perolsen.net

Per Olsens videnskabelige produktion

Teomagiens Trange Tid Portal

Christopher Marlowes 'The Tragical History of Doctor Faustus'

Side 1

Side 2

SIDE 3

Træk af Marlowe-versionens dæmonologi

Dramaformen op til det engelske renæssanceteater

Rituel magi - den store synd

Pagten med den fremmanende dæmon

Træk af Marlowe-versionens dæmonologi

Marlowes version blev altså formentligt bygget over folkebogens oversættelse (ved "P.F." tidligst 1592 e.v.), eller bygget direkte på et af engelske skuespilleres eventuelt hjembragt eksemplar af den tyske eller hollandske folkebog (Ward ibid p. xcf), med eller uden en yderligere anvendelse af de tyske og engelske poetiske versioner.

Som det omstående kan ses har Marlowe fulgt sit oplæg i udvalg men temmeligt nøje, og de indlagte komiske scener (4, 8 og 9) menes jo (Ward ibid p. cxxxiff og mange andre steder) også at indgå som lattervækkende optrin skabt af mere humoristisk begavede dramatikere: Birdie og Samwell Rowley a, også fra skuespillertruppen "The Lord Admiral's Servants" som i 1603 e.v. blev "The Prince's Servants" og som vides at have opført Marlowes stykke på teateret "The Rose" fra september 1594 e.v. og frem. - Marlowe-forskningen har endvidere godtgjort; at der blev foretaget en del tilskrivninger i udgaven af 1604 e.v., og at heraf blev nogle igen udeladt og andre kom til i udgaven af 1616 e.v.. - Dog regnes værkets helhed med rette stadig for Christopher Marlowes produkt.

Hvad har så Marlowe ændret i Faust-myten?

Ja, først og fremmest hans karakter, som i folkebogen stadig virker for bred, for brovten og for "falden" til at kunne leve op til det stadige og strenge aristotelinske krav om at den dramatiske tragedie helst bør fremstille personer bedre en gennemsnittet. b

Derfor transformeres "den vilde" underlødige Faust-stabejs i beretningerne, som blev folkebogens teologiske doktor, lidt bedre end de øvrige studerende, nu til tragediens teologiske doktor, den højst estimerede lærerkraft og forsker ved den dengang verdensberømte (og fra katolsk hold: berygtede) universitetscenter i Wittenberg, eller som det siges om Faust-stabajdsen (scene 2 øverst):

"... Faustus som havde for sædvane at få vore skoler til at ringe med sic probo". a

Den ydre manifestation af denne transformering fremtræder allerede i tragediens 1. scene, som Marlowe henlægger til fausts studerekammer, hvor siden blandt andet Lessing og Goethe genfinder ham, men som folkebøgerne jo ikke ved meget af.

Denne transformation kunne vel næppe ske i Tyskland, hvor man for det første ville have Wittenbergs øvrighed imod sig, og for det andet havde folkets hukommelse imod sig og endelig for det tredie ikke kunne tillade sig at sidestille den djævelbesatte med universitetscenterinderkredsen af reformatorer.

Især sidstnævnte forhold synes intet problem for den engelske offentlighed, som jo ikke lå under for den lutherske, protestantiske kirkepolitik; omend det virkede naturligt at engelske teo- og dæmonologer (for eksempel James den 1. og Scot) stod solidariske med de tyske (for eksempel Agrippa) mod de papistiske katolikker (for eksempel Bodin og Le Loyer).

Det bliver altså igen en kirkesplittelse som bringer figuren videre opad mod den litterære institutions højder; - og Marlowe har, ligesom Shakespeare i hans version af "Hamlet", spillet på den almene teateroffentligheds mere eller mindre sensationsprægede og fordomstilhyllede opfattelse af hvad det nye religiøse og videnskabelige universitetscenter stod for.

[TOP]

Dramaformen op til det engelske renæssanceteater

Teksten vil i denne forbindelse kort skitsere udviklingen frem mod det moderne teater som blev grundlagt i tiden op til det engelske renæssanceteater, eller nærmere "roundhouse"-teateret, almindeligt fra cirka 1575 e.v..

Richard Southerns "The Staging of Plays before Shakespeare" og Bushs "Mythology & the Renaissance Tradition in English Poetry" beretter om stykkerne og den rige dramatiske tradition op til det deciderede elizabethanske teater, med dets blankvers, dets uafhængighed af de klassiske diktater og dets karakteristiske runde teaterrum.

Ellis' kritik melder at middelalderens mirakelstykker og tillempede klassiske dramaer, først skabte de såkaldte "Moralety Plays", små belærende stykker og "Interludes" b.

Moralstykkerne bibeholdt den middelalderlige allegoriforståelse; fremstillede i billeder "ungdommen", "skønheden" og lignende, de pegede således frem mod interlude-formen, som oprindeligt dannede mellemakter til de store klassiske forfattere, hvor almindelige menneskers relationer behandledes, oftest i et satirisk øjemed. Skuespillerne skiftede bag ved og trådte frem fra en skærm, når de spillede i dette præ-elizabethanske teaterrum.

Mirakelstykkerne gjordes således frie fra det kirkelige meningsmonopol, og dets udvikling af grækernes to porte, den ene til fortiden, den anden til fremtiden, som jo i mirakelstykkerne blev til to porte, den højre til himlen, den venstre til helvede. Og med englændernes udvisning af det katolske fællesskab blev en selvstændig dramatisk form mulig; moralstykkerne blev efterhånden til det store elizabethanske tragiske drama, mens "mellemstykkerne" og deres satiriske indhold, blev udviklet til dette dramas komedieform.

Denne udvikling gav de mange forfattere et meget frit kriterium for deres stofudvælgelse, og skabte på én gang en forlængelse af den klassiske og den latinske tradition som blomstrede op med renæssancen og samtidigt et helt fritstående teater i samspil med det aktuelle samfund.

[TOP]

Rituel magi - den store synd

Faust-tragedien giver et klart eksempel på sidstnævnte samspil, og om end den i sin sceniske form tager et stort skridt frem mod det egentlige elizabethanske teaterrum og senere har fundet flittig anvendelse her i, virker det muligt at spore et dramatekniske erfaringslag, som fortsætter den gamle Tudor Hall teaterform. [i]

Når man således roser Marlowe for at have sublimeret Faust-figuren, bør man samtidigt betænke at hans arbejde endvidere har virket stærkt sublimerende på det samtidige teatermiljøs dramaperception, et forhold som fremtræder i det faktum, at dette stykke etablerer blankverset a som standard meter b i det elizabethanske drama.

Om end det af ovenstående fremgår at kirken og dens forkyndelse kraftigt taber terræn i disse år, må det på ingen måde forstås, at de religiøse problematikker ikke udgør vigtige og omfattende emner i den gående samtidsdebat.

Teksten har i den foregående analyse af Shakespeares "Hamlet, Prince of Denmark" påvist; at et stort debatområde lå i om ånder eksisterer, om de udgør afdøde sjæle eller djævle/engle, og om betimeligheden og udbyttet ved eventuelt at kontakte disse ånder. - Hekseri generelt og magi specielt!

Katolikkerne og de forskellige protestantiske strømninger havde, som anført i denne Shakespeare-analyse, hver deres svar på disse spørgsmål og lå i heftig disput her om.

To forhold som alle divergerende teologier dog fandt sig enige i: det forkasteligt kætterske i at conjurere c (: at besværge ånder med magiske cirkler, trekanter, krafteder og så videre), og især i at slutte pagter, underskrive kontrakter, med disse hin- og helvedssidige magter. - Det bliver derfor naturligvis disse to overtrædelser, åndemaning og pagtskrivning, som Faust-karakteren hos Marlowe begår!

Omend den engelske Reginald Scot, som ofte tidligere bemærket, tenderede mod en total afvisning af alle ekstra-sensoriske og paranormale fænomener, synes han ikke i tvivl om; at sygelige sind vil kunne opleve Djævlen selv, og han beskriver åndemanerne således i sin "Opdagelse af hekseri" (ibid Booke XV Chapter 1):

"... åndemaneres navn. Og disse beskæftiger sig ikke med ubetydelige sager: de henter djævle ud af helvede, og engle ud af himlen; de opvækker hvilke kroppe de vil, var de end døde, begravede og rådne længe før; og henter sjæle ud af himlen eller helvede mere expedit end paven bringer dem ud af skærsilden.". a

Ovenstående rummer faktisk en fuldstændig beskrivelse af de til Faust-fidusen tilskrevne gerninger af virkelig alvorlig, kættersk, karakter, om end Faust-stabejsen ikke nævnes med ét ord, med sit hip til paven gives der ingen tvivl om på hvilken side af den verserende kirkesplittelses interne strid Scot befandt sig.

Han gennemgår i Booke XV's 42 kapitler alle former for de dengang kendte åndemaningsdiscipliner ("kendte" i den almene, verdslige offentlighed), og teksten vil senere i Hamlet-analysen (p. XXX for eksempel) vise; at omend den skeptiske, videnskabelige positions kritiske afsløringer bliver forfulgt i det 17. århundrede e.v., bliver den samtidigt en af de mest pålidelige og omfattende trolddomsbøger i perioden og området.

Men som bemærket synes hverken katolikker eller protestanter i tvivl om at åndemaning står blandt de allerværste dødssynder. Pavebullen af 1484 e.v. mod hekseri, støttedes altså generelt af alle, såvel Luther-fløjen, Calvin-fløjen som den engelske reformerte kirke i århundrederne efter Faust-figurens indførelse i den lærde europæiske bevidsthed.

På den baggrund må man nu forstå tilskuernes gys, når Marlowes Faust-figur i scene 1. udbryder:

"Det er magi, magi som har henrykket mig". a

Dette har startet den overtroiske og stadigt stærkt kirkeligt fordummede tilskueres spænding, angst og bæven, ja tilskuerens sikre forventning om at komme til at overvære en overlegen højkulturel skønånds nedstigning til fortabelse og brutal død. Forventningen som bliver bekræftet af faust i slutscenens ord:

"Denne nat vil jeg mane dør jeg end derfor.". b

For samtiden har disse linier beskrevet faldet, og derfor danner det god kirketro didaktik, altså opdragelseskunst, at lade Faust-personen omkomme ulykkeligt i alle versioner af myten i denne periodes epoke.

Men, som yderligere påpeget har Scots syn rakt endnu nogle alen længere fremme i rationalitet, og der synes rimelige muligheder for at Marlowe, bevidst eller ubevidst, har fulgt ham her i, om end Marlowes eget sind måske nok kun svært har kunnet forlige sig med det helt psykologiske og rationelle univers.

Derfor må, ja skal, Faust-figuren alligevel fremstå som en synder, omend Marlowe lægger grundlaget til billedet af faust som den hensynsløst vidensbegærlige menneskeånd, som evindeligt stræber mod større forståelse og ideligt håber på at slippe godt fra det.

Scot afviser åndemanerne i samtiden, efter at have redegjort detaljeret for såvel deres kunster, som for de andre førende teologer i begge kirkelejres synspunkt. Han skriver:

"... hvis vi alvorligen ser spørgsmålet om åndemaning an, og åndemanernes tendens, vil vi finde dem, efter min mening, mere fejlfulde en de som tager på sig at være hekse, som manifeste overtrædere af Guds majestæt, og hans hellige lov, og som åbenbare overtrædere af denne verdens lov og fred: omend de sandeligen ikke får nogle sådanne ting til at ske, som det bliver formodet og hævdet af godtroende personer, sammensvorne (?), løgnere og troldfolk.". c

Scots bevis bygger her på Lukas 16:13:

"Ingen tjener i et hus kan trælle for to herrer; for enten vil han hade den ene og elske den anden, eller han vil holde sig til den ene og foragte den anden. I kan ikke trælle både for Gud og for Rigdom.".

Endvidere fremfører han det helt principielle afslag til djævlen:

"Fra helvede bliver intet frelst.".(?) a

Bemærkningen. "omend ... " giver et udtryk for Scots egen særstilling og et led i baggrunden for at bogen brændtes under James den 1. og regnedes for strengt forbudt under hele hekseforfølgelsestiden. Når Scot altså forfølges af James den 1. af England i dennes værk "Dæmmonologie" (1604/5 e.v.) rummer det klar almen kirkepolitik. - Bemærkningen kendes som bogens mest citerede:

"... en kaldet SCOT, en englænder, skammer sig ikke over i offentligt tryk at benægte at der kan findes noget som Hekse-kunst: og fastholder således Saddukæernesb gamle fejl, i at benægte ånderne. Den anden kaldet Wierus, en tysk læge, fremsætter et offentligt forsvar for alle disse trold-folk, hvorved han, ved at skaffe dem straffrihed, tydeligt afslører sig selv som havende været en af den profession.". c

Således bliver alle de centrale punkter i den berygtede "Heksehammer", det vil sige "Malleus Maleficarum" af de to dominikanermunke Jakob Sprenger og Heinrich Krämer, fra 1486-89 e.v., opfyldte:

Maleficium (onde gerninger) omtalt i "Heksehammeren" p. 147, 154 og 156.
Crimen Magiae (magisk forbrydelse) omtalt i "Heksehammeren" p. 228.
Rituel Magiae (rituel magi) omtalt i "Heksehammeren" p. 165f

Heksehammeren blev, sammen med Cotton Mathers a "Late Memorable Providences Relating to Witchcraft and Possession" (1688 e.v.) og Bodins værker grundlag for hekseforfølgelsestidens organiserede massemord i Kristus-fiktionens navn.

De ekstremer James den 1. refuterer b hos Scot og Wier: total fornægtelse af "det onde", samt det James opfatter som total overgivelse til "det onde".

Ved indgangen til 1600 tallet e.v. havde kirke- og statsmagten i England brug for gode og gudfrygtige borgere - de skeptiske og de faldne måtte vige, således Scot, således John dee, som faldt fra at arbejde som Elizabeths hofastrolog og første-spion, til et fattigt liv i unåde, fjernt fra hof og indflydelse.

Elizabethaneren Marlowe kunne formentligt blive hængt ved sin hals under hekseforfølgelsestiden, hvis påstande som Bames (p. XXX) havde holdt for retten, eller hvis folkestemningen piskedes op af manipulatoriske heksefindere.

Det Marlowe med denne tragedie tilfører det engelske drama ind i det 17. århundrede e.v. bliver formmæssigt set blankversets friere form, men dramaets indhold danner stadig en klar og rimeligt utvetydig kirkepolitisk didaktik, som fremstiller nogle dødssynder med deres fulde "retfærdige og retsmæssige" udfrielse i synderens død.

Samtidigt trækkes der i dramet nogle grænser til den tyske reformbevægelses protestantisme, hvis udvikling da også, både i den praktiske administrering af de dæmonologiske dogmer og i den teoretiske holdning til samme, forgik selvstændigt i det engelske sprogbælte; - og det forblev således indtil calvinismen for alvor slog igennem i de engelsksprogede og tronunderlagte områder, for eksempel i Skotland, USA (New England) og Australien.

For såvel den engelske kirke, som for den engelsksprogede calvinistkirke virker lutherdommen stadig for frivol, for overfladisk (: for Faust-starut-agtig!).

Men Faust som "tænker/taler", som forskerånden, der frembragtes af og inspirerede til moderne tid, forbliver forankret i det tyske Wittenberger-miljø, i eventyr, i folkelige beretninger, i poesi, i drama, i romaner og andre udtryk for menneskelig erfaringsformidling.

Denne pointe udtrykker Völker gennem titlen på sin bog: "Faust, ein deutscher Mann", altså: "Faust, en tysk mand", og som sådan forbliver Faust-myten i det engelske dramas billede af ham.

[TOP]

Pagten med den fremmanende dæmon

Det må dog forstås heraf, at alle teo- og dæmonologer i alle kirkelejre generelt har troet at djævlen kunne fremmanes.

Faust-figurens oprindelige lille synd bliver derfor at fremmane djævlen, og hans store synd bliver den endelige pagtslutning. Altså udviklingen fra "falden" til "fortabt".

Dæmonologer og hekseforfølgere i alle kirkelejre og under hele hekseforfølgelsesperioden forholdt sig gerne meget ivrige efter at kunne konstatere om sådanne fremmaninger og pagtslutninger havde fundet sted - og kunne det konstateres (ofte jo blot ved rygtesmederi fra tredie part) ja, så havde man dødsdommen hjemme.

Princippet i pagtslutningen - som principielt kan findes i de fleste religioner - går ud på at skabe en art juridiske forhold, som kan lignes med indskrivningen i kirkebogen efter en kristen dåb; - altså en afsværgelse af den kristne (semitiske) gud og alt dertil hørende såkaldt "helligt" og en troskabsed til det modsatte (semitiske) princip.

Fremmaningen afsværger Gud for at fremmane Djævelen i scene 1:

"... forsvind Jehovas trefoldige navn.". a (?)).

Pagten fuldbyrder afsværgelsen med en ny underlæggelsesformular i scene v:

"... jeg, John Faustus ... giver både krop og sjæl til Lucifer ...".b

Detailfaktorerne kan afvige i de forskellige pagtdannelser, men ligesom åndemaningen og pagtslutningen kan betegnes som en "trans-teologisk synd" (indenfor de semitiske religionssystemer kristendom, jødedom og islam), findes de to her fremhævede forhold: afsværgelsen af Gud og underlæggelsen under Djævelen altid til stede, de virker universelle i hele det område som underlagdes semitiske trosforestillinger, og har gjort det for såvel den ulærte landsbytosse som den vidtberejste og -belæste lærde. - Med "semitiske" menes der her principielt "sen-semitiske"-folk, mens man hos for eksempel hamito-semitter i det gamle Ægypten ikke kender en kontraktuel fornedrende forsværgelse, selv om Satan proto-typen, Set, havde sit præsteskab - det samme gælder .

Man kan altså afslutningsvis konstatere; at omend Faust-figuren anvendtes af de protestantiske kirkefædre som syndebuk og som værn mod katolicismens modreformation, danner den selv samme figur en samlende faktor, ved at begå synder, som i alle kirkelejre regnedes lig med det kætterske ekstrem.

Teksten her kan endvidere fastholde; at disse synder, for den elizabethanske teatertilskuer, oplevedes og virkede som virkelige, håndfaste og mulige; og at dramaet derfor har stået med ét ben i det middelalderlige religiøse moralske mirakelstykkes tradition og med ét andet ben i den fremspirende frie adelige/borgerlige iscenesættelse af senmiddelalderens verdensbillede.

Der findes en afgrund mellem disse skrævende ben, og på bunden af denne afgrund blandes den folkelige overtros mudder med den akademiske forsknings klare vand; - og på grund af at strømmens styrke drukner enhver falden ubønhørligt, inden han så suges ned i mudderet.

"Afskåret en grenen som kunne have vokset fuldt ud,
og afbrændt Apollons laurbær-gren,
som engang groede inde i denne lærde man.
Faustus er væk: se hans helvedesfald,
hvis skrækkelige skæbne kan tilskynde den vise,
kun at undres over ulovlige ting,
hvis dybde opildner sådanne fremmelige sind
til at udøve mere end himmelske magter tillader." .a

Stykkets pointe.

[TOP]


     Birdie? Samwell Rowley = med William Rowley, engelsk forfatter fra omkring 1585-1642 e.v.?

     b Fremsat af Aristoteles i hans værk "Om digtekunsten" kapitel 2. Se eventuelt Forfatterens "Les roues de la revolte" (L.R. de L.R.).

     a... Faustus that was wont to make our schools ring with sic probo ...  

        Sic probo: efter latin sic probo: hvilket beviser. En standardformular i logisk ræsonneren.

     b Interlude: efter latin inter ludo: mellem lege. Interlude altså: Mellemstykke, halvleg. Litteraturvidenskabelig fagterm for for et mellemstykke, en lille sketch mellem to akter og lignende.

     a blankverset: urimet fedfodet, jambisk vers. Bestående af fem gange med een kort og een lang stavelse: i moderne tid een tryksvag og een trykstærk stavelse: da dam, da dam, da dam, da dam, da dam. Se Forfatterens "Les roues de la revolte" (L.R. de  L.R.) for en fuldstændig indføring i poetiske versemål.

     b meter: efter græsk metron: mål. I denne betydning meter: litteraturvidenskabelig fagterm for versemål, se eventuelt foregående fodnote.

     c conjurere: efter latin com jurare: med sværge. Heraf conjurere:  besværge ånder, og især at slutte pagter, underskrive kontrakter. Se eventuelt Forfatterens "M.M.M."

     a... the name of conjurors. And these deale with no inferior causes: these fetch divels out of hell, and angles out of heaven; these raise up what bodies they lyst, though they were dead, buried, and rotten long before; and fetch soules out of heaven or hell with much more expedition than the pope bringeth them out of purgatoire.

     a `Tis magic, magic that hath ravished me.

     b This night I'll conjure tho' I die therefore. (?)

     c... if we seriouslie behold the matter of conjuration, and the drift of conjurors we shall find them, in mine opinion, more faultie than such as take upon them to be witches, as manifest offenders against the majestie of God, and his holie lawe, and as apparent violators of the lawes and quitnesse of this realme: although indeed they bring no such thing to passe, as is surmised and urged by credulous persons, couseners, liers, and witchmongers.

     a Ab inferno nulla est redemptio.

     b saddukæerne: måske efter hebraisk navn: Sadok: jødiske parti omkring år 0 e.v.. Saddukæerne altså: som, i modsætning til farisæeerne, stillede sig åbne overfor græsk kultur og indflydelsen fra romerriget.

     c... one called SCOT an Englishman, is not ashamed in publike print to deny that there can be such a thing as Witch-craft: and so mainteines the old error of the Sadducees, in denying of spirits. The other called VVIERVS, a German Phisition, sets out in publick apologie for al these craftes-folkes, whereby, procuring for their impunitie, he plainly bewrayes himselfe to have bene one of that profession. - (Her citeres efter M. Summers indledning til Scots bog, ibid p. xxiii).

     a Cotton Mather: (1663-1728 e.v.) sammen med sin far, Increase Mather (1639-1723 e.v.), periodens førende hekseforfølger. Cotton Mathers mest berømte bog: "Wonders of the Invisible World" beretter om de berygtede hekseprocesser i Salem, New England, USA, hvor fader og søn frydefuldt foretog massehenrettelser i kristendommens navn.

     b refuterer: efter latin re futare: tilbage vise, gendrive. Heraf refuterer altså: gendriver, afviser, tilbageviser, benægter med vægtige beviser.

     a Valeat numen triplex Jehovae.

     b I, John Faustus, ... do give both body and soul to Lucifer ...

     a Cut is the branch that might have grown full straight, / And burned is Apollo's laurel-bough, / That sometime grew within this learned man. / Faustus is gone: regard his hellish fall, / Whose fiendful fortune may exhort the wise, / Only to wonder at unlawful things, / Whose deepness doth entice such forward wits / To practise more than heavenly power permits.

[TOP]


[i]. et dramatekniske erfaringslag, som fortsætter den gamle Tudor Hall teaterform. - Mere præcist om scenerum, teatervidenskab herom og om formernes udvikling i forhold til bogens tematikker og tekstens diskussion her værtshus-pøbelsnakkekulturen - det irske fortællingssyndroms papismesanktioneringssystem - udeladt i dette netuddrag.

[TOP]