perolsen.net

Per Olsens videnskabelige produktion

Teomagiens Trange Tid Portal

Georg Brandes bog "Sagnet om Jesus"

Baggrunden for opgøret med kristdogmatikken

"Sagnet om Jesus"

Kristus-skikkelsens lidelsesvej

Misforståelser og svindelnumre

En virkelig person: Paulus

Kristne lån fra ældre religioner

Testamenterne - dårlig litteratur

Kristen moral?

'Johannes Åbenbaringen' - dilettantisk galimatias?

Delkonklusion

Videre til Crowleys 'Evangelierne ifølge Sankt Bernard Shaw

Misforståelser og svindelnumre

Brandes går nu oplagt videre til sin første bredside mod det Nye Testamentes grund af mystik, især talmystik, denne gang med en resumerende generalitet (ibid p. 31):

"Ingen betragter mere Johannesevangeliet som et vidnesbyrd om det historisk skete; det er lutter symbolik, lutter teologi."

Og doktor Brandes anfører nu en række eksempler hvoraf talmagi som narrativ konstants, ikke faktiske oplevede, historiske forhold, kan ses som den egentlige kerne bag den serie mirakler Jesus-figuren tilskrives under sin postulerede treårige landsturné, altså rejse rundt i landet.

Pointen naturligvis: at ligesom lidelseshistorien vistes sammensat ikke ud fra øjenevidensberetninger men ved en citatmosaik fra tidligere kilder, virker de mirakuløse beretninger om Jesus-skikkelsen konstrueret efter et kabbalistisk, talmystisk system, som kendes fra folkeeventyr og tidlig religiøs spekulation.

Efter dette hug præsenterer Brandes nu to vigtige pointer: nemlig angående de manglende historiske kildebelæg for en eksisterende Kristus-person i den tid som i dag tilskrives Jesus-skikkelsens postulerede levetid (ibid p. 32):

"Chrestus var dengang et almindeligt navn på slaver og frigivne. Det forekommer 80 gange på indskrifter, som blev fundne i Rom under Peterskirken, da den under sen-renæssancen blev udvidet."

Svetonius' (op. cit.) berømte omtale af "de kristne" handler altså om slaveoprør, og kan meget vel forstås som afskrevet fra en eller anden årbogsforfatter, handler altså ikke om Jesus-troen og dens tilhængere, i en tid hvor noget sådant endnu ikke kendtes. - Dette leder videre til konstateringen af; at Saul (Paulus) faktisk har eksisteret som en historisk person (ibid p. 33) resumerer Brandes:

"De ægte og de uægte epistler, der går under hans navn, er meget ældre end evangelierne. Epistlernes forfatter har iøvrigt aldrig set Jesus, og véd, eller meddeler, ikke det allerringeste om hans levnedsløb."

Det har dannet en pointe for Brandes; at de Paulus tilskrevne breve og epistler står som ældre end testamenterne, og at ingen af dem, i deres foreliggende form, kan siges skrevet af øjenvidner, som nogle heraf påstår, og som almen misinformation stadig lader folk tro.

Om Johannes Evangeliet (som han senere giver en mere omfattende analyse) og de tre andre, såkaldte "Synoptiske" evangelier, samt om Paulus' breve og epistler slår Brandes fast (ibid p. 32):

"Dette evangelium synes affattet i det andet århundredes første halvdel. Men såvidt det kan skønnes, er de sammenstykkede, over­arbejdede kompilationer, som kaldes synoptikerne, vel fra en snes til et halvhundred år senere end Pauli ægte breve."

Det indtryk man altså får, ved at gå til kilderne: at den paulinske teologi går forud for evangelierne, som først blev fremstillet da der, sidst i det første, og især fra det andet århundrede e.v., synes hold i, og behov for, en ny samlingsreligion, i den periode hvor (ibid p. 34):

"Oprettelsen af større menigheder, der ikke længere var jødiske, men kristelige må sandsynligvis henføres til det andet århundrede."

Nu anfægter doktor Brandes da de to eneste tidlige latinske udsagn om kristendommen, det nævnte af Svetonius og det kendteste, nemlig Tacitus'.

Hvor Svetonius formentligt blot skriver om frigivne slaver, ikke om urkristne. Disse tidlige kristne, selv evangelisterne, bruger ikke ordet "kristne" om Jesus-personagens disciple, en benævnelse som først kom i brug under Trajan. Blandt andet her udfra kan Brandes (ibid p. 38) tørt konstatere:

"Der synes ikke for nogen upartisk kritiker at kunne herske tvivl om, at dette sted er et indskud, en skriftforfalskning, udført langt efter Tacitus' tid af en eller anden kristen munk eller dog kristen afskriver."

Bevisførslen herfor fremstår stiligt stringent og fastholder rimeligt forklaret at (ibid p. 39):

"Intet værk af Tacitus er nået til os uden forfalskende indskud."

En relation som afhandlingen skal vende tilbage til, under behandlingen af Villy Sørensens formynderlegender (fra p. XXX): Neros berømmelige had til de kristne. Også dette forhold, beskrevet hos Tacitus, beviser Brandes som en senere "from" interpolation fra kristne afskrivere. Ibid p. 40 afliver han en af de bedst kendte myter udfra Tacitus om den urkristne periode:

"Historien om de levende fakler, der er kommet til os gennem Tacitus, synes foster af en ved læsning af fortælling om senere kristne martyrier ophidset indbildningskraft. Ildstraf gaves der ikke i Rom på Neros tid."

Han påpeger dertil; at de tidlige kristne forfattere ikke har kendt og brugt disse ellers oplagte beretninger, og gør det dermed endnu mere sandsyn­ligt, at de blev indsmuglet hos Tacitus ved overgangen fra 300 til 400 tallet e.v. af Sulpicius Severus (ibid p. 41):

"Sandsynligheden taler for, at stedet i Annalerne (15,44) blev overført til Tacitus fra Sulpicius til Guds ære af en eller anden klo­sterbroder, for at styrke kristen overlevering ved hedensk vidnesbyrd."

[TOP]


narrativ konstants: efter latin narrare: fortælle; heraf narrativ: fortællemæssig, forfatterteknisk. Og efter latin con stare: stå fat, bevare, heraf konstans: uforanderlig del, bestandighed. Narrativ konstans altså: fortællemæssig grundfigur, en systematisk nøgle ved hvilken en fortælling skrues sammen, et tilbagevendende fortælleteknisk mønster.

sen-renæssancen: efter fransk renaissance: genfødsel. Heraf renæssancen: periode i europæisk kulturhistorie fra omkring 1500-1600 tallet e.v., primært genfødslen af de førkristne kulturidealer fra den græske kultur. Kom til at betyde starten på moderne, videnskabelig tid. Senrenæssancen altså: slutningen af denne periode omkring 1700-tallet e.v. Se eventuelt Forfatterens "Les roues de la revolte" (L.R. de L.R.).

Svetonius: Gajus Tranquillus Svetonius (ca. 69-140 e.v.). Romersk forfatter. Skrev om mange emner, hans biografier, altså levnedsskildringer, af især romerske kejsere, findes endnu. Som det vil fremgå kan det altså ikke betegnes som sandt; at han skulle have skrevet om Jesus-personaget eller dettes tilhængere.

Synoptiske evangelier: efter græsk synopse: opstilling i parallelle kolonner af tekster som sammenlignes. Synoptisk altså: litteraturvidenskabelig metode hvor forskelle og overensstemmelser, indholdsmæssigt og stilistisk, let lader sig påvise skematisk. De tre evangelier, Matthæus, Markus og Lukas, og deres forfattere, kaldes samlet "synoptikerne". Synoptiske evangelier altså: Matthæus-, Markus- og Lukas-evangeliet, hvis beretninger ligner hinanden i mangt og meget.

kompilationer: efter latin com pilare: at røve eller udplyndre. Kompilationer altså: litteraturvidenskabelig fagterm for skrifter der i det væsentligste sammensættes af brudstykker fra andre skrifter.

 Tacitus: Cornelius Tacitus (cirka 55-120 e.v.). Romersk konsul og historieskriver. Bedst kendt for sin beskrivelse af de germanske folkestammer ("Germania") og for sine historiske beretninger i "Historiæ" og "Annales", omtalt i teksten.

 Nero: (37-68 e.v.). Romersk kejser fra år 54-68 e.v. Tilskrevet en lang række umenneskelige mord på sin familie og sine læremestre, endvidere en upassende opførsel som sanger og væddeløbskører, og altså et fiktivt had til de fiktive kristne på den tid. Begik selvmord efter oprør i Gallien (Frankrig) og Spanien.

interpolation: efter latin inter polire: mellem glatte, ind polerer, opstadse; heraf interpolere altså: at forfalske en oprindelig tekst, ved at afskriveren tilføjer et indskud i sin tekst. Interpolation altså: i moderne litteraturvidenskab en tekstforfalskning, eller endog blot en udvidelse af teksten, ved at indsætte nye elementer, fremmede for den oprindelige forfatter og tekst.

Sulpicius Severus: Måske Sulpiius Severus den kendte kirkelig historiker der dog ikke døde i 403 e.v., som Brandes oplyser, men senere, i 420 e.v.

 [TOP]