perolsen.net

Per Olsens videnskabelige produktion

Teomagiens Trange Tid Portal

Christopher Marlowes 'The Tragical History of Doctor Faustus'

Side 1

Side 2

SIDE 3

Udviklingen af den litterære syntese

Faust eller ej?

Den litterære syntese og sagnformidlingsmodellen     

Oversigt over Marlowes "The Tragical History af Doctor Faustus"    

 

Udviklingen af den litterære syntese

Teksten ser altså i forlængelse af omstående Faust-figuren som merkantilistisk massekommunikativ tids første, eller måske kun: største magiker; - og med ordet "magiker" eller "mager" skelnes her bevidst mellem de i forrige afsnit nævnte religiøse og kulturelle personligheder på den ene side og "troldmanden", "heksemesteren" på den anden.

Det virker typisk; at såvel

blev søgt dæmoniserede af det brede overtroiske og folkelige lag, både blandt deres egne og fra den katolske mod-reformation; det synes endvidere typisk; at flere forhold gjort gældende om dem hver især, senere tilskrives Faust-fyren.

Til eksempel:

Forskellene bliver, at alle de ovenstående over århundrederne blev "renset" for beskyldningerne, og historierne har dermed ændret fortegn: Luther kaster blækhuset efter Fanden, dypper ikke fjeren i sammes navn, som Faust-starutten må kunne tænkes at have gjort.

Men udover den omtrentlige samtidighed til Faust-fyren, og med denne, kendskabet til Faust-myten, virker det endvidere betegnende, at netop ovennævnte tysktalende og -skrivende kulturpersonligheder og deres diverse disciple gennem spredte bemærkninger i samtale, breve, krøniker og så videre har lagt grunden til Faust-figurens berømmelse.

Det findes som en kendt overlevering: at Faust-personagen skal have kendt Paracelsus og Agrippa, som jo hos Marlowe kaldes "Valdes" og "Cornelius".

Disse to som bekendt (jævnfør for eksempel Ward ibid p. xlviii) begge elever af Trithemius, som til en anden elev, Johann Wirdung, den 20/8-1507 e.v. om den famøse Faust-personage blandt andet skrev (Völker ibid p. 15):

"... en landstryger, tomhjernet snakkehoved og bedragerisk bisse, værdig til at blive gennempisket".a

Melanchton fremstillede i et brev 1563 e.v. et resume af Faust-figurens altså hermed postulerede liv (Völker ibid p. 16f og Ellis ibid p. xxxvif), og dette blev siden rammen om folkebogen "helt"; - endelig omtaler Luther som bemærket selv Faust-figuren flere gange.

Første gang engang i 1530'erne e.v. ("Danske Folkebøger" ibid p. xxv og lxxiii) hvor Faust-personen nævnes ved aftensbordet som en sortekunstner ("Bordsamtale" nummer 1059) og igen senere ("Bordsamtale" nummer 3601) fra 1537 e.v., (op. cit.):

"Der blev talt om Gøglere og magisk Kunst, hvormed Satan forblinder Menneskene. Der blev sagt meget om Faust, som kaldte Djævelen sin Svoger og har ladet sig forlyde med, at naar jeg, M. Luther, blot havde rakt ham Haanden, vilde han havde fordærvet mig; men jeg vilde ikke havde skyet ham, jeg vilde havde rakt ham Haanden i Herrens Navn og under Guds beskyttelse.".

I denne forbindelse fortæller Luther selv tre andre historier om "gøglende sortekunstnere", tre historier som siden i Faustfolkebogen bliver kapitlerne 36, 39 og 40, eller historien om hølæsset, hestekøberhistorien og dens udløber om doktoren, det afrevne ben og så videre.

Sidstnævnte kendes som en beretning tidligere gjort gældende om en person som man kunne kalde den sidste store feudalt organiserede mager b, nemlig Zyto fra Böhmen, og historien findes endvidere gentaget andetsteds om Till Uglspil ("Danske Folkebøger" ibid p. liii).[i]

Historien om at flytte, eller at nedsvælge, et helt hølæs, med eller uden hest og vogn, findes gjort gældende om en ellers temmelig ukendt tysk mager ved navn Georg Baumann; - mens endelig folkebogens 34. kapitel også kan genfindes hos Martin Luther under hans bordsamtaler. -:

Nemlig historien om det fornemme taffel, hvor troldmanden, som hævn over at have fået sine hænder omskabt til hove, der jo ikke kan spise ordentligt, beder værten om at stikke hovedet ud af vinduet, hvorefter han fremtryller et gevir, som gør det umuligt at trække hovedet ind igen.

Også denne historie findes om Zyto, og har nummer 1425 i Luthers "Tischreden" (: "Bordsamtale") fra 1532 e.v..

Analysen vil med disse eksempler, vise hvordan, en række penne hjælper med til at skrive det dokumentariske grundlag, faktisk mere grundigt og omfattende end hvad angår Jesus-personagen (som rigeligt påvist i denne bogs første del), teksten har altså, her i anden dels første analyse med disse eksempler villet vise, hvordan samtidens ypperste penne har kontribueret til dannelsen af myten Faust-personen. Der gives naturligvis (se for eksempel herom i den yderst righoldige Faust-forskning, blandt andet hos Till) adskillige andre penne, som har behandlet enten Faust-figuren specielt eller troldomskunst generelt - med større eller mindre tangetflade til Faust-myten.

Af disse sidstnævnte vil analysen afsluttende anføre én, én som har behandlet helvede meget indgående og som også har omtalt den postulerede Faust-person.

Denne mand står til dels på samme dæmonologiske stade som Faust-figuren selv, men han gør det på kirkesanktioneret grund. Den berømte, og stadigt vidt anvendte dæmonograf Johannes Wierus, også ofte kun kaldet Johannes Wier (1516-1588 e.v.) hvis "Pseudomonarchia Dæmonum" og andre værker som nævnt stadig danner udgangspunkt for megen dæmonologisk forskning, protestantisk såvel som katolsk, på grund af sine mange præcise og detaljerede dæmonografier  (se for eksempel Collin de Plancy).

Wier stod som Agrippas elev, som den der "rensede" sin læremester for de beskyldninger den folkelige fantasi frembragte (jævnfør ovenstående).

Igen må Faust-starutten stå for skud (Völker ibid p. 18), da Wier i 1568 e.v. rykker ud med diverse beskyldninger mod:

"Denne skurk Faust".b

- Hvad teksten afslutningsvist for analysen her har ville fremhæve: at de hernævnte personer - alle dybt forankrede i reformationsbevægelsen - bogstaveligt vaskes rene gennem deres angreb på Faust-figuren; Faust-stabejsen, som i sin fremstillede skurkagtige djævelforblændethed, får alle til at glemme, at andre også har svømmet et pænt stykke ud på 'det dybe vand'.

Det ligner altså denne syntese af tidstype og tidskrise, som teksten indledningsvist fremstillede, og dette blev ikke klargjort her for at tilsværte disse fremragende forskere og kulturpersonligheder med deres velmenende, omend stadig dybt kristoide og altså dogmatiske ikke-videnskabelige, projekt, men for at vise dele af mekanikken i mytedannelsens maskiner.

Teksten omtalte endvidere (p. XXX 27 og XXX 28), at man i dag føler sig overbevist om; at en historisk Faust-person virkelig har eksisteret, og Völkers bevis herfor skal gengives nedenfor for fuldstændighedens skyld (Völker ibid p. 14):

Stikbrev for Georg (eller Johann) Faust

Hvis man tager dette stikbrev for gode varer synes der ikke samtidigt grund til at fæste overmåde megen lid til de samtidige skribenters beskrivelser og vurderinger.

Man må holde sig opmærksom på, at Johannes Fust, forretningsmanden som slog sig op på Guttenbergs opfindelse af bogtrykkeriet, døde allerede 1466 e.v. og således intet har med Faust-personen at skaffe, som for eksempel også Ward (ibid p. Iv) påpeger. - Også her kan bemærkningen om de mindre og større ånder i mytedannelsen (p. XXX 27) gøres gældende.

Dog Johannes Fusts arbejde med at etablere bogtrykkerkunsten, garanterer udbredelsen af Luthers bibeloversættelse, - hans arbejde bliver således, symbolskt udtrykt, såvel sværdet af lys i Luthers hånd, som det modsatte, nemlig grundlæggelsen af Faust-myten (jævnfør folkebogen).

Teksten kan dog i den forbindelse og under dette stadium af projektet ikke se det 100% godtgjort, at Faust-fyren som historisk person, virkelig hár eksisteret, som født og død.

Sporene virker, kunne det umiddelbart forekomme den kvikke læser - og uden at teksten i denne sammenhæng vil gennemgå dem i detaljer - så vage, at der stadig med ret stor sandsynlighed kan skrives om en fiktion, en folkelig snak, adopteret af diverse omrejsende, eller til lejligheden maskerede, personer af vagabond- eller stor-/småsvindlerstanden, fuldstændig som med Jesus-starutten (jævnfør denne bogs første del).

Bemærk i den forbindelse, at den klikke, som først omtaler Faust-figuren, består af mennesker, som alle har relativt uhindret adgang til alle de historiske kildeskrifter, som peger mod en faktisk eksisterende person.

[TOP]

Faust eller ej?

Hvis man siede historierne ned til en kerne af: hvad gjorde Faust-personen egentlig, når dette sagdes om Zyto og hint om Roger Bacon, så bliver der ikke mange historier tilbage, (fuldstændig som med Jesus-starutten behandlet i første del) kun grovheder, historier om for eksempel krofatter der lynbarberes (og for evigt) med en cyanidblanding a, og tillige må betale en tønde øl herfor.

Og så den brovtne bragesnakkende Faust-person, som med ord reklamerer for sig selv. "Ordet" som tankens redskab giver det centrale og selvstændige i Faust-myten, det som den har vokset sig til gennem de små fem århundreder: Faust-figuren fremstår jo netop ikke som en "papistisk mirakelmager", men en "tænke-taler", hvorfor han da også findes primært anvendelig i det tragiske drama med dets rødder i retorikken b, og først finder fornyet anvendelse i romankunsten (hos Goethe og Thomas Mann jævnfør slutnote nummer XXX).

Faust-figuren, en tænker og en taler, hvis særpræg består i at han påstår slægtskab med djævlen, samtidigt med at han begår de centrale dødssynder i periodens kirkemagts monopollovgivning, som analysen vil vise.

Om Faust-personagen nu blot har fremstod som en uheldig skolemester med en stor flab, eller en landstryger med kriminelle tilbøjeligheder, eller om han blot opstod som en fiktiv skikkelse skabt af reformationens fædre som syndebuk for dels den folkelige overtro og dels de papistiske sabotører og spioner, under alle omstændigheder kommer han fra disse menneskers og siden folkebogens side til at fremstå som en charlatan, som har haft visse indsigter i den magiske kunst, og immer har anvendt disse indsigter på en for ham selv uheldig måde.

Analysen kommer her til at anlægge en parallelisme c, som måske ikke virker i overensstemmelse med god systematisk metodik, omend den kan synes beskrivende for det niveau, som Faust-skikkelsen kan tænkes at have kommunikeret sin viden på.

Det regnes for en kendt sandhed; at såvel den franske oversætter af Faust-folkebogen, Victor Palma Cayet bogen oversat 1589 e.v. (Ward ibid p. lxxix), som den engelske dramatisør af bogen, Christopher Marlowe, omkom under suspekte og tragiske forhold.

Det kendes om Marlowe; at der kort før hans død blev indgivet en klage over ham, forfattet af en hvis Rychard Bame, som kunne fortælle de mest horrible ting om (Ellis ibid p. 428):

"... en Christofer Marleys mening, angående hans fordømmelige meninger og bedømmelse af religion og foragt for Guds ord.". a

Omend forskningen kan stille mange spørgsmålstegn ved såvel Bames identitet som ved sandfærdigheden af hans postulater, findes der ingen tvivl om at Mester Marlowe, udover at optræde som en kendt dramatiker, gik på samme kætterske stier som sin i samtiden berømte landsmand, Reginald Scot b.

Scots "Discoverie of Witchcraft" fra 1584 e.v. hævdede, som en af de første; at såvel troldomskunst, djævelen og de fleste andre "sorte kunster" kun kunne kaldes ren og skær svindel, behændighedskunst og illusionsmageri.

Kongen og kirken forbød senere og brændte endog denne bog, som på trods heraf, sammen med Wiers arbejde, blev grundlæggende for moderne tids dæmonologi- og angelologi (altså læren om engle jævnfør foregående fodnote p. XXX), -: men som jo i samtiden udgjorde et kætteri strafbart med døden i kraft af fornægtelsen af Satan og al hans væsen, et synspunkt som rummede et perspektiv af total gudsfornægtelse, og hermed en profanering af alle de hellige mysterier.

Denne tidlige rationalistiske ateisme skulle Marlowe havde givet udtryk for med provokerende bemærkninger om homoseksualitet mellem Jesus-figuren og Johannes Døberen, om heksekarlen Moses, om at Jesus-personagen lå i med luddere, om at sakramentet bedre kunne administreres i en tobakspibe, evangelierne som dårligt skrevet, at religionernes primære formål lå i at undertrykke menneskene og lignende ganske rationelle men dengang nok så opsigtsvækkende sandheder med modifikation.

Her genfindes typen på den brovtne, bragesnakkende c Faust-fyr, som fremkommer med nogle tidstypiske angreb på den hellige offentligheds forkyndelse og dermed på dens institution.

Forum for disse udgydelser fremstår som et jævnt, dårligt uddannet borger- og pøbellag i det præ-puritanske Londons vildeste værtshuse, folk uden baggrund overhovedet for at forstå disse påstandes religionssociologiske eller socialpsykologiske forklaringsmønstre.

For disse jævne borgere og dette brede folkelag blev sådanne påstande uafværgeligt til kætteri og dermed til en forsyndelse som straffedes med døden.

Teksten her finder altså, om såvel Faust-kanutten, som om hans mytes litterære oversættere og udformere; at dæmoniseringen fremstod i konfrontation med et bredt befolkningslag, hvis fantasi og overtro har dannet den rette oppustende drivkraft i den opstigende mager-myte, og man forstår heraf hvorfor Faust-personagen hastigt undveg mødet med Abbed Trithemius, (se for eksempel "Danske Folkebøger" ibid p. vlll) ved byen Gelnhausen i maj-juni 1606 e.v.; - thi kun en virkelig kendt autoritets latterliggørende vurdering, éller en afslørende genkendelse, kan rokke ved en dæmoniserende mytedannelse i folke- munde og øje.

Med denne parallelisme har tekstens aktuelle analyseniveau villet vise, at tidens førende penne og deres forskellige referater har virket som overbygning på en folkelig mytedannelses basis; - og endvidere at selve denne mytedannelse i folkeligheden har syntes præget af lidet gennemargumenterede provokationer mod almen tro og sædelighed.

Faust-figuren har haft universitetsuddalse, hvis man skal tro på de fremlagte spor efter en historisk person, han har blot ikke fundet optagelse på det samtidige parnas, og blev dets sorte rytter, for med årene at blive dets mest fremtrædende personlighed.

Det samme kan ikke gøres gældende om Christopher Marlowe, som efter sin Masters of Arts eksamen fra Cambridge kom ned til London og blev en kendt og førende forfatter, indtil sin død ved et knivstik under et værtshusslagsmål, hvor han ikke kunne eller ville betale en regning. Men det synes klart, at Marlowes interesse for det "magiske" "okkulte" ikke - som hos for eksempel de samtidige englændere Francis Bacon, John Dee og Edward Kelley, for blot at nævne nogle få, - blev udviklet til det høj-magiske niveau, som blev omgærdet med så megen interesse og respekt af samtidens intelligentsia blandt de opkommende borgere, og den traditionelle adel og dens kongehus. - Dette skyldes som ovenstående påpeget; at man i flæng, og uden hensyn til sin målgruppes forståelsesniveau, har kommunikeret et miskmask af gående filosofiske gåder, kætterske tidsstrømninger og personlige synkrasier a.

Men det bør bemærkes at, netop sådan sagde man også fra den medicifyrstelige pavestol om kætteren Luthers argumenter, der blev fremstillet som vulgært djæveltiskeri uden alvorlig mening.

[TOP]

Den litterære syntese og sagnformidlingsmodellen 

"Sagnformidlingsmodelen" vil blive nøjere gennemgået og anvendt, når den fiktive mytiske person nærmer sig den moderne tid, hvor de videnskabelige grundmetodikker endelig slår igennem (p. XXX). På dette trin af analysen vil den blive anvendt til at bringe overblik over fortællerkædeudviklingen fra eventuel hændelse og historisk persongalleri til diverse senere kunstneriske versioner.

Denne model skal for nu kun præciseres introducerende, i det det virker vigtigt for analysen at fastslå:

1. at modellen kan virke som en kronologiskt progrederende udviklingsmodel af:
A. Historiens modulering (for eksempel fra charlatan til søgende skønånd).
B. Historien genealogi (for eksempel fra folkelig skandale til tragisk drama).

2. at modellen kan virke som en statisk stratificeringsmodel af:
A. Personens modulering (for eksempel magervagabonden, heksedoktoren, halvdjævelen med mere).
B. Fortællernes niveauer (for eksempel de forargede kronikører, folkebogssamleren, dramatikeren, forfatteren med flere).

I den første (1) model af kronologisk progrederende art vil man kunne sætte årstal på alle niveauerne og i den forbindelse udregne og udrede de socialhistoriske implikationer i hvert enkelt led af udviklingen, endvidere vil litteraturhistoriske overvejelser kunne udtrykkes, som inddrager det mediemæssige mønster og dets forskellige indhold og målgrupper.

I den anden (2) model af statisk stratificerende art vil man kunne fastlægge alle de moduleringer, variationer, niveauer og udsagn, som kan gøres gældende om en given histories kerne af formidlet stof. den første modelforståelse viser altså hvordan en historie overleveret som sagnfortælling vandrer fra den eventuelle aktuelle hændelse, eller den første påhitsomme fortæller, gennem de verbale og senere litterære formidlingsled, frem til de eventuelle kunstneriske versioner, mens den anden modelforståelse viser at en sådan given historie til enhver tid finder en lang række folkelige og kunstneriske udtryk; - udtryk, som hver for sig vil kunne iagttages dels progressivt kronologisk (: bruges for eksempel Faust-figuren stadig til at skræmme små børn i seng med? Dels statisk stratificerende (: fortællekædeniveauet, romanniveauet og så videre).

Muligheden for udvikling eller stilstand alt efter synsvinkel, plus et samspil her imellem under en litteraturanalyserende komparering.

Teksten vil i denne forbindelse henlede opmærksomhed på, at:

  1. sproget som helhed, kan siges at følge samme model, såvel i indlæringen, benyttelsen og som social distinktion og kvalificering, og at:

  2. omend denne models anvendelighed synes størst i tiden op til og omkring bogtrykkerkunsten (og med den den frie markedsorienterede kunstner, uden en forpligtende tradition for genoplivelse af ældre stof (se eventuelt p. XXX 40)), så kan modellen til stadighed gøres gældende om det sidste par århundreders kunstfrembringelsesformular; hvor hændelsen, øjenvidnesberetninger og så videre henlægges til den frit arbejdende kunstners indre, til dennes kilder, notater og udkast frem til det færdige resultat.

Her vil bogstaverne med stort til højre på modellen afspejle de med småt skrevne bogstaver under punkt fire til venstre på modellen, under en given modernistisk, dokumentarisk eller anden kunstproduktionsnorm.

Denne første formulering af modellen virker dog lidet aktuel i denne her behandlede samtid, der stadig i høj grad ligger under for det omtalte aristotelinske krav om fremdragelse af overleverede og velegnede fabler, som et primært, om ikke ganske enerådende stofudvælgelsesprincip.

Som det fremgår nedenstående fremstår modellen som bipolær med en zigzag formet interaktion.

De to poler udgøres af henholdsvis, venstre: 1 - 5 "det formidlede stof"; og, højre: A - E "den stofformidlende instans": 

Ill. af sagnformidlingsmodellen (afvent endelig udformning).

Vi kan her for eksempel indsætte

Bemærk at folkebogen i dette tilfælde selv foretager vandringen ud over de lokale landegrænser (fra D - E).

I eksemplerne fra Luther ses for eksempel Baumann og Zyto historierne, som eksisterer i utallige fortællerkæder og med Luthers tilladelse til sine mange gæster som ønskede at nedskrive hans samtaler ved aftensbordet, bliver de 4c i modellen og går derfra til 4d i folkebogen.

Udfra disse få eksempler skulle det synes muligt, at indplacere alle kontributører til Faust-historien, der jo kan opregne et utal af kommentatorer, kunstneriske versioner og kritiske behandlinger.

Med fremlæggelsen af dette redskab vil teksten forlade denne del af området og hellige sig de teologiske, angelologiske/dæmonologiske aspekter, der sættes til afslutning på analysen.

Oversigt over Marlowes "The Tragical History af Doctor Faustus":

Da teksten - som bemærket i begrænsningen (p. XXX) ikke vil nærlæse tragedien i denne sammenhæng, vil teksten, for god ordens skyld, afslutte dette afsnit med en oversigt over tragediens 14-16 scener. De med * afmærkede scener kan genfindes i folkebøgerne:

0.  Indledende korsang. 
1.  Faust-figuren i studerekammeret. Hylder magien. Hidkalder Valde og Cornelius.
2. Foran Faust-personens hus. To bange lærde, for Faust-fyren faldt for Valde og Cornelius.
3.* En hule. Faust-figuren fremmaner Mephistolos.
4.  En gade. Faust.personens tjener Wagner og klovnen. Wagner fremmaner Baliol og Belcher.
5.* Studerekammeret. Forskrivelsen til dæmonen. Faust-figuren får kvinden og fire bøger.
6. Faust-personens hus. Fortrydelsen. Djævlen kommer. Dødssynderne og endnu en bog.
7.* Pavens rum. tre tricks: tale fra usynlighed, snuppe kød for næsen og at give en ørefigen.
8. Nær en kro. Robin har stjålet manebogen. (Robin og Ralph).
9.  Kroen. Robin og Ralph fremmaner Mephistolos. De forvandles til abe og hund.
10.* Kejserhoffet i Insbruck. Faust-figuren fremmaner Alexander og hans boler. Den mistroiske ridder, historien med geviret og vinduet.
11.* På eng og i Faust-personens hus. Hestekøberhistorien med vand, halmknippe og afrevet ben.
12.* Duke of Vanholts hof. Sommer i vinter-historie, vindruer i kulden.

Her skilles så de forskellige tekstkritiske opdelinger:

13. (Ellis): Wagner: "Min herre dør snart!"
13/14.*  Wards nummer 13, Ellis' nummer 14: Faust-figuren fremmaner Helena for de lærde, den gamle mands forgæves forsøg på at redde Faust-personen.
14/15.*  Wards nummer 14, Ellis' nummer 15: Den gamle mands forbandelse. Djævlens svar.
14/16.*  Wards nummer 14 (stadig), Ellis' nummer 16: Stadig hos Faust-personen. De lærde hører om den forestående død, herefter Faust-figurens død.
00. Afsluttende korsang.

[TOP]


      "... ein Landstreicher, leerer Schwätzer und betrügerischer Strolch, würdig ausgepeitscht zu werden, ...".

     b mager:

     a dæmonografier:

     Dieser Schurke Faust.

     a Steckbrief des Georg (oder Johann) Faust / 1480 Geboren in Knittlingen (Württemberg) / 1506 Aufenhalt in Gelnhausen / 1507 Schulmeister in Kreuznach / 1513 Besuch in Erfuhrt / 1520 Betätigung in Bamberg / 1528 Ausweisung aus Ingolstadt / 1532 Aufenhalt in Nürnberg / 1532/33 Wirken in der Kölner Gegend / 1534/36 Auftauchen in Nürnberg und Würzburg / 1540 Gestorben in Staufen (Breisgau). 

     a cyanidblanding:

     b Om det tragiske drama og om dets rødder i retorikken, se eventuelt forfatterens værk "Les roues de la revolte".

     c parallelisme:

     a"... the opinion of one Christofer Marlye, concernynge his damnable opinions and judgement of relygion and scorne of Gods worde.".

     b Reginald Scot: (1538-1599 e.v.) engelsk skribent, politiker og gentleman. Hans hovedværk "Discovery of Witches" (1584 e.v.) beskrives i den efterfølgende Shakespeare-analyse, for eksempel p. XXX

     c bragesnakkende: efter Bragi: oldnordisk gud for poesi og veltalenhed, og efter den gamle nytårsskik hvor mennesker i Bragis navn berusede lover, at udføre store heltegerninger, som de så skal have udført inden næste nytår. Heraf udtrykket bragesnakkende altså: en storskryder, en blæremås.

     a synkrasier: efter græsk synkrasis: sammenblanding. Heraf Forfatterens selvopfundne ord synkrasier altså: tilfældigt sammenblandede ideer, forestillinger og spekulationer.

[TOP]


[i]. Sidste store feudalt organiserede mager, nemlig Zyto fra Böhmen, og historien findes endvidere gentaget andetsteds om Till Uglspil ("Danske Folkebøger" ibid p. liii). Eulespiel + lidt om de feudale, Baron von Münchhausen,  og henvisning til "Les roues de la revolte"  om hvorfor netop moderne "gamle" magikere findes i 15-1600-tallet, og om moderne magikere ...  udeladt i dette netuddrag.

[TOP]