Navneord: Stedord
	SUBSTANTIVER: Pronominer
	Eksempler side 3 af 6
	Regler	til: Side 2	til: Side 4

ABC Almene navneord 5 - 6 typer navneord 1 Navne 2 Egennavne 3 Stedord 4 Talord 5 Fællesnavne 0 Kendeord

LEKSIKON: Navneord herunder stedord (pronominer)

Definition: Navneord (substantiver) herunder stedord (pronominer):

Stedord (pronominer). Træder i stedet for navneord, som de henviser til eller udpeger, nogle af stedordene (pronominerne) bøjes i køn, person og tal samt i fald (genus, persona, numerus & kasus):

De tre mest brugte og genkommende typer stedord: de peronlige stedord, de tilbagevisende stedord og ejesteordene bøjes alle i person og tal, i køn samt i nogen grad i fald (persona, numerus genus & kasus) -: Egentlig bruger dansk ikke "fald-bøjning" (kasus) mere, førhen brugte man småord til at styre forskellige navneord for at tydeliggøre om de fungerede som grundled, genstandsled eller hensynsled, og netop disse led havde man i sin tid tre "kasus"-navne for: grundled stod i navnefald (nominativ), genstandsled stod i genstandsfald (akkusativ) og hensynsled stod i lidefald (dativ) og disse led kunne alle sættes i ejefald (genitiv). Andre sprog bruger stadig småord og bøjninger af navneord til at angive deres "fald" altså deres kasus og har gerne en hel række fald de skelner i. Men i moderne tid (2000-2020) har dansk kun beholdt de gamle former i de personlige stedord, der bruges som grundled altså gammeldags: nominativ og i de tilbagevisende stedord, der bruges som genstandsled og hensynsled altså gammeldags akussativ og dativ. ejefald (genitiv) regnes ikke på dansk for en egentlig kasus, men har sit eget sæt stedord: ejestedordene.

Men bøjningerne i person og tal, og endvidere i køn (persona, numerus samt genus) bruges stadig. Person- og taløjningen forklares nedenstående: 

Ental:

• 1. person ental betegner: den person der taler

• 2. person ental betegner: den person 1. person taler til

• 3. person ental betegner: den person eller ting som 1 og 2. person taler om

Flertal:

• 1. person flertal betegner: de personer der selv taler eller som der tales for

• 2. person flertal betegner: de personer 1. person taler til

• 3. person flertal betegner: de personer eller ting som 1 og 2. person taler om

Udtrykt i en anden form (udfyldt nedenfor):

Stedordenes bøjningsskema i 1., 2. & 3. person ental
1. person	2 person ven	2 person høflig	3. person	3. ting	3 personen	3. tingen
taler til	tiltalt ven	høfligt tiltalte	en person vi to omtaler	en ting vi to taler om	personen vi to omtaler	tingen vi to taler om
Stedordenes bøjningsskema i 1., 2. & 3. person flertal
1. person	2a. person ven	2b. person høflig	3. person ubestemt	3. ubestemt ting	3b. ting bestemt	3a. person bestemt
talere til	tiltalte venner	de høfligt tiltalte	personer vi omtaler	ting vi taler om	personerne vi omtaler	tingene vi taler om

Stedord i sætningen
(pronominers syntaks)

NETVÆRK: Stedordsprøven: kan der sættes et navn eller navnet på en genstand i stedet for stedordet? (pragmatisk test)

Stedord type 2 Tilbagevisende stedord (refleksiver) indgår endvidere i en lang række faste forbindelser med udsagnsord på disses pladser.

Stedords bøjning

Type 3 Navneord: Pronominer Stedord: De fleste stedord bøjes i køn & tal (genus & numerus) samt fald (kasus). De 7 former for stedord og deres varianter. Lukket produktiv ordklasse.

De tre mest brugte og genkommende typer stedord: de peronlige stedord, de tilbagevisende stedord og ejesteordene bøjes alle i person og tal, i køn samt i fald (persona, numerus genus & kasus) - egentlig bruger dansk ikke "fald-bøjning" (kasus) mere, førhen brugte man småord til at styre forskellige navneord for at tydeliggøre om de fungerede som grundled, genstandsled eller hensynsled, og netop disse led havde man i sin tid tre "kasus"-navne for: grundled stod i navnefald (nominativ), genstandsled stod i genstandsfald (akkusativ) og hensynsled stod i lidefald (dativ) og disse led kunne alle sættes i ejefald (genitiv). Andre sprog bruger stadig småord og bøjninger af navneord til at angive deres "fald" altså deres kasus og har gerne en hel række fald de skelner i. Men i moderne tid (2000-2020) har dansk kun beholdt de gamle former i de personlige stedord, der bruges som grundled altså gammeldags: nominativ og i de tilbagevisende stedord, der bruges som genstandsled altså gammeldags akussativ.

Men bøjningerne i person og tal, og i køn (persona, numerus genus) bruges stadig. Person- og taløjningen forklares nedenstående: 

Ental:

• 1. person ental betegner: den person der taler

• 2. person ental betegner: den person 1. person taler til

• 3. person ental betegner: den person eller ting som 1 og 2. person taler om

Flertal:

• 1. person flertal betegner: de personer der selv taler eller som der tales for

• 2. person flertal betegner: de personer 1. person taler til

• 3. person flertal betegner: de personer eller ting som 1 og 2. person taler om

Udtrykt i en anden form (udfyldt nedenfor):

Stedordenes bøjningsskema i 1., 2. & 3. person ental
1. person	2 person ven	2 person høflig	3. person	3. ting	3 personen	3. tingen
taler til	tiltalt ven	høfligt tiltalte	en person vi to omtaler	en ting vi to taler om	personen vi to omtaler	tingen vi to taler om
Stedordenes bøjningsskema i 1., 2. & 3. person flertal
1. person	2a. person ven	2b. person høflig	3. person ubestemt	3. ubestemt ting	3b. ting bestemt	3a. person bestemt
talere til	tiltalte venner	de høfligt tiltalte	personer vi omtaler	ting vi taler om	personerne vi omtaler	tingene vi taler om

Personlige stedord
 (personlige pronominer):

Ental:

1. 'jeg'
2. 'du' eller i høflig (gammeldags) tiltale: 'De'
3. 'en' 'man' (om personer generelt)
   eller:  'en' 'et'  (om ting)
   eller: 'han' 'hun' 'den' 'det' (om mennesker, dyr eller bestemte ting)
   eller 'nogen' 'noget' om utællige fællesnavne (appellativer)

Flertal:

1. 'vi'
2. 'I' 
3. 'de' eller i høflig (gammeldags) tiltale 'De'
   eller: 'de' om mennesker, dyr og og bestemte ting
   eller: 'nogle' om utællige fællesnavne (appellativer)

Tilbagevisende stedord
(refleksive pronominer)

Ental:

1. 'mig'

2. 'dig' 'den', eller i høflig (gammeldags) tiltale: 'De'

3. 'sig', 'sin' 'sit' reflekterer 1. person og 1. persons forhold 
   eller: 'sig', 'ham' 'hende' reflekterer 3. person og 3. persons forhold
   eller: 'den' 'det' & 'noget' 'nogle' reflekterer bestemte dyr og ting samt utællige mængder

Flertal:

• 'os'

• 'jer' eller i høflig (gammeldag) tiltale 'Jer'

• 'dem'  
  eller: 'de' ting vi taler om
  eller: 'de', 'de der' personer vi taler om
  eller: 'de' 'nogle' kendte eller utællige ting vi taler om.

Ejestedord
(possessive pronominer)

Ental:

1. 'min' 'mit' 'mine'

2. 'din' 'dit' 'dine' og i høflig (gammeldags) tiltale 'Jeres'

3. 'ens' eller 'sin' 'sit' reflekterer 1. person og 1. persons ejerforhold 
   eller:  'en' 'et' eller  '-s' (der sættes s bagpå det pågældende ord i ental)
   eller: 'hans' 'hendes' (om mennesker og bestemte dyr)
   eller: 'dens' 'dets' (om ubestemte dyr og om ting)

Flertal:

1. 'vores' eller i gammeldags form: 'vor' og 'vort'

2. 'jeres' eller i gammeldags form 'jer' og 'jert'

3. 'deres' eller i høflig tiltale: 'Deres' eller 'sine' reflekterer 1. person og 1. persons ejerforhold 
   eller  '-s' (der sættes s bagpå det pågældende ord i flertal
   eller: 'deres' (om mennesker og bestemte dyr)
   eller 'deres' (om ting og ubestemte dyr)

Påpegende stedord
(demonstrative pronominer)

De påpegende stedord (demonstrative pronominer) påpeger nogen eller noget, flere af dem bøjes i køn og tal (genus & numerus):

• 'den' - 'det' - 'de' det fjernere påpegede, bruges også som personligt stedord 

• 'denne' - 'dette' - 'disse' det nærmere påpeget 

• 'hin' - 'hint' - 'hine' (gammeldags)

ental: 

• 'selv'

total:

• 'begge'

flertal:

•  'alle'

Gensidige stedord
(reciprokke pronominer)

På dansk findes der kun to gensidigt tilbagevisende stedord (reciprokke pronominer) de viser tilbage til to eller flere grundled og anfører en fælles handling ofte men ikke altid i lideform (passiv) og findes kun i flertal:

• 'hinanden' 

• 'hverandre' 

Spørgende stedord 
(interrogative pronominer)

Spørger mest i helsætninger men også som indledning til ledsætninger et enkelt bøjes i køn og tal:

• 'hvilken', 'hvilket', 'hvilke' (om personer og/eller ting)

Ental:

• 'hvem' (om personer)

• 'hvis' (om personers ting)

• 'hvad' (om ting eller forhold)

Henførende stedord
(relative pronominer)

Bruges både som henvisning i sætninger og som indledning til ledsætninger

'der', 'som', 'hvis

Bruges meget i talesprog som som "foreløbigt grundled" som "sætningskløver", 'det' som stedord for det formelle grundled (subjekt), 'der/her' som det lokalt handlingsbeskrivende grundled (situativt subjekt) 'det regner fra skyen', 'der kommer sol i morgen', 'her ser stranden godt ud': 

• 'det' (foreløbigt alment ikke lokaliseret grundled, der står i på grundleds plads - abstrakt henførende)

• 'der' & 'her' (formelt konkret præcist lokaliseret grundled med stedordsfunktion, der underordner grundleddet (også kaldet "antisubjekt") 

'det & 'der' kan i nogen grad bruges i flæng i følgende situationer:

• 'det' (foreløbigt grundled står på grundleds plads, især hvis det egentlige grundled står i ubestemt form, navnemåde eller som ledsætning)

• 'der' (foreløbigt grundled står på grundleds plads, især hvis det egentlige grundled står i ubestemt form, navnemåde eller som ledsætning)

Ubestemte stedord 
(indefinite pronominer)

Den store gruppe af ubestemte stedord (indefintite pronominer) henviser ikke præcist til noget specielt, som de andre stedord gerne gør, men de optræder alligevel gerne som stedord, der henviser til noget ikkehelt præcist og gerne alment, nogle ubestemte stedord (indefinite pronominer) bøjes i køn og tal andre findes kun i ental eller i flertal:

køns og talbøjning:

• 'al' - 'alt' - 'alle'.

• 'anden' - 'andet' - 'andre'.

• 'ingen' - 'intet' - 'ingen',

• 'nogen' - 'noget' - 'nogle', 

• 'mangen' - 'mangt' - 'mange', (entalsformerne regnes for gammeldags i år 2000-2020)

Køns og talbøjning i ental

• 'en eller anden' - 'et eller andet', 

• 'en og anden' - 'et og andet',

• 'enhver' - 'ethvert' 

• 'hver' - 'hvert'

Entalsformer:

• 'man', 'én', 'den' bruges også som personlige stedord

•  'nogenting', 'ingenting', 'alting'

Flertalsformer

'somme', 'visse', 'alle og enhver', 'alle sammen', 'allesammen'

Stedtillægsord
(pronominale adjektiver)

Endelig har dansk også nogle tillægsord, der fungerer som stedord (pronominaler) ved at træde i stedet for andre tillægsord. Se evnetuelt mere herom her i Ganske grundig grammatik i Kapitlet om Tillægsord (adjektiver).

Understående en liste med de mest almindelig af disse tillægsord (adjektiver), der blandt andet kaldes for "stedtillægsord" (pronominale adjektiver), fordi de jo opsummerer, resumerer og træder i stedet for flere foregående tillægsord (adjektiver) i et navneordsled (nominale) ofte i en eftersat resumarisk omskrivning:

• 'sådan' - 'sådant' - 'sådanne' (beskriver og samler lighed)
  
• 'lignende' (beskriver og ligestiller)
• 'ens' (beskriver lighed mellem flere)
• 'samme' (udgrænser lighed med en eller flere)
• 'tilsvarende' (beskriver lighed til flere)
  
• 'anden' - 'andet' - 'andre' (udgrænser forskel)
• 'anderledes' (beskriver forskel)
• 'forskellig' - 'forskelligt'- 'forskellige' (udgrænser forskel)
  
• 'første' (beskriver forskel i ligestillede elementer fra rækkefølges start)
• 'sidste' (betegner forskel i  ligestillede elementer fra  rækkefølges slut)