och viktigaste effekt.".

Her fremstår forgængelighedstanken, velkendt fra mystikken og et ofte genkomment motiv i lyrikken siden baroktiden; forgængelighedstanken som kilde til såvel religion som poesi. Det poetiske fremsyngende kor i det antikke sørgespil som forkyndere af al menneskelig skæbne og det kristne passionsdrama, som tager udgangspunkt heri. Ruin går herfra videre til tilværelsen i alle dens aspekter opleves i digte, og afslutter med skridtet fra "jeg" til "du" i poesien.

12. Endelig findes der, som omtalt omstående (p. XXX) et efterskrift til andet oplag af "Poesiens mystik", hvor nogle af de mindre fine forsøg på parallelisering mellem poesi og mystik tilbagekaldes uden eksakt henvisning, om end Hans Ruin fastholder sit standpunkt generelt, og det gør han, efter Forfatterens mening, med mere end rette.

Mystik og metafysik har ikke siden diskussionen omkring flippermiljøet i 1960'erne e.v. haft plads ved den litteraturvidenskabelige arnes varme, omend det står som en kendt ting; at en meget stor del af de professionelle kulturformidlere og læsere - uanset filosofiske, politiske og religiøse grundholdninger - finder mystikladede poetiske skoler som barokken og romantikken spændende. - I efterskriftet nævner Ruin kort disse nutidige quasi-mystikeres teoretiske bagmand: C.G. Jung, dog uden at tage nærmere stilling til samme.

Alt i alt repræsenterer Hans Ruins bog "Poesiens mystik" den sobre, ædruelige linie indenfor mystik-forskning, hvor tekstnær fortolkning, psykologisk sans, semantisk stringens og jordbunden fornuft dominerer, og netop disse fire kvaliteter, altså: tekstnær fortolkning, psykologiske sans, semantisk stringens og jordbunden fornuft danner grundlaget for korrespondancelæren.

Med pointen om at tingene indeholder en sublim, uudsigelig betydning eller mening in mente, bliver følgende citat klart, Ruin skriver (ibid p. 105):

"Världen är ett enda allegoriskt drama, och den som har nyckeln till det, han läser däri som i en öppen bok. Poeten har sin nyckel, mystikern sin; tolkningarna blir därför olika, liksom psykoanalytikerns tolkning blev en annan än Swedenborgs. Men metoden är densamma.".

Moderne forståelse af de mystiske fænomener kan ikke se bort fra at disse personers oplevelser kunne have forskellige fysiske og psykiske forklaringsmønstre, så som såkaldt "hyberventilation", altså en kulsyreforgiftning i hjernen på grund af tilbageholdt åndedræt, eller at seksuel abstinens har ført til religiøst vanvid via sublimering, eller at usund læsning og mangel på meningsfuld beskæftigelse ender i patologisk (25) løgnagtighed, selvforblændelse og konkretiserede sansebedrags fantasiforestillinger.

Uden at forklejne eller forskønne sine udvalgte forfattere fastholder Hans Ruin et synspunkt, her groft sammenfattet: poesi og religion springer af en trang til at forstå det virkelige liv; denne trangs erkendelsesproces har ført til forskellige mystiske overbygninger, som moderne videnskab i dag har indset som ubevidste signaler, fremkaldt ved forskellige psykiske udladninger under indtryk af metriske og semantiske suggestioner.

Denne holdning virker typisk for det 20. århundrede e.v. og kan genkendes hos flere af de professionelle mystikere, Pierre Teilhard de Chardin (26) og Aleister Crowley for eksempel.

Men hvis man vil spore denne udvikling tilbage til dens oprindelige form, hvis man altså vil forstå disse, med Ruins ord: billednøgler til verdensallegorien, må man se på korrespondancelærens oprindelse som konkret symbolhenvisning, ikke som symbolsk overbygning. (27)

Et kort praktisk eksempel:

  1. Ægypten, flodlejet, prædynastisk (28) tid, en lavere samler og jæger på jagt efter en fed nilrotte. Pludselig suser det foroven, en høg slår ned, snupper flodrotten og svæver få sekunder efter igen himmelhøjt.

  2. Den lavere samler og jæger iagttager nu fuglen over nogle år, den: a. flyver højt ligesom solen; den b. ser klart fra oven og ned; den c. rammer byttet med usvigelig præcision. - Efterhånden dannes opfattelsen af solguden Horus, guden med høgehoved.

  3. Dette eksempels morale, og den senere heraf afledt semitiske monoteistiske ene Gud i himlen, som ser alt og slår ned efter forgodtbefindende, blev altså oprindeligt udledt fra en fugl som virkede lidt dygtigere på et livsvigtigt område end menneskene selv.

Den samme type eksempler kan med andre korrespondancer gøres gældende om andre guder fra såkaldt "zoolatrisk" tid (altså: dyretilbedende tid), for eksempel ægypterne hundegud, Anubis, som kan opsnuse og skambide de frygtede gravrøvere og derfor kendes som dødebyernes vogter, gravguden i nekropolen, og så videre og så videre.

Den oprindelige zoolatriske korrespondance lyder altså: høg = højtflyver = altseer = bedre end menneske til jagt = guddommelig = solen = og så videre og så videre.

Teksten vil nu bevæge korrespondancelæren frem igennem det kristne tusindårsrige, teo-magiens trange tid, altså den kristne enhedskultur i Europa fra Augustin (29)

og frem til Luther, idet teksten her genanvender Ruins fremstilling af de to modstående retninger: de sanselige dionysikere og de asketiske apollonikere.

Som bekendt gik de asketiske officielt af med sejren, selv om det nok i nogen grad fremgår af det her foreliggende værk; at denne "sejr" i nogen grad foregik efter princippet: "du får ret - jeg får fred!".

Korrespondancelæren i dens officielle kristelige version indebar ret længe blot en formularisk fremstilling af den kristne dogmatik, for eksempel: Jesus-figuren = lammet = frelseren = Guds søn; med undergrupper for hvert enkelt led, for eksempel: frelser = lidelse = døende = genopstanden og så videre.

Men med borgerskabets opkomst og konsolidering i oplysningstiden dukkede korrespondancelæren op i en helt ny mere naturvidenskabelig quasi-psykologisk gestaltning, og Emanuel Swedenborg stod den første store officielle eksponent for denne retning.

Swedenborg blev i god borgerskabsånd uddannet naturvidenskabsmand, men begyndte snart, foranlediget af problemet med seksuel abstinens og masturbatorisk fantasidannelse, at få religiøse skrupler, som udviklede sig til syne, visioner og visitationer fra den åndelige verden.

Enden blev at han begyndte at fastholde "Bibelen" udfra nogle helt nye kriterier, og snart voksede en ny kirke frem omkring ham, en kirke hvis pointe omfattede oprettelsen af "Det nye Jerusalem", en forkyndelse diverse engle indviede Swedenborg i under hans mange syner.

Hans "Hieroglyfiske nøgle" står, i lighed med Leibnizs "Monadologi" (30), som en viderudvikling af korrespondancelæren, hos Swedenborg så præcist at man kan tale om; at hvor den gamle korrespondancelære, på det lavere samler og jæger plan, ved de første tuskmarkeder havde en materialistisk, historisk basis, altså hvor symbolernes henvisningsfunktion virkede konkret, bliver det nu, med Swedenborg, temmeligt mystiske og abstrakte funktioner og fysiske naturlove som sætter i korrespondance, eller forbindelse, med hinanden.

For eksempel nummer 1 i Swedenborgs "nøgle" hvor begreberne: "bevægelse", "handling" og "operation" gensidigt sættes i korrespondance, eller eksempel 18 hvor: "hvid", "sandhedsforstand" og "sandhed" korresponderes endvidere med "øje" og "rationelt sind".

Den "hieroglyfiske nøgle" rummer kun en lille introduktion til Swedenborgs hovedværk "Arcana Coelestia" også kaldet "Himmelske hemmeligheder". Her korresponderes over 1000'er af sider en omfattende fortolkning af "Bibelen" sammenfattet i 1000'er af punkter, alt sammen med en intern logik af krydshenvisninger, som gør korrespondancerne "sande" både "på langs og tværs". Dette storværk af denne verdensberømte svenske mystiker læses stadig verden over i et internationalt kirke- og loge-samfund.

Teksten vil ikke her gøre så meget mere ud af denne problemstilling, dens generelle pointe bliver: at fremvise den erfaringshorisont der lå, og vel stadig delvis ligger, i den digteriske aktivitets symbolgrundlag udledt af myterne og religionerne.

- Der drejer sig her om et kæmpeapparat, der i tidligere tider skulle indlæres, ikke blot som almen dannelse, men for overhovedet at kunne forstå hvorfor for eksempel "kvieøjede kvinder" hos Homer (31) ikke betyder "dumme køer" og så videre.

Denne indledning til sidste kapitel, afsluttes her med kort at skitsere korrespondancelærens videre udvikling, fra 1700 tallets e.v. mystikere som Swedenborg til 1800 tallet e.v.´s store franske mystiker Eliphas Lévi, hvor tarotkortene blev korresponderet til det hebraiske alfabet, det gamle topografiske mønster "Livets Træ" og andre grunddele af den jødiske kabbala, alt sammen fremstillet offentligt for første gang.

Denne udvikling, hvor hidindtil hemmeligholdte korrespondancer og nye tilskrivninger bragte korrespondancesystemet op til moderne videnskabelig standard, bragtes i fuldt flor omkring århundredeskiftet e.v. af den legendariske leder af det lige så legendariske mystiske selskab "The Golden Dawn".

Denne leder hed Samuel Mathers, og blev for øvrigt gift med Henri Bergsons søster, han arbejde længe med især den hebraiske del af korrespondancelæren og videregav sin viden til sin hopved-discipel, Aleister Crowley, som helt frem til sin død i 1947 e.v. videreudviklede korrespondanceapparatet til at omfatte alle verdensreligionerne, farvelæren som Goethe begyndte at udvikle, myterne, mystikken, magien og så videre.

Aleister Crowley samlede alle disse systematiserede data i et værk kaldet "777", et enestående leksikon for såvel den mystisk som poetisk engagerede læser. I dette lineære system, som læses fra højre til venstre samledes hele det omtalte topologiske system "Livets Træ" og alle de mange korrespondancer som efterhånden blev tilskrevet det, efter Crowleys død har snesevis af efterkommere fortsat dette arbejde og har indskrevet utallige forhold, fra den afro-amerikanske voodoo-kirkens systemer til kvantemekanikken, vitaminer og mineraler og meget, meget mere.

Hvad der på Lévis tid primært omfattede et hebraisk system voksede altså med Crowley og hans efterkommere til at omfatte alle religioner og filosofier og står i nutiden som et samlet system i hvilket alle former for vidensrepræsentation kan struktureres logisk (som anvendt i Forfatterens "Det præteknologiske gennembrud 1976-1996").

Det der hos Hans Ruin kan hedde den bagvedliggende metodik danner altså en art strukturalisme i ordets bogstaveligste forstand, hvor evnen til at kombinere strukturens delmomenter står som digterens opgave, mens mystikeren vil søge at overvinde strukturen, jævnfør Ruins citat i indledningen af hans bog (ibid p. 18):

"... förening med Gud. ... (poeten) vill övervinna alla vanliga skrankor mellan individen och det absoluta ...".

Analysen her i tredie del har hermed fremstillet Hans Ruins glimrende og skelsættende litteraturvidenskabelige bog "Poesiens mystik" fra 1935 e.v. og dens idé. Har endvidere i nogen detalje fremstillet bogens struktur og diskuteret enkelte af dens overvejelser. Endelig, med udgangspunkt i bogen, gived der en fremstilling af en af dens centrale begreber i en bredere historisk ramme.

Fodnoter til Poesiens mystik

1. d.v.s.: almen litterær forkortelse, d.v.s.: det vil sige. Hvad Forfatteren for korrekthedens skyld anfører som: det vil skrive.

2. Novalis: Georg Freidrich Philipp von Harderberg (1770-1801 e.v.). Tysk digter i romantikken, for mange indbegrebet af romantik overhovedet. Se eventuelt slutnote nummer XXX.

3. Mester Eckhart: (cirka 1260-1327 e.v.). Tysk adelig mystiker og munk.

4. Stagnelius: Erik Johan Stagnelius (1793-1823 e.v.). Svensk digter og embedsmand. Regnes for typisk romantiker med problemstillingen mellem himmel og jord, idé og virkelighed som central.

5. Emanuel Swedenborg: (1688-1772 e.v.) svensk naturvidenskabsmand og mystiker, skrev "Himmelske Hemmeligheder", se eventuelt lidt mere herom i Forfatterens "Det præteknologiske gennembrud 1976-96".

6. Henri Bergson: (1859-1941 e.v.) fransk filosof, modtog nobelprisen i 1927. Regnes for den ypperste filosofisk ånd i perioden. Iagttagelser fra Bergsons forskning anvendes afgørende i Forfatterens "Coca-Cola World".

7. gestalt-psykologisk: efter tysk Gestalt: figur, form, skikkelse, heraf overført gestalt: helhed, psykologisk helhedsdannelse. Og efter græsk psyche logos: sjæl ord, heraf psykologi: læren om de normale bevidsthedsfænomener, læren om sindets processer og virkemåde. Heraf gestalt-psykologisk altså: psykologisk retning fra omkring 1910 e.v., fremhæver helhedssyn, menneskets opfattelse i helheder.

8. Paul Valéry: (1871-1945 e.v.) fransk digter, "Toi et moi" (: dig og mig) hans bedst kendte digtsamling.

9. Sigmund Freuds fortalelses og vittigheds artikel, hvor irrationelle fortalelser ses som indgang til ubevidste og før-bevidste psykiske indhold. XXX + mere herom.

10. Bifråstbro til Valhalla: efter oldnordisk mytologi leder broen Bifrost (også stavet Bifråst) til gudernes bolig Valhalla. Overført Bifråstbro til Valhalla: en genvej, en vej til himlen.

11. Wimsatt og Brooks bog kendes som en klassiker indenfor den såkaldte ny-kritik, med principper som "close reading" (: nærlæsning) og æstetiske kategorier i hovedsædet.

12. Jacob Böhme: (1575-1624 e.v.) tysk protestantisk krist-kirkelig mystiker.

13. Teresa af Avillia: også kaldet Teresa de Jesus (1515-1582 e.v.). Spansk nonne, forfatter og teolog. Gennemførte sammen med Juan la Cruz reformer i den katolske karmelitterorden. Hovedværk "Sjælens slot". Kanoniseret som helgeninde 1622 e.v. Se eventuelt fodnote om Juan de la Cruz p. XXX.

14. Skelnet mellem det dionysiske og det apolloniske i kunsten danner en ofte set litterturvidenskabelig kending (se også side XXX), Dionysos, vinens, ekstasens og vildskabens gud modstillet Apollon, sangens, poesiens, lysets Gud, det kravlende kaos contra den sublime, ophøjede ro. De to tendenser kan ses som afvekslende bølgedale i litteraturen udvikling, og i få enestående tilfælde indenfor et og samme forfatterskab. + mere herom i relation til det tidligere eksempel og bogens emne, samt splittelsen i den eneklte som analyseret i foregående kapitels dobbeltgængerskildringer. - Samt henvisninger til "Pop Rock Poesi" (P.R.P.) hvor analysekammen, begrebsparret igen optræder.

15. Mallarmé: Stéphane Mallarmé (1842-2898 e.v.). Fransk symbolistisk digter, gymnasielærer og journalist. Pirrende dybsindige ordbilleder, rytmer og opløsning af syntaks forargede realister og frydede symbolister, som i Mallarmé fandt en faderskikkelse.

16. Modi: efter latin modus: måde ved hvilken, heraf modi altså: måder ved hvilke.

17. Herder: Johann Gottfried Herder (1744-1803 e.v.) tysk præst, forfatter, filosof og kulturhistoriker. Inspirerede sammen med den unge Goethe opstarten af den romantiske skole i Tyskland især med sine ideer om folkekunstens store betydning. Se eventuelt slutnote nummer XXX.

18. Juan de la Cruz: Johannes af Korset (1542-1591 e.v.) spansk munk, mystiker og forfatter. Gennemførte sammen med Teresa af Avila (se eventuelt fodnoten p. XXX) reformer i karmelitterordenen, men manglede hendes diplomatiske sans og sad derfor ofte fængslet. Spaniens betydeligste krist-kirkelige mystikker. Kanoniseret som helgen i 1726 e.v.

19. ekstrapoleret: efter latin extra polire: uden for glatte, polere, heraf ekstrapolation: at beregne og uddrage noget ubekendt fra noget bekendt. Overført ekstrapoleret altså: uddraget, beregnet ud fra noget andet.

20. Runeberg: Johan Ludvig Runeberg (1804-1877 e.v.). Svensk-finsk digter og dramatiker med en omfattende produktion. Regnes blandt finsk kulturs førende penne. Hans "Kung Fjalar" regnes blandt nordens betydeligste fortællende digte.

21. Stenböck: (- e.v.) ...

22. Johannes Ewald: (1743-1781 e.v.). Regnes af mange kendere for Danmarks bedste digter, skrev i høj grad inspireret af sin ulykkelige kærlighed hovedværk "Levnet og meninger" citeres også kort i Forfatterens "Les roues de la revolte" (L.R. de L.R.).

23. Harry Martinsson: (1904-1978 e.v.) svensk forfatter og digter, kendt for muntre vagabondfortællinger (for eksempel "Vejen til de tusind drømme" og lærd poesi (for eksempel "Aniara"). Nobelpris i 1974 e.v..

24. Platons erosmyte: efter Platon (427-347 før e.v.). Græsk filosof. Og efter græsk Eros: kærlighedens gud, drift, begær. Platons erosmyte altså: en filosofisk konstruktion efter hvilken den grundliggende drift i mennesket går som en higende søgen efter det gode og det skønne, en søgen væk fra sansernes bedrag og hen mod ideernes verden og det virkeligt eksisterende.

25. patologisk: efter græsk pathos logos: lidelse ord, heraf patologi: læren om sygdommenens årsager og symptomer. Patologisk altså: sygeligt, kendt sygdomsforløb, lidelsesbetonet.

26. Teilhard de Chardin: Pierre Teilhard de Chardin (1881-1955 e.v.) fransk, katolsk, jesuitisk mystiker og antropolog. Mente at verden gradvis vågner op til en menneskelig kærlighedsbevidsthed hos Gud.

27. Korrespondancelæren: se eventuelt tidligere fodnote side XXX. Overenstemmelsernes systematik, behandles endvidere videnskabeligt i Forfatterens "Det præteknologiske gennembrud 1976-96". En samling af korrespondancer gives dels i Forfatterens "S.M.S." og især i "C.N.C.".

28. Prædynastisk tid: efter latin præ: før og efter græsk dynastes: magthaver, heraf dynasteia: fyrstehus, overført dynasti: herskerslægt, fyrstehus. Præ-dynastisk tid altså: peroden før de store dynastier i Ægyptens historie. Brozealdertiden fra cirka 3000-2000 før e.v..

29. Augustin: Aurelius Augustinus (353-430 e.v). Kristen kirkefader. Skrev blandt andet storværket "De civetas dei", "Om Guds stat". Hans ideer om nådens natur gav den tidlige kristendom et menneskeligt ansigt. Holder helgendag 28/12.

30. Leibniz: Gotfried Wilhelm von Leibniz (1646-1716 e.v.) tysk digter og filosof.Monadologien, efter græsk monos: ene, heraf monadologien altså: læren om de udelelige mindste enheder i naturen. En verdensforklaring udfra en blanding af religiøse og naturvidenskabelige forklaringer i aksiomatisk form, altså i læresætninger. Om Leibniz se endvidere Forfatterens "Les roues de la revolte" (L.R. de L.R.).

31. Homer: Homer Demodos (cirka 800 før e.v.). Græsk bronzealderdigtnings største skjald. Legendarisk skaber bag storværkerne "Illiaden" og "Odysséen".