perolsen.net

Per Olsens videnskabelige produktion

Teomagiens Trange Tid Portal

Georg Brandes bog "Sagnet om Jesus"

Baggrunden for opgøret med kristdogmatikken

"Sagnet om Jesus"

Kristus-skikkelsens lidelsesvej

Misforståelser og svindelnumre

En virkelig person: Paulus

Kristne lån fra ældre religioner

Testamenterne - dårlig litteratur

Kristen moral?

'Johannes Åbenbaringen' - dilettantisk galimatias?

Delkonklusion

Videre til Crowleys 'Evangelierne ifølge Sankt Bernard Shaw

Kristne lån fra ældre religioner

Nu går Brandes da, i sin litteraturvidenskabelige analyses fremstilling, videre til at fastholde "Den såkaldte Johannes Åbenbaring", som "en efterligning af den såkaldte Daniels bog" (ibid p. 53), og han fastholder, at den tydelige mangel på kreativ fantasi og kulturel selvstændighed, som førte til at stort set alle de kristne skrifter kan betegnes som plagiater af tidligere skrifter og religioners mytologier, denne gang med eksempel i "Markusevangeliet" (ibid p. 54).

Det kunne nu anføres, som et forsvar for denne bevidste citatmosaik, altså denne plagierende virksomhed, at den via profetisk opfyldelse skulle bevise Jesus-figuren, som den forventede Messias, en jødisk frelsesfigur; - men doktor Brandes påpeger dertil, at disse forventninger ikke danner den oprindelige kristendoms eneste kilde; en anden, med tiden meget vigtig kilde, synes opfattelsen af den dræbte og genopstandne dødens overvinder (for eksempel "1. Korintherbrev" 15:4-15).

Det skal blive klart, i løbet af denne afhandling, at denne myte, som (også i følge Brandes ibid p. 55) stammer fra "Adonis-, Attis-, Osiris-dyrkelse" og jo danner et velkendt symbolmønster omkring naturens cykler og kornets, ingenlunde står som speciel for kristendommen, men at også denne tanke findes indoptaget fra andre tankesæt, eller som Brandes formulerer det (ibid p. 57):

"De fleste tanker, der med forkærlighed betegnes som kristelige, fødtes ingenlunde af kristendommens skød, men opstod ved folkeblandingen i verdensriget og fremmedes ved den stærke samfærdsel."

Netop denne pointe bliver væsentlig for Aleister Crowley i hans kritik af Shaw (se eventuelt  her XXX), her på dette værks aktuelle analysestade, kan læseren måske se; hvordan det måske, under indtrykket af de konkurrerende religioners antropomorfe gudeskikkelser, kan ske, at Jesus-figuren, som Brandes formulerer det, allerede hos Markus fremstilles (ibid p. 58):

"... ikke som et sandt menneske, men som en undergører, en mirakelmager, en helbreder ved håndspålæggelse."

Altså mirakelmageri, som man med senere tiders videnskabelighed (op. cit.) kalder: "blot suggestion eller kvaksalveri". - Nået godt halvvejs gennem sit værk kan Brandes da formulere en midtvejskonklusion (ibid p. 59):

"Således kan det med sandhed siges, at var end Messias-idealet hovedmagten ved udformningen af den ny religion, så smeltede indtryk deraf sammen med indtryk fra de forskellige omgivende religioner."

Nu kan doktor Brandes da begynde at stille de pertinente spørgsmål, efter at have causeret lidt om den Guddommelige Moder, som i oldtiden (for eksempel med Isis og Osiris) blandt andet også fungerer som Gudens elskerinde, men med Jesus-figuren kun bliver den dydige jomfruundfangende Maria, der, som Brandes skarpsindigt påpeger, har forstavelsen "Ma", ligesom alle de øvrige kvinder omkring Jesus-skikkelsen, - et træk man endvidere finder hos mange andre af oldtidens Modergudinder, som også Crowley, senere i dette skrift, kort kommer ind på (p. XXX). Hvad Brandes nu slynger ud, omkring Jesus-figuren, bliver det relativerende spørgsmål, som skaber den reelle eftertanke, hvor før blind tro slugte kameler (ibid p. 61):

"Han har ikke efterladt en skrevet linie" ... "Men en eller anden af hans tilhørere eller tilhængere må dog have kunnet skrive. Var hans ord dem så dyrebare, hvorfor skrev de da aldrig nøjagtigt op hvad han sagde? hvorfor nøjedes de med at sammenflikke brudstykker af Talmud og folkelige talemåder eller lignelser og lægge ham dem i munden?"

Disse spørgsmål kan ikke besvares med en fastholdelse af kristendommen som en ægte rørelse skabt af ægte mennesker i tid og rum. Det allegoriske plagiat bliver den eneste løsning, og Paulusteologiens ildfulde propagandaarbejde ligner, som følge heraf, den egentlige urkristne indsats.

[TOP]

 


plagiater: efter græak plagion: mennesketyveri, kidnapning; heraf plagiat: efterligning, efterabning. Plagiater altså: litteraturvidenskabelig fagterm for efterligninger af en kunstners værker.

antropomorfe gudeskikkelser: efter græsk antro morf: menneske form. An­tropomorf altså: menneskeformet, overført: den idé at et princip kan fremtræde i en menneskelig form. Antropomorfe gudeskikkelser altså: gudsvæsener i menneskelig form.

pertinente: efter latin pertinere: hører til. Pertinente altså: de til sagen hørende, relevante vedkommende spørgsmål.

causere: efter latin causari: føre en sag, efter causa: sag, heraf et causeri: litteraturvidenskabelig term for let og underholdende artikel. Causere altså: at tale eller skrive underholdende og bredt til almen orientering. Måske lidt uforskammet her, når man betænker; at Brandes faktisk virker grundig og udførelig, den overordnede tone ligner dog stadig en bredt orienterende populær fremstilling, hvorfor ordvalget.

Talmud: jødisk helligskrift. Består af forskellige skriftkloges udlægninger af "Tora", de første mosebøger, og forskellige tidlige mundtlige overleveringer nedfældet i dette skrift. Man skelner mellem en jerusalemisk og en babylonsk Talmud, ordet betyder "studium" - og den babylonske version regnes for bedst og mest omfattende.

[TOP]


naturens cykler og kornets: altså naturens vekslen mellem de forskellige årstider i evigt tilbagevendende mønstre, lige som med kornet, der også følger helt bestemte, tilbagevendende mønstre fra såning, opvoksning til høst, behandling, formeling, bagning, - ny såning af sædekorn og så fremdeles. + Mere herom ifølge de senere tilkomne pointer, ...

Isis og Osiris: ægyptiske guddomme. Såvel mand og kone, som søster og bror, samt mor og far til Horus. Børn af himmelgudinden Nut, søskende med den onde Seth og den halvgode Neftys. Osiris dræbes af Seth men samles af Isis med Neftys hjælp og genopstår som dødeverdensgud. Hævnes af sønnen Horus

[TOP]