Pop Rock Poesi Portal

2.1a. Rock'n'Roll perioden

Per Olsens videnskabelige skrifter

 

Omstående (p. XXX) blev det antydet; at Rock'n'Roll indebar en mindre forandring i den gængse underholdningsteksts natur. Mere systematisk kan disse mindre forandringer grupperes i tre hovedgrupper:

  1. Et "dadaistisk"a [i] nonsenssprog med vægt på rytmisk udtaleværdi. Halvt magiske ord, med vektorer som peger mod sensualitet og den under- eller ubevidste sprogproces.

Til eksempel ord som: "Tutti Frutti" - "Be-bob-a-lula" og lignende

  1. Nye formuleringer i de velkendte fraser, formuleringer som henviser til en art intern jargon eller "jive" som solidariserer konsumenterne overfor ikke-konsumenterne. 

Til eksempel "She's the one with the flyin' feet" ("Be-Bob-A-Lula"). "Keep a-rockin' that piano" ("Rock'n'Roll Music")

  1. Action/Miljø. Ikke forstået sådan, at populærmusikken ikke før havde rigeligt med handlingsmomenter, men alligevel i Rock'n'Roll med langt større vægtning af det handlingsprægede, af den hedonistiske altså lystfyldte hengivelse til action og miljø i opgøret med de restriktive, altså de regelsættende og begrænsende instanser (udenfor miljøet).

Til eksempel "I wanna stick around while I get my kicks" ("Jailhouse Rock"). "Now go cat, go" ("Blue Suede Shoes")

Disse nonsensord, shifters (: omskiftere), eller ledeord ned til det uformulerbare, til protosymbolernes haloring omkring det unævnelige og det fortrængte (jævnfør teorien p. XXX), koblet med nyheden, den nye fraseologi, den digterisk tenderede men reelt nedad-snobbende overgivelse til slang og indforstået jargon, og endelig den ekstroverte altså udadvendte næsten brutale insistens på handling, fart over feltet og refleksløs umiddelbar handling, udgør tilsammen de tre væsentligste formfornyende elementer i Rock'n'Roll teksterne, alle tre former findes som viderudviklinger af tendenser i især jazz- og blues-musikken.

Tematisk bevægede Rock'n'Roll teksterne sig ikke en tøddel videre end den forudgående populærmusik, det altafgørende hovedtema i stort set alle teksterne: kærlighed, kærlighed og fest, enten positivt (kærlighed+) eller negativt (kærlighed-) fremstillet.

Festmotivet hører også sammen med den amerikanske tradition for poulærmusik, dansehallerne, markedsballet, barpianisten; men når festmotivet bliver stadigt stærkere i rockteksterne hænger det naturligvis også sammen med udviklingen af et forbruger- og et mediesamfund. Den forøgede fritid og opgøret med krigstidens krisetænkning, nøjsomhed og sparementalitet.

Mange eksempler og analyser peger på at den tidlige rock-lyrik kan skematiseres som nedenstående:

Nonsenssprog

Ny fraseologi

Action/Miljø

Kærlighed +/-

Kærlighed +/-

Kærlighed +/-

Fest +/-

Fest +/-

Fest +/-

Pointen: at stort set alle Rock'n'Roll tekster indholdsmæssigt følger dette skema. De handler enten rent om kærlighed, rent om fest, eller om en blandingsform. De handler enten om kærlighed som noget godt eller dårligt, ligeledes om fest som noget godt og dårligt, og i ganske mange tilfælde drejer det sig igen om blandingsformer. Endvidere vil alle disse tekster i mere eller mindre udpræget grad indeholde tydelige eksempler på de tre "nydannelser", enten vægtet overvejende mod den ene af disse, eller med en blandingsform hvoraf flere fremgår.

Som formmønster forekommer denne model altså som en variant af adskillige genrer inden for den øvrige dengang og jo stadigt aktuelle musikverden, blandt andet New Orleans Jazz, Blues, Jazz, Talking Blues traditionen, Green Grass musikken, Hillbilly, Evergreen-repertoiret og så videre.

  1. Første gruppes "dadaistiske" nonsensord: både en direkte fortsættelse af slagordet, salgsordet, varenavnet: Rock'n'Roll, som heller ikke har normalsproglig betydning, og samtidigt en del af præsentativsymbolikken, den som opløser meningssammenhængene i diskursivsymbolernes fremtrædelse (igen jævnfør teorien p. XXX).

  2. Anden gruppes formforandrende fraseologi: såvel en direkte fortsættelse af slagordet og varefremtrædelsens aura af nyskabende og rebelsk musik, som en tekstmæssig analog til den musikalske væsensfunktion af oprør, gennem solidarisering med den afroamerikanske musikverdens jargon og formfigurer; - men dermed også præsentativsymbolikken der indenfor diskursivsymbolikkens sprogindordnende funktioner driver sit opløsende spil.

  3. Tredie gruppes action og miljøsammenhænge: til dels de nødvendige socialhistoriske miljø- og forbrugergruppekonsolideringer, til dels disse grupperingers institutionalisering i "non-parentale overjegsbilleder" (jævnfør især slutnote nummer XXX); - men de fungerer også udadtil som statueringer a af de rebelske fremtrædelser og væsener, samtidigt med at de i fremførelsens her og nu rummer den direkte beskrivelses åbne identifikationsmulighed.

Formerne og deres udtryk optræder som anført ofte stærkt sammenvævet, ekstremt i "Be-Bob-A-Lula", moderat i "Long Tall Sally" og næsten ikke i "Hound Dog".

Be-Bob-A-Lula

Be-bop-a-lula, she's my baby.
Be-bop-a-lula, I don't mean maybe.
Be-bop-a-lula, she's my baby doll, 
My baby doll, my baby doll.

She's the gal in the red blue jeans.
She's the queen of all the teens
She's the one that I know.
She's the one that loves me so.

She's the one that's got that beat
She's the one with the flyin' feet.
She's the one that walks around the store.
She's the one that yells "more, more, more!"

Be-bop-a-lula, she's my baby.
Be-bop-a-lula, I don't mean maybe.
Be-bop-a-lula, she's my baby doll, my baby doll,
my baby doll.

Gene Vincent og Sheriff Tex Davis 1956

Udover det nævnte "nonsense" ord, og den nyfraseologiske formulering, fremstår også her en klar henvisning til forbrugersamfundets opkomst, idet "hun" går rundt i butikken og råber "mer', mer', mer'!". Sangen angiver en kærlighed+ sang, med kraftige undertoner af fest+. Bemærk at hun har røde "blue jeans" og beskrives som dronning af "all the teens".

Long Tall Sally

Gonna tell Aunt Mary
`Bout Uncle John,
He says he has the blues
But he has a lot of fun.

Oh baby,
Yes baby,
Woo, baby
Havin' me some fun tonight.

Well, Long Tall Sally
Has a lot on the ball,
And nobody cares
If she's long and tall.

Oh baby,
Yes baby,
Woo, baby
Havin' me some fun tonight.

Gonna have some fun tonight,
Gonna have some fun tonight,
We're gonna have some fun tonight,
Well, everything will be alright.
We're gonna have some fun
Gonna have some fun tonight.

Well, I saw Uncle John
With long tall Sally
He saw Aunt Mary commin'
And he ducked back in the alley.

Oh baby,
Yes baby,
Woo, baby
Havin' me some fun tonight.

Richard Penniman, Johnson og Blackwell 1956

Dette angiver tydeligt en fest + sang, med kærlige undertoner. Forældregenerationen derimod beskrives rodet ind i et kærlighedsforhold, som dog danner kærlighed+ set for den utro onkel John. "Fun-morality" (morskabsmoral) bliver en art formular for den frigjorte seksualitet i løbet af 1950'ernea.

Det dadaistiske nonsens-sprog holdes til nogle få kendte afroamerikanske standardudtryk som "woo" (et ord der stammer fra hestedressuren), ligeledes de nyfraseologiske elementer inspireret af afroamerikansk slang, for eksempel "ducked back in the alley", "has the blues", "has a lot on the ball", mens action/miljø elementet dominerer hele sangen, som i høj grad handler om at få gang i den og om at den opløbne teen-age tøs, Sally, findes god nok, både indenfor miljøet og udenfor.

Hound Dog

You ain't nothin' but a hound dog,
Cryin' all the time.
You ain't nothin' but a hound dog,
Cryin' all the time.
Well, you ain't never caught a rabbit,
And you ain't no friend of mine.

When they said you was high classed,
Well, that was just a lie.
When they said you was high classed,
Well, that was just a lie.
You ain't never caught a rabbit,
And you ain't no friend of mine.

You ain't nothin' but a hound dog,
Cryin' all the time.
You ain't nothin' but a hound dog,
Cryin' all the time.
Well, you ain't never caught a rabbit,
And you ain't no friend of mine.

Leiber og Stoller 1956

En kærlighed- sang, med undertoner af fest-. De dadaistiske formelementer glimrer ved fravær, men i selve billedbrugen, hvor pigen sammenlignes med en jagthund som ikke fanger noget, ligger en symbolsk billeddannelse.

Den nyfraseologiske formulering angiver et tilbagefald i underklasse slang og sprogfejl: det tilbagevendende "ain't", "you was", mens action/miljø i jagt-metaforikkena netop antyder; at pigen ikke deltager i på action og derfor falder udenfor miljøet. Beskrivelsen "cryin' all the time" angiver negeringen af såvel kærlighed+ som fest+ og antyder noget om den rebelske, udadvendte holdning, som indebar et noget andet kvindesyn end den tidligere refrain-kultur havde lagt op til.

Disse tre sange angiver vellykkede eksempler på, hvad der i den originale rockvares fremtrædelse skulle danne ordenes "smartness" og musikkens "drive", for at vende tilbage til det overfladiske æstetikapparat de givet produceredes efter.

[TOP]


     a dadaistisk: efter fransk dada: en træhest, betydningsløst barnesprog. Kunstretning fra Zürick som (1915-1922) skabte borgserskabssatirisk, meningsløs morsom kunst, baggrund for surrealismen, se herom i senere fodnote p. XXX. Se eventuelt også fodnoten om "Cabaret Voltaire" i kap. 3. og slutnote nummer XXX.

     a statueringer: efter latin stare: stå, heraf statuere: opstille, heraf statuere: fastsætte, fastslå, påstå. Statueringer altså: påstande, fastsatte forhold, så som domme, straffe, eksempler og lignende - ordet forekommer Forfatteren ret så rock-relevant.

     a Se eventuelt Forfatterens "Coca-Cola World" for en nærmere analyse af "fun-morality" og dens betydning i det 20. århundrede.

     a metaforikken: efter græsk metafora: overføren fra et område til et andet, heraf metaforik: billeddannelse hvor man erstatter selve sagen med et billede, et symbol.

[TOP]


[i]. Det 20. århundrede prægedes af en lang række kunstneriske,  filosofiske skoler og idégrupper, alle udsprungne af den modernisme med realisme, naturalisme og symbolisme, der opstod som reaktion på romantikken og romantismen i det 19. århundrede (se eventuelt herom  i  Forfatterens "Om 100 år er alting glemt?!?").'

Dadaismen: opstod i Zürich, Schweiz i 1916 hos en kunstnergruppe der holdt til i den siden så berømte "Cabaret Voltaire", deres idé indebar et opgør med alle de "ismer", som siden romantikken  havde domineret europæisk kultur. De overvejende tysktalende kunstnere vendte sig mod borgerskabet med latterliggørelse og meningsløshed, en  del af programmet hentedes fra futurismen og kubismen som forklares nedenfor. De lydmalende nonsensord blev dog specielt kendetegnende for dadaismen,  som også siden anerkendes for at have indført collagen (efter fransk coller: at klistre): altså udklippede og opklistrede billeder også kaldet "foto-montage" og lignende. Netop denne del af dadaismen fik en  voldsom opblomstring i 1960´erne, hvor collageformen (for eksempel som forklaret p. XXX) igen vandt frem og hvor kunstnergruppen fluxus og især pop-art (Andy Warhole og The Who) tydeligvis hentede inspiration i de oprindelige dadaistiske tanker, samtidigt med at happening-ideen sattes i system, altså ideen om kunst og opførelse af kunst som manifestationer af ideer, som konkrete bevidste handlinger og øvelser i reklamemageri og pr (jævnfør fodnoten om pr p. XXX). - Selve ordet "dada" blev i 1916 fundet ved et tilfældigt opslag i en tilfældig ordbog, det betegner et fransk  låneord for "en træhest". Ligesom dadaisterne havde opsuget tidligere og sideløbende skoler og teorier blev de selv opsuget i især surrealismen og  konstruktivismen.

Kubismen: efter græsk cubos: terning, firkant. Startede som en retning især indenfor malerkunsten fra starten af det 20. århundrede. Søgte at gøre de afmalede objekter mere nære og essentielle som genstande, ved at forenkle  formerne  og stilisere linier og kurver. I starten inspireret af "primitiv" kunst fra Afrika og Europæisk forhistorie. I sin tidlige fase udviklede kubismen sig væk fra ideen om at male hvad øjet så og hen imod at søge de iboende geometriske principper. I den anden fase (1910-1912) begyndte man at male flere facetter, synsvinkler af og på den samme genstand, altså flere betragtningsmåder samlet i ét billede, denne fase kaldes i kunstteorien "den analytiske kubisme". I den tredje og sidste fase "den syntetiske kubisme" indlagde man også udklippede billeder, tekststumper og lignende i malerierne,  samt eksperimenterede med skulpturer. Nu blev farverne stærkere, kompositionsprincipperne mere indviklede, og kubismen blev opsuget i tidens øvrige skoler. Kubismen blev herefter en af hovedkilderne til "den abstrakte kunst", den især malerkunst, som i stedet for genkendelige former og figurer,  koncentrerede sig om farver og synsoplevelser uden genkendelige momenter (såkaldt "non-figurativ kunst" altså den figurløse kunst). Dadaismen, ekspressionismen, futurismen og surrealismen regnes  for andre  hovedkilder til  den abstrakte, altså nonfigurative kunst, hvad "rindalismen" (jævnfør fodnoten p. XXX) kaldte "smøreri", "fup" og lignende som børn og aber kunne gøre bedre.

Ekspressionismen: efter latin ex primere: ud trykke. En kunstteoretisk malerskole udviklet især i de tysktalende områder af Europa fra omkring 1910.  Ideen omfattede at udtrykke indre kvaliteter gennem forvrængning og overdrivelse,  krasse farver, skære disharmonier og udpenslede beskrivelser. Blev efterhånden udstrakt til også at omfatte kunstens øvrige områder, og ekspressionismen selv, blev udstrakt til at omfatte alle  kunstnere til alle  tider, som anvender forvrængning, fragmentering, udpensling og udtrykker voldsomme  overdrevne følelser. Rigtigt mange af ekspressionismens udtryksmåder kan genfindes i poetiseringens tekster, når disse beskriver social nød, og næsten alle ekspressionismen holdninger genfindes let i 1970´ernes punk-musik.

Futurismen: en italiensk kunstteori som fra starten af århundredet fremhævede fremtidens normer som nutidens kunstteoretiske standpunkt. begreber som fart, spænding, mandighed, styrke og overlegen indsigts intelligens stod centralt, ligesom maskinen, især bilen, motorcyklen og flyvemaskinen, dertil en indædt afvisning af den ikke-industrialiserede fortid. "Frisættelse af ordene" indebar en ny skrivestil som senere med sørgelig lethed kan genfindes i mediernes og reklamernes sprogleje sidst på det 20. århundrede. Maskinernes brølen i stedet for sødsuppemusik. Levende stærke handledygtige poeter i stedet for dekadente, nihilistiske vrag, sådan lød futuristernes oprindelige program. Futurismen blev desværre opsuget i den politiske demagogis tjeneste, fascismen, som godt nok tabte anden verdenskrig,  men samtidigt gjorde futuristernes fremtidsmusik og kunstsyn i en udvandet skikkelse til den moderne popkulturs første form. Stort set alle typer rockmusik indeholder stærkt futuristiske elementer, dog uden futurismens teoretiske indsigt, og således at dens krigsglæde og mandighed forvandles til samfundskritik og selvstændighed.

Surrealismen: efter latin res: tingene heraf fransk sur réalisme: over realismen, over virkeligheden. Surrealismen udsprang af den franske dadaisme i starten af 1920´erne, og under stærkt modificerende indflydelse fra Sigmund Freuds ideer om det ubevidste, underbevidstheden, som surrealisterne søgte af opdage og afdække beskrivende gennem trance-arbejde (såkaldt automatskrift) gennem dyrkelse af magiske metoder og gennem nyopdagelse og opdyrkning af det forrige århundredes romantik i dens mere åndelige aspekter. gennem især malerkunsten og litteraturen blev surrealismen til det 20,  århundredes mest betydningsfulde kunstteoretiske skole under den modernistiske fortolkning, surrealismen genkendes ved sine mærkelige, magiske drømmelandsskaber, sine groteske beretninger og symboliserende betydningslag.

Disse fem skoler udgør kun hovedstrømninger i det 20. århundredes kunstteori med en mængde levende og sejlivede undergrupper og særstandpunkter og med en stor del overlapning fra idésæt til idésæt. Men alle disse skoler i modernismen stod naturligvis i skarp modsætning og modstrid til de to øvrige tendenser i tiden, den ægte fascistoide og kommunistoide: altså den tilbagesøgende klassiske holdning som forblev fikseret i fortiden og den stadigt omsiggribende populisme med dens massekulturelle pop- og mediekultur (kitsch jævnfør fodnoten p. XXX).

dadaister

Hans Arp, Max Ernst, Marcel Duchamp  
kubister Picasso, Cézanne, Gris
ekspressionister Edward Munch, Franz Werfel, Johannes V. Jensen
futurister Marinetti,  Sant´ Elia, Apollinaire, Emil Bönnelycke
surrealister André Breton, Salvador Dali, René Magritte

[TOP]