1.2.a. Socialoffentlighedstransformationen

Som det fremgår af ovenstående; gennemgik edb-teknologien en utrolig udvikling, der - fra 1970'ernes microprocessoreksplosion på internationalt produktionsplan - baseredes på to produktionsfremmende faktorer:

1. En intensiv produktudvikling, som med held:
a. til stadighed billiggør produktionsprocessen og
b. udvider produktionsområderne og produktanvendelsen.

2. Et
a. stadigt større behov for og
b. udvidede anvendelsesområder for allerede eksisterende produkter.

Heraf fremgår det, at edb-varen lige fra starten i sig selv udgjorde en god forretning, om end teknologihastighedens udviklingsfrekvens kunne skabe problemer med det hurtigt forældede apparaturs værdi som fast ejendom. [i]

Allerede tidligt søgte man at tage højde for dette problem for eksempel angående de føromtalte "skriveautomater", det der med tiden blev til "tekstbehandlingsprogrammer" og "integrerede kontorpakker", hvor den omtalte danske undersøgelse tog højde for dette problem, ved at understrege behovet for en korrekt behovsformulering, og den svenske undersøgelse imødegik problemet ved at fremhæve det ved udgangen af 1970'erne eksisterende udbud af systemer og deres tilpasning til de fysiske faktorer og lønsomhedskravene.

Således blev det lige fra starten i de skandinaviske lande sådan; at man ved (ny-)etablering af denne nydannelse i den tekno-maskinelle revolution, indså behovet for at genfinde de statsansatte i neoteknoindustrielle statusmønstre, _a og at gøre arbejdsfunktionerne menneskeligt mulige for de edb-arbejdende blandt det nye datamatforsynede hierarkis _a organiserede produktivkræfter altså arbejdere med de nye maskinr.

Måske netop derfor (udover de umiddelbare fordele omtalt omstående) fremtrådte tekstbehandling som et højdepunkt i samspillet mellem den indledningsvist omtalte storkapitalistiske privatproduktion og -forskning og den højfinansielle statsforvaltnings anvendelse af samme forskning. Toppunktet fremtrådte som den synlige forskel, der opstod, da "den hellige arbejdsko", altså "det arbejdende menneske", som socialdemokratismens version af socialismen havde rejst til højeste status i det velfærdssamfund, der med "fuld beskæftigelse" helt frem til omkring 1976-1978, havde skabt grundlaget for den "krise" og "massive arbejdsløshed", som blev kendetegnende ved landet fra i hvert fald 1978 og frem til midt i 1990'erne, hvor problemet stadig langt fra havde fundet løsning (mere herom senere i kapitel 3).

Denne "hellige arbejdsko" blev altså flyttet ind i den maskinelle forms billede i slutningen af 1970'erne.

Fra: den i 1960'er-velfærdet gældende form for arbejdsresultat, altså: udviklingen fra det maskinelt udskrevne stykke papir i et eksemplar med eventuel karbon-kopi _b fra én sekretær, som også kunne levere en stencil _c med deraf følgende mange kopierede versioner. 

Til: 1980'er-krisens typiske form: det på skærmen skrevne arbejdsresultat, som ikke blot kunne udskrives i uendelige antal "originaler" men også kunne redigeres og varieres individuelt, det sidste dog noget som de statslige kontorer aldrig fik rendyrket

(se eventuelt kritik heraf i afsnittets sidste slutnote).

Den fetich, _a som privat erhvervsliv motiveredes af, fremstod naturligvis primært som kapitalgevinst - lønsomhed. Om samme sagde den omtalte svenske undersøgelse; at netop dette krav under alle omstændigheder ville betyde og fremme overgangen til "skriveautomatisering med terminalaflæsning" som det stadig kunne hedde i debatten dengang, også selv om man klogeligt indså, at denne overgang i høj grad ville afhænge af de i staten organiserede arbejderes uddannelses- og ansættelsesniveau.

1.2a1 Tilbageblik: maskinstormere og stormende maskiner

Det kan nu - hen mod slutningen af det præteknologiske gennembrud - virke ganske morsomt at gennemlæse disse i dag ofte paradoksale overvejelser, men faktisk så det ikke ud til, at blot den sædvanlige kreds af fremskridtsfornægtere og maskinstormere kunne tænke sig en fremtid uden edb-midler generelt og tekstbehandling specielt. Mange seriøse og velfunderede forskere ville ikke udelukke muligheden (den "ubehagelige og beklagelige" mulighed) for en fremtid uden disse midler, de overvejede stadig, om en demokratisk beslutningsproces kunne standse denne udvikling, og fremstod generelt - i løbet af 1980'erne - som de halvlunkne, dårlige brugere, der altid beklagede sig over maskinernes "fejl", hvor "besværligt det hele var" og så videre.

Under denne gruppe kvalificerede men ikke-engagerede forskere, fremstod en meget stor del af befolkningen (i næsten alle tilfælde født før 1950), som ikke mere havde arbejdsmæssige forhold overhovedet (ofte på grund af "edb-automatiseringer"), eller som - i deres eventuelle arbejde - ikke havde noget med edb at gøre.

Disse udmærkede mennesker levede - igennem 1980'erne og 1990'erne - i den trøstefulde forsikring, at de aldrig ville blive nødsaget til at sætte sig ind i "edb-braset", og de blev til fulde bekræftet i deres fordomme, hver gang de offentlige datasystemer havde fejl og mangler (ganske ofte afstedkommet af manglende kundskaber hos de utroligt mange desværre også ofte: slet kvalificerede kvinder, som på grund af den kønslige ligestillingsanstrengelse i denne periode, blev skubbet ud i jobs, som de fremstod dybt inkompetente til at bestride (dette gælder nogle heraf, naturligvis ikke alle [ii])).

Hvor morsomt det end monne synes læseren, at selv kvalificerede forskere kunne håbe på at standse datamatisk udvikling lovgivningsmæssigt, fremstår det som en yderst vigtig (seriøs) pointe, når læsningen og dens læser når til det 3. og 5. samt måske især 6. kapitel.

Formelt fremstod den danske formel da altså således: at etablere en del af datamatparkerne og datanettene via statsligt koopererende institutionsdannelser på edb-markedet. Dette gav sig - som omtalt omstående - udtryk i det statsligt-kommunale interessentselskab Datacentralen I/S, centre som Kommunedata og lignende, hvor snart skrevet hele statskapitalen forefandtes organiseret datamatisk.

Også på det marked, som dannedes af de mere eller mindre statsligt og kommunalt regulerede private virksomheder, blev datamatiseringen af økonomien hurtigt gennemført, for eksempel i bankvæsenet og i alle større virksomheders debet- og kredit-økonomistyring _a. Som sådan blev pengefetichismen det første område, som blev objektgjort gennem elektronisk databehandlings mulighed for hurtig kalkule, altså beregning, hurtig transport og sikker kontrol med arbejdsproduktion og varegørelse.

Dette, at erhvervslivets produktionsfetich, kapitalen, hurtigt blev indført i datamaten og at enhver god finansfyrste, som følge heraf, hurtigt kunne stole på sin fetichbeskrivelse i en "edb-terminalaflæsning" eller "udskrift", fremstod dog ikke ensbetydende med, at den statslige arbejdsfetich: magten, (og hertil loven og æren) datamatiseredes, - det kom tekstbehandling til for at gøre. [iii]

De to ovennævnte arbejdsfeticher: profitten og magten, fremstod sådan set som af sekundær betydning, for så vidt at allerede selve organiseringen af kapital og af individer: de primære komponenter i produktions- og statsorganiseringen allerede datamatiseredes inden. Man kan i forlængelse heraf betragte det daværende niveaus ekstremer som en god retningsangiver for den kommende udvikling, og teksten vil som afslutning for den socialoffentlighedsorienterede redegørelse, kort - udfra personlige samtaler, møder og noter - omtale den dengang aktuelle finske statslige revisions dataregnecentral og dens sikkerhedssystemer, netop fordi disse - især de socialstatusmæssige og socialorganiseringsmæssige forhold heromkring - virker meget sigende, om dels hvad man forventede sig, og om dels hvordan man agtede at gribe det an, dér dengang ved indledningen til den praktiske gennemførelse af det præteknologiske gennembrud altså sidst i 1970'erne.

1.2a2 Sikkerheden og magtens fetich

Sikkerhedsspørgsmålene kan anskues som et udviklingsekstrem i magtfeticheringen af arbejdskraftsvarens produktionsforhold, og af arbejderens ejendomsforhold til produktionsmidlerne, samt til sig selv under anvendelse af sine produktivkræfter. Husk på, at man dengang ikke regnede særligt alvorligt med at private (senere såkaldte "hackers") ville få datakraft nok til at bryde ind i systemerne udefra. "Computer-fraud", komputersvindel, tænktes overvejende begået af faldne blandt det lille edb-uddannede præsteskab, som misbrugte terminalerne på arbejdspladsen (naturligvis - såvel da som nu - et vigtigt sikkerhedsområde om end ikke det eneste).

Den, man ønskede at beskyttede sig mod, fremstilledes altså primært som medarbejderen, der angreb indefra, og netop derfor fremtrådte sikkerhedsforanstaltningerne sekundært, som en vigtig del af den arbejdendes opfattelse af sin egen status. Følgende fremstilling bygger dels på kollegiale samtaler, dels mødereferater og -noter, samt åbne kilder i samtidens skandinaviske revisionslitteratur:

Den statslige finske regne- og revisionscentral skabte et sådant udtryk for statusgørelserne i ansvarsfordelingen, med identificeringskoder til såvel selve den fysiske ramme, huset, som dennes datamatpark, samt "dybden" af adgang til data for den enkelte.

Udfra betragtninger over arkitektur som et udtryk for ideologi: for samlede idésæt der gennemsættes i konkret bygnings- og bykonstruktion, udfra denne synsvinkel kan det synes sigende, at selve huset kun havde to ind/udgange, og betegnende, at huset internt opdeltes således, at sikkerhedszoner, med alskens overvågning og alarmsystemer, afgrænsede de højaktiverede sikkerhedsområder, hvis vinduesløse rum betrådtes via en kæde af døre, med låsemekanismer aktiverede gennem id-kort input. _a.

Alle disse dengang avancerede sikkerhedsforanstaltninger synes ganske normale selv for mellemstore produktionsvirksomheder i 1990'erne, kun det sidste forhold, id-kort aflæsende nøgler, ligger under 1990'ernes lavmål, mens id-kort mere hører til i de lavere klassificerede virksomheder og anstalter, og i nogen grad angiver de lavere organiserede produktivkræfters status, anbragt med sikkerhedsnåle på deres arbejdsdragt.

Det finske regne- og revisionscenters datamatiske program- og registersikkerhed funderedes endvidere på vagtmandskabets portnerskab: på intern tv-overvågning. Endvidere kunne man måske tale om et minimum af demokratisme - eller måske omvendt et maksimum af intern mistillid - udtrykt i det system med brug af mindst to af otte mulige id-kort, der besluttedes nødvendigt for at komme helt ind i system- og registerzonerne og deres datamatiske lagre.

Således bragtes statsorganiseringen af produktionshierarkiet - omkring den datamatiske behandling af den statslige finske finans - på datamatisk fod fra slutningen af 1970'erne, mens kun de mere engagerede i den brede befolkning tænkte i elektronisk databehandling.

Forfatteren, som dengang arbejdede med højteknologiske projekter for den danske Rigsrevision og Forsvarsministeriet, skrev i sine noter om dette også dengang meget imponerende sikkerhedssystem:

"Sikkerhedsformelt kan man indvende mod denne ... organisering, at den kunne styrkes ved personliggørelse af modtagerkomponenterne i kredsløbene på aflåsningsaktiveringernes identifikationskontrol ... for eksempel stadig ved en materiel genstan, som et i.d. kort men kombineret med oplysninger om og genkendelse af stemme, udseende, vægt og så videre.".

- Et af mange punkter, hvor Forfatteren viste sig som en relativt pålidelig og rammende teknologivurderingsmand, for så vidt at sådanne og lignende yderligere systemer senere forefandtes ret almindeligt i højt og mellemhøjt klassificerede områder.

1.2a3 Den nye magtfetich: ubegrænset datakraft

For staterne som helhed bragte denne centralisering og dens overbygning endelig en art potensforskydning i demokratiforklaringens udbudsværdi _a omkring embedsstandens mulighed for opstigning i hierarkiet, og hierarkiets mulighed for at fremstille en overbevisende lighedsaura; -: problemerne ligger i forlængelse af de omstående omtalte (om de nye edb-arbejderes status), og må som helhed opleves lig med en accentuering af objekterne for den gående og gængse samfundskritik dengang som nu.

Brugerne af de dengang seks landsdækkende regnecentraler spredt over Finland, fordelte deres oplysninger ud til statsforvaltningens datamater og terminaler. Embedsmændene stimuleredes og bragtes i statssolidaritet gennem foregøglingen omkring tasteoperatørernes identificeringskoders voksende datakraft. Hvor man før "steg i graderne" ved at opnå højere klassifikation og indsigt, steg man nu gennem opnåelse af kodeord til forøget "adgang til datakraft"; - dette kunne opleves som socialoffentlighedens datamatiske udtryk for den kendte positionsambition og dens konkurrencemekanismers desorganisering af produktivkræfterne, her betragtet som de egentlige forvaltere af produktionsforhold og -midler indenfor staten.

Forfatteren mener hermed; at intern konkurrence og magtkamp - som så ofte portrætteret i triviallitteraturen og ikke mindst i medierne - ikke virker fremmende for arbejdsproduktiviteten, for "teamet", "holdet", som det kom til at hedde under det præteknologiske gennembrud.

Således datamatiseredes i begyndelsen af det præteknologiske gennembrud den del af samfundsborgerne, som stod i arbejdende værdiudbytningsforhold til (og under) statskapitalen.

[TOP]

     a neo-tekno-industrielle statusmønstre: altså i nye teknologisk baserede produktionsmæssige stillinger, hvor de let kunne finde ud af hvor højt (eller lavt) de befandt sig i systemet, og hvad deres rolle indebar i forhold til den industrielle produktion eller (for stat og kommune) opsigten med og beskatningen af de produktive lag. Neo-tekno-industrielle statusmønstre omfatter altså: en nyformuleret opfattelse af de arbejdendes selvværd i forhold til de nye teknologiske apparater.  

     a hierarki: efter græsk hieros: hellig. Præstevælde, anvendes i moderne forstand om en pyramidestruktur, hvor nogle få i toppen bestemmer over mange i bunden.

     b karbon-kopi: Med de gamle manuelle mekaniske skrivemaskiner kunne man fremstille en ekstra kopi, ved at lægge et kulsværtet tyndt ark papir (et "karbonark" efter latin carbo: kul) med den sværtede side vendt mod endnu et ekstra hvidt ark. Når man nu slog bogstaver ind på det øverste ark, sørgede karbonpapiret for at det andet ark også blev beskrevet, ofte med en noget ulden sort skrift. Heraf opstod den endnu anvendte forkortelse "CC" (: carbon copy: karbonkopi), som i dag - anbragt øverst i et brev - stadig betyder, at der sendes kopi til en nærmere anført tredjepart. (Mere om skrivernes produktionsforhold i kommende slutnoter.

     c stencil: efter latin scintilla: en gnist. Et paraffinbehandlet papir under et ark tyndt almindeligt papir, som den manuelle, mekaniske skrivemaskines bogstavshamre slog hul i. Efter endt skrivning spændtes det gennemhullede vokspapir på en art sværtecylinder, som kørte papiret hen over ubeskrevne ark. Sværten flød nu gennem hullerne ud på disse ark, og den beskrevne stencil kunne dermed mangfoldiggøres i snesevis af eksemplarer, inden den krakelerede. "At stencillere" kom en overgang til at betyde: "at mangfoldiggøre", indtil kopimaskinerne holdt deres indtog i 1960'erne.

     a fetich: Efter latin factitius: kunstig. Betyder i almen anvendelse en genstand, som hos primitive folk tillægges overnaturlige kræfter. Anvendes også indenfor sexologien om mennesker hvis lyst stimuleres af diverse genstande: såkaldte "fetichister". Ordet anvendes her i begge betydninger, altså både om profit som overnaturlig, magisk genstand, og som den forvandlede seksualtrangs mål.

     a debet- & kredit-økonomistyring: altså styringen af hvad man selv skylder væk ("debet" efter latin debere: at skylde) og hvad andre skylder en ("kredit" efter latin credere: at tro, at betro). 

     a id-kort input: Altså identitetskort (: id-kort), identifikationskort med koder, som aflæses af en art læser, en terminal.

     a potensforskydning i demokratiforklaringens udbudsværdi: en forskydning af magtoplevelsen, som den skulle fremstilles for de arbejdende udfra den demokratiske tradition, som magten traditionelt i perioden bekendte sig til, dens "udbudsværdi" antyder forklaringens værdi for denne målgruppe. potensforskydning i demokratiforklaringens udbudsværdi altså: hvordan de ansatte oplever og anerkender statens og deres egen magt som demokratisk.  

[TOP]

[i]. I 1996 havde problemet antaget et omfang, som gjorde kasseret komputerskrot til et alvorligt problem. Det stod fast, at der ikke kunne blive tale om at reparere eller udskifte enkeltdele, en ny maskine ville altid fremstå som billigere, bedre og mere rentabel. En helt ny genbrugsfidus opstod fra starten af 1990' erne, hvor først unge komputerglade mennesker byggede fungerende systemer af skrot. Senere satte genbrugsstationer og et miljøbevidst firma som det tyske Siemens Nixdorf denne skrothandel i lønsomt system: Datamaterne indeholder mange forskellige komponenter, blandt andet giftige sager som tungmetaller, plastik, glasfiber og så videre. Maskinernes chips solgtes til legetøjsfabrikker i stor stil, metallerne blev nedsmeltede, genudvundne og solgt til metalfabrikker, det samme gjaldt glas- og plastikdelene. Siemens konstruerede fra 1990'erne alle sine datamater med henblik på hurtig, miljøbevidst skrotning og op til 95% genbrug. Især printpladernes forbindelser af guld, sølv og platin betragtedes som lønsomme, men også plastik, glas og jern kunne det betale sig at genbruge. Kun godt 0,6% af komputermaterialet kunne ikke umiddelbart genanvendes. Der findes flere gode samtidige kilder til dette, se blandt andet "Komputer for alle" nummer 2 1996 p. 71ff. - Problemet blev stærkt forværret over årene på trods af disse tidlige forsøg på at løse det.

[ii]. Den irsk-amerikanske forfatter Dr. Robert Anton Wilson, som - jævnfør læservejledningen - har medvirket til, at forfatteren fremsætter sine videnskabelige værker i d-prim, har argumenteret for en yderligere udbygning af dette sprog med blandt andet ordet "sombunall", der betyder "some but not all", altså "nogle men ikke alle", en fordanskning kunne måske formuleres som: "nogmenikal". I 1996 lød Wilsons nyeste spekulationer herom således ("Cosmic Trigger Volume III My Life After Death" p. 224f):

 "Andetsteds har jeg argumenteret for introduktionen af ordet "sombunall" - der betyder nogle men ikke alle (eller: noget men ikke alt, oversætters anmærkning) - fordi "althed" skaber lige så mange problemer som "erhed". I menneskelige relationer bliver gruppefordomme evindeligt forstærket ved vanemæssig anvendelse af "alle" sammen med "er": - for eksempel, Hitlers 'alle jøder er ågerkarle' eller Brownmillers (en kendt yderliggående amerikansk feminist, oversætters anmærkning) 'alle mænd er voldtægtsforbrydere' og så videre.

"Sombunall" kan måske ikke mirakuløst helbrede denne meget smittefarlige neurolingvistiske (altså: nervemæssigt-sproglige, oversætters anmærkning) lidelse, men den synes så afgjort at lindre den."

Samtidigt med at dette forbehold fjerner ansatser til totalitær og autoritær tænkning og tale, giver det en mulighed for at udsige problematiske forhold, som den i 1990'erne ret så stejle sociale kløftdannelse gør det svært at udsige, uden at man bliver angrebet fra veltrænede social-aktivister og andre, som hinsides sandhedsværdier og vederhæftighed ensidigt søger at fremme denne eller hin interesse (se eventuelt senere slutnote nr. (II.96) om "politisk korrekthed").

Den her foreliggende tekst har således tidligere anvendt dette udtryk omkring "de statsprivilegerede superforskere" og  "marxister". Når det her anvendes om de mange nye arbejdersker på arbejdsmarkedet medsamt de mange "skrivepiger" som blev omstillede til "ny teknologi" kunne det - uden dette forbehold - let tydes derhen, hvor forfatteren stod som indædt kvindehader, tvært imod giftede han sig i denne periode med, Britta D, Olsen, en af de første "skrivepiger" som med eget edb-tekstbehandlingssystem i disse tidlige år arbejdede udfra sit eget firma for en af landets største private arbejdsgivere. Så nu derimod vil den opmærksomme læser faktisk kunne se ansatsen til et forsvar for disse stakkels kvinder - som ene på grund af deres køn, ikke på grund af deres interesser eller kvalifikationer - blev hyret til jobs, som de langtfra altid kunne magte, hvad forfatterens kone altså gjorde til fulde.

"Cosmic Trigger III" p. 224f (en enkelt citationstegnsfejl rettet):

"Elsewhere, I have argued for the introduction of the word "sombunall" - meaning some but not all   - because "allness" makes as many problems as "isness." In human relations, group prejudices continually get reinforced by habitual use of "all" along with "is": e.g., Hitler's "all Jews are usurers," Brownmiller's "all men are rapists," etc".

"Sombunall" might not miraculously cure this highly contagious neurolinguistic disorder, but it certainly seems to alleviate it".

[iii]. Formularen/Blanketten fremstår, som hvad man kunne kalde den første "statsmagtstekst". Blanketten henviser til en regelsat fungerende fremgangsmåde, som individet indsluses i ved at udfylde og opfølge formularens/blankettens formulering.

Den anden statsmagtstekst kunne så kaldes rekvisitionen, som forårsager af noget udføres, flyttes eller forordnes i lager- eller personelforvaltningen. Denne type tekst har mange udformninger fra lagerlister og til for eksempel dommerkendelser og ekspropriering altså tvangsudskrivning, men altså også blot anskaffelse af mere papir til bureaukratiet - eller af edb-udstyr.

Hvad man kunne kalde den egentlige statsmagtstekst dannes naturligvis af det pågældende statskontors (eller kommunale kontors) lovgrundlag, dets aftaler og vedtægter mellem interessehavere og den økonomiske realisering heraf.

Endelig da hvad man kunne kalde kontorernes "daglige udgående post": de breve som kontorchefer og fuldmægtige dikterer samt underskriver og sekretærer udskriver samt besørger heri inkluderet mødereferater og -indkaldelser, budgetter, rapporter, statistik og lignende.

Hvor den gamle tekstproduktion beroede på veltrænede akademikeres formulering og lignende sekretærers punktlige, nydelige og fejlfri afskrivning, lovede "tekstautomatiseringen", at såvel formularerne som blanketterne, rekvisitionerne og deres lagerføring, samt lovgrundlaget og ikke mindst den daglige post kunne blive betydeligt mere praktisk, robust og strømlinet formuleret og fremstillet, og med færre arbejdskræfter. - Derfor blev ETB (: elektronisk tekstbehandling) fra starten af 1980'erne norm for alle offentlige kontorer.

Hertil hører dog et par små fortællinger fra det virkelige liv:

Et kontor under Arbejdsmarkedsdirektoratet beskæftigede i starten af det præteknologiske gennembrud en ret skrap korrekturlæser, som studerede musik. Da kontoret i begyndelsen af 1980'erne indførte edb med "stavekontrol" besluttedes det - med 1980'ernes såre velkendte "nedskæringstendenser" - at afskedige korrekturlæseren. Da denne nu nogle år senere - som arbejdsløs akademiker - modtog en officiel standardskrivelse fra dette kontors edb-system, fandt han mere end 40 stave-, sprog- og tegnsætningsfejl de fleste typiske for den pågældende sekretær!

En anden mere munter version: de berømte "Kulørte Klatter": unge mennesker som i midt-1980'erne opnåede Københavns Kommunes tilladelse til at afholde "fællespisning" på Rådhuspladsen. -: De stillede nu borde op med karafler fulde af saftevand og drak tæt. Timeligt skulle de da tisse, hvilket de frimodigt besørgede op ad rådhuset. Bekymret politi mødtes af "klatternes" advokat, som fremviste kommunens officielle tilladelse til "fællespisning".

Også i dette morsomme eksempel ville den for længst fyrede korrekturlæser havde fanget vittigheden og sørget for, at kommunen udstedte tilladelse til "fællesspisning".

Men ak, de egentlige tekstkendere, ordakrobaterne, forsvandt fra megen teksproduktion og hermed opstod den accentuerede forfladigelse af sproget og sprogtonen: ikke blot grelt i det offentlige men især skrigende i medierne og i kulturlivet. Hvor meget end edb-systemerne i 1996 havde "stavekontrol", levede de langt fra op til den gængse, habile korrekturlæsers sproglige indsigt og kunnen. Selv ikke hvis den omhyggelige sekretær havde anskaffet sig en såkaldt "grammatik- og syntaks-parser", hvilket hun kun sjældent (eller aldrig) gjorde presset i en travl nedskæringstids stressede arbejdsrutiner. Stavefejl findes i færre antal, dog ikke de syntaktiske, grammatiske stavefejl som florerer. Også tegnsætningsfejlene findes i overflod, på trods af Sprognævnets stadigt mere publikumsvenlige revidering af tegnsætningsreglerne seneste i 1996.

Med til billedet hører endvidere også, at i 1997 vil store dele af statens datamatpark skulle udskiftes på grund af det Europæiske Fællesskabs nye miljøregler for kontorjobs, man regner i 1996 med at fire ud af fem kontorarbejdspladser skal forandres, så hvor meget man i Skandinavien end tog hensyn til "tastefolkets almene velbefindende" havde udviklingen også på dette punkt indhentet planlægningen indenom. (Kilde i samtiden: for eksempel "Komputer for alle" nummer 2 1996 p. 38).

[TOP]