|
Udsagnsord: Mådesudsagnsord |
|
||
(Verber: Modalverber) |
||||
|---|---|---|---|---|
| Side a-b-c | Side i-ii-iii | |||
|
|
Udsagnsord: Mådesudsagnsord |
|
||
(Verber: Modalverber) |
||||
|---|---|---|---|---|
| Side a-b-c | Side i-ii-iii | |||
 |
 |
Udsagnsord type 2: Specielle hjælpeudsagnsord: mådesudsagnsord (auxilliare modalverber) angiver måden noget gøres på. Også kaldt 'forudsætningsverber' da de ikke betegner 'handlinger', 'tilstande' eller 'overgange' men forudsætninger for sådanne. Alle sprog bruger mådesudsagnsord men ikke altid de samme ord, for eksempel engelsk bruger 'at burde' som et almindeligt udsagnsord.
Mådesudsagnsordene (modalverberne) viser:
vurderingen
samt bruges til at vise:
Type 2 Udsagnsord:
1 'at ville'
2 'at skulle'
3 'at turde'
4 'at måtte'
5 'at burde'
6 'at kunne'
De 3 uregelmæssige:
A. 'at gide' (delvis gammeldags, delvis overforbrugt)
B 'at monne' (gammeldags (poetisk)
tager ønskemåde (optativ)
C 'at behøve' (kommende år 2000ff)
Mådesudsagnsord kan omskrives med sig selv i den omvendte spørgesætning:
NETVÆRK: Udsagnsord (v) & udsagnsled (V) (verbum & verbal (v/V)) regnes for nødvendigt for at løfte 'en ytring' til 'en sætning'
Som finit hjælpeverbal (v) kan modalverberne styre verbalet (V).
1. verbernes navnemåde (infinitiv, indikativ & imperativ samt passiv)
(uden at)
med undtagelse af talesprogsformer af 'at turde' og 'at gide' hvor 'at'
bruges
2. verbernes korte og lange tillægsmåder (perfectum & participium)
3. inklusiv sammensatte tiders finite hjælpeverbal plus deres infinitiv
former
4. pronominalt neutrum 'det kan jeg ikke'
HISTORIK: om 'tør' om 'behøve' modalt for 'at måtte' (nødvendighed). Før 1948 stavedes datid (præteritum/imperfectum) af kunne, skulle og ville: 'kunde', 'skulde', 'vilde'.
| den opadgående trekant: ville - kunne - skulle |
| at ville |
| at kunne |
| at skulle |
| den nedadgående trekant: turde - måtte - burde |
| at turde |
| at måtte |
| at burde |
| det energiske center: gide |
| at gide |
| den poetiske omskrivning: monne |
| monne |
| den fremstormende opkomling: behøve |
| at behøve |
De seks, syv, otte grundliggende mådesudsagnsord
(modal verbal)
Sammensatte udsagnsled (verbaler) dannes ofte men jo ikke kun med mådesudsagnsord (modal auxiliar) Hvor passivformer ikke bruges alment markeres de ikke, bemærk at mådesudsagnsord (modale verber) kun kan danne førnutid (perfektum) og førdatid (pluskvamperfektum) med 'at have'.
Et svagt ønske (tryksvagt) 'vil gerne', en stærk vilje (trykstærkt) 'jeg vil sørme', en følge, hjælpeverbum til fremtid (futurum) 'vil' + infinitiv om noget uafgjort men forment i fremtiden modificeres adverbielt 'vil måske rejse', 'vil så huske', 'vil sikkert købe'
| navnemåde (infinitiv) | at ville | at ville er ikke at kunne, prøv at ville fred frem for at ville vide bedre |
| nutid (præsens) | vil | hvem vil have den gamle cirkushest? jeg vil! - de vil nok lære det en dag |
| datid (præteritum) | ville | jeg ville nu have lønforhøjelse, chefen ville gerne, så så ville jeg kunne betale |
| førnutid (perfektum) | har villet | jeg har villet forbedre verden, siden den gik af lave |
| førdatid (pluskvamperfectum) | havde villet | han havde siden da gerne villet se Carmen - helst Carmen Jones |
En færdighed, en evne, en antagelse, en mulighed. Medfødt eller tillært
| navnemåde (infinitiv) | at kunne | at kunne tale lærer man, at kunne tænke ... |
| nutid (præsens) | kan | jeg kan godt huske dig, jeg kan en del grammatik nu |
| datid (præteritum) | kunne | jeg kunne godt skrive men kunne ikke stave dengang |
| førnutid (perfektum) | har kunnet | jeg har kunnet forsvare freden med held, mennesket har kunnet tænke, siden det fik et sprog |
| førdatid (pluskvamperfectum) | havde kunnet | man havde faktisk kunnet spore den idé tilbage til bronzealderen |
1.
en ydre nødvendighed, et krav, en pligt pålagt fra anden- eller tredjepart,
(sætningstryk) ,
2. at føle sig nødsaget, et krav en pligt pålagt inde fra, 'skal nok'
(løfte om noget afgivet til (afpresset fra) nogen).
1. Hjælpeverbum til fremtid (futurum) 'skal' + navnemåde (infinitiv) anvendes om
en handling planlagt i fremtiden.
2. Proverbialt hjælpeverbum i stedet for bevægelsesverber ('at flyve',
'at gå', 'at køre', 'at rejse', 'at sejle', 'at flytte') i fremtid
(futurum) blot 'skal' plus steds- & tidsadverbial.
| navnemåde (infinitiv) | at skulle | at skulle gå i skoleuniform, at nok skulle sige undskyld, at skulle hjem til aftensmaden |
| nutid (præsens) | skal | jeg skal snart sige op, i morgen skal vi nok købe ind, vi skal på ferie |
| datid (præteritum) | skulle | man skulle skubbe den rullestol, man skulle ikke bumpe på kantstenen |
| førnutid (perfektum) | har skullet | jeg har skullet stå skoleret med dovne tumper, jeg har skullet tilgive, og ... |
| førdatid (pluskvamperfectum) | havde skullet | hun havde nu skullet huske alle de små ting, som hendes mor før havde skullet |
1. at
ville - selv om man måske ikke bør
2. at kunne - selv om man måske ikke skal
3. at gide - selv om man måske ikke må
4. at have mod til
| navnemåde (infinitiv) | at turde | at turde er ikke at burde, at turde sige fra er sværere end at turde slå til |
| nutid (præsens) | tør | jeg tør godt spørge hende. Jeg tør ikke tage tilbage fra Ugabugaland |
| datid (præteritum) | turde | jeg turde aldrig gøre indsigelse mod den idioti, indtil jeg turde |
| førnutid (perfektum) | har turdet | jeg har turdet hver gang faren truede, jeg har turdet indtil fjenden ikke turde mere |
| førdatid (pluskvamperfectum) | havde turdet | vi havde turdet alligevel den dag for vi havde turdet længe og tør end |
1.
en tilladelse fra anden eller tredje part: 'må', 'må gerne' må godt' 'må
ikke' (spørgende)
2. en nødvendig følge (sætningstryk), (deklarativ) ofte udtrykt
med 'at behøve'´
| navnemåde (infinitiv) | at måtte | at måtte er ikke at burde. At måtte se den film igen |
| nutid (præsens) | må | jeg må gerne kysse hende, jeg må nå at kysse hende |
| datid (præteritum) | måtte | jeg måtte godt kysse hendes kind, men jeg måtte simpelthen smage hendes læber |
| førnutid (perfektum) | har måttet | jeg har måttet trække mine uforskammede løgne tilbage, sagde anklageren |
| førdatid (pluskvamperfectum) | havde måttet | de havde måttet afveje deres hypotetiske sagsopfattelse |
En fællesmenneskelig pligt, et moralsk, ideelt opfattet påbud, afvejet mellem 'at ville' og 'at gide' og 'at turde undlade'
| navnemåde (infinitiv) | at burde | at burde lufte hunden lidt mere! Burde du ikke holde op med at ryge? |
| nutid (præsens) | bør | jeg bør nok lige spørge min kone først. Vi bør tænke os om. Hun bør klæde sig pænt |
| datid (præteritum) | burde | vi burde nok lytte til hans klage. I fortiden burde man have slået børn mindre |
| førnutid (perfektum) | har burdet | jeg har burdet læse den bog, men braset keder mig, du |
| førdatid (pluskvamperfectum) | havde burdet | du havde burdet lære lidt mere, før du gik til eksamen |
| passiv | burdes | - der burdes nok forskes i mine posteringer - sagde investoren - men behøves det? |
Grad
fra lyst til vilje. grad af energi. Modificeres gennem grad af negativ
eller positiv adverbiel: 'gider aldrig' 'gider ikke' 'gider sjældent',
'gider lidt' 'gider måske' 'gider nok'
'gider gerne', 'gider tit', 'gider
godt', 'gider altid'.
| navnemåde (infinitiv) | at gide | at gide får livet til at glide |
| nutid (præsens) | gider | jeg gider ikke beundre de pyntesyge mæfikker, sagde morakkeren |
| datid (præteritum) | gad | tilslut jeg gad ej leve, sagde Peder Wessel. Jeg gad vide, hvad der står på menuen |
| førnutid (perfektum) | har gidet | jeg har ikke gidet lufte hunden, siden vi fik den hundebakke. |
| førdatid (pluskvamperfectum) | havde gidet | hvis de havde spurgt mig pænt, så havde jeg nok gidet deltage |
| pasiv | gides | blandt almindelige mennesker gides sådan noget som politisk magt ikke |
et ønske om at måtte forårsage overgang og forandring for anden- eller tredjepart (optativisk) tager ønskemåde (optativ) som i sætningen: 'Monne I bygge og bo i lykke og ro!', hvor 'bygge' og 'bo' angiver ønskeformerne. Moderne tid bruger 'gid' og 'bare' og bestemmer fremtid og realitet med biord (adverbier)
en vilje til at kunne efterleve noget man burde, at opfylde noget (hypotetisk)
en opgåelse i Guddommeligt forsyn, at skulle følge, at ville forstå (konjunktivisk)
| monne | - monne Gud velsigne dig, jeg gør det ikke! - sådan lød prof. Hansens eksempel |
| jeg monne | jeg monne se dig, Gud, monne jeg blot skue din uovertrufne yppighed |
| monne noget | monne det være så! Monne det blive sådan! Monne lykken altid tilsmile mig! |
| monne nogen | monne han længe leve! Monne hun altid være lykkelig |
1.
at ville have, at burde bruge noget (optativisk)
2. at så skulle i et hvis-så-scenarie (hypotetisk)
3. at burde turde noget i en følgeslutning (konjunktivisk)
| navnemåde (infinitiv) | behøve | at behøve betyder ikke 'at skulle' eller 'at burde' men noget der hen ad |
| nutid (præsens) | behøver | jeg behøver installere en ny CPU i min PC. Du behøver ikke hente brevene nu |
| datid (præteritum) | behøvede | han behøvede blot minde hende om kyskhedsløftet for at få buksefred |
| førnutid (perfektum) | har behøvet | du har behøvet vågne op fra den hashbrandert længe |
| førdatid (pluskvamperfectum) | havde behøvet | mere valgflæsk og folketæsk havde vi ikke behøvet - vi havde behøvet fremgang |
| passiv | behøves | den slags dumhed behøves diskuteret blandt både dummernikkere og dumrianer |
